En læser fortæller: Min hund hjalp mig ud af ensomheden

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle slå mig ned i en landsby. Ikke i min vildeste fantasi. Men sådan kom det alligevel til at gå, da jeg mødte Jeppe. Han var få år forinden begyndt som selvstændig tømrer, og han kunne naturligvis ikke opgive sin spirende forretning for at flytte. Hvis jeg ville kærligheden, var jeg nødt til at rykke mig. Det drejede sig kun om 20 kilometer, og jeg skulle hver dag ind til centrum for at passe mit job i et rejsebureau, så jeg ville stadig være en del af den by, der var min.

Og så blev det alligevel helt anderledes, for jeg forlod jo byen igen, når jeg var færdig på arbejdet. Jeg kørte hjem til vores lille hus på landet, hvor alting var så meget anderledes. Ingen lysreklamer, ingen travle fodgængere, ræsende cyklister eller dyttende biler. Og ingen velkendte ansigter. Ikke andre end min kæreste. Om aftenen var der så stille, at det nærmest larmede i ørerne.

Læs også: En læser fortæller: Vores kat fandt selv på råd

Det var selvfølgelig dejligt at komme hjem til Jeppe. Jeg nød det, når vi havde tid til at sidde længe over middagen. Så talte vi om, hvad vi hver især havde oplevet i løbet af dagen, og jeg ønskede, at de timer ville vare evigt. Jeg længtes ikke længere så voldsomt efter byens puls. Det var nok at sidde sammen med min dejlige mand. De fleste aftener endte dog med, at Jeppe var nødt til at kigge på sine ordrer eller lave andet kontorarbejde. Indimellem hjalp jeg ham, men jeg kunne mærke, at Jeppe helst ville klare det selv.

– Når jeg får mere at lave, så kan du måske blive min faste medhjælper, men lige nu kan jeg sagtens overkomme det, og du skal under ingen omstændigheder have to job.

Så sad jeg der. Jeg kunne se fjernsyn. Det ville i det mindste trække verden ind i det stille hus. Jeg kunne selvfølgelig også følge lidt med på de sociale medier, men jeg var altså ikke i stand til at udfylde tomrummet i mit indre ved at gå på Facebook.

Læs også: En læser fortæller: Kunne jeg vinde Sallys tillid

En dag, da jeg trådte ind ad døren, kom Jeppe mig i møde med en hundehvalp i favnen.

– Til dig, sagde han kærligt. – Så har du selskab, når jeg sidder og roder med regnskaber.

Jeg har aldrig ejet et dyr, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg rørte forsigtigt hvalpen, der henrykt slikkede min hånd.

– Kom. Jeppe trak glad i mig. Jeg skulle se alt det, hvad han havde købt. Hundekurv, hundelegetøj, snor og et lille halsbånd. – Det er en golden retriever, sagde han. – Og vær nu ikke bekymret. Jeg har sikret mig, at min mor vil overtage hende, hvis du ikke har lyst til at være hundeejer. Kærlighed til hunde er ikke noget, man nødvendigvis er udstyret med.

Det trøstede mig lidt, at jeg ikke bare fik et dyr prakket på. Jeg kunne se på Jeppe, at det var i orden med ham, hvis jeg ikke havde lyst til at beholde hunden.

Jeppe fortalte videre, at hunden hed Sascha, og at jeg kunne betragte den næste måned som en prøvetid.

Han satte Sascha ned. Hun kvitterede med at lave en lille sø på gulvet.

– Åh nej. Jeppe rødmede svagt, og jeg kunne ikke lade være med at le.

Læs også: En læser fortæller: MIne dyr gav mig livsmodet tilbage

Da jeg senere var alene med hunden, kløede jeg den forsigtigt bag øret. Sascha slikkede igen min hånd, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte næsten var ved at flyde over. Sascha skulle lære at være alene i huset. Det gik rigtig fint, for det var sjældent så længe ad gangen. Når Jeppe arbejdede på sit værksted, løb Sascha rundt derude. Da måneden var gået, kunne jeg slet ikke forestille mig et liv uden Sascha. På arbejdet fortalte jeg mine kolleger om hende. Jeg var lige så stolt, som hvis jeg havde været nybagt mor.

Sascha var den, der for alvor fik mig til at falde til i landsbyen. I weekenderne længtes jeg nu sjældent efter byens pulserende liv. Jeg opdagede, at jeg foretrak at gå en lang tur under åben himmel med min vidunderlige hund. På mine ture mødte jeg andre hundeejere, og jeg opdagede, at landsbyen slet ikke var så stille, som jeg havde troet. Der var en sportsklub, der var et lokalråd, og der var lavet en støttegruppe, som skulle bevare skolen og den lokale købmand. Jeg kom med i gruppen for købmandens bevarelse, og pludselig var jeg en del af landlivet, alt det på grund af en dejlig gave fra min kæreste, en gylden hund fyldt med livsglæde.