En læser fortæller: Mine børnebørn syntes, jeg var kedelig

I går vel ikke allerede, røg det ud af mig, da mine børnebørn Victor og Magnus gjorde tegn til at rejse sig fra søndagskaffebordet. Jeg skubbede hurtigt tallerkenen med kage over mod dem. – Sæt jer lige ned igen. I har jo ikke smagt chokoladekagen endnu.

– Vi er mætte, sagde de i kor og sendte deres mor et bedende blik. – Må vi ikke godt gå ind i stuen og spille på vores mobiler?

Min datter åbnede munden for at protestere, men så tog hun sig i det. I stedet nikkede hun blot.

– Det er det samme hver gang, sukkede jeg og kunne ikke skjule min skuffelse. – Drengene sidder kun ved bordet i 10 minutter, så gider de ikke bruge mere tid på deres mormor. Og jeg har stået hele formiddagen og bagt.

– Mor, de er teenagere, forsvarede Line sine sønner. – Du kan ikke forvente, at de vil sidde her i køkkenet og sludre med os.

– Det er også alle de mobiltelefoners skyld, udbrød jeg og rystede på hovedet. – De tager al børnenes tid.

Jeg var på vej med min sædvanlige klagesang over, hvordan verden i den grad havde ændret sig, siden jeg var teenager, men stoppede, da Line sendte mig et advarende blik.

– Ikke i dag, mor. Jeg orker ikke at høre på det. Måske er det på tide, du accepterer, at verden er anderledes nu.

– Ja, ja, sagde jeg blot og lod emnet falde. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge den gode stemning. Det var altid rart, når Line kom på besøg med mine to store børnebørn. Det ærgrede mig blot, at Victor og Magnus forlod bordet så hurtigt som muligt. Jeg ville så gerne sidde og hyggesnakke lidt, men drengene var for rastløse. De få gange, Line havde tvunget dem til at blive siddende ved bordet, havde de mut besvaret mine spørgsmål om skole, fritidsinteresser og venner. Jeg følte, at jeg var ved at miste den nære kontakt med dem, som jeg havde haft, da de var mindre.

Det ærgrede mig, at det var blevet sådan, og jeg tænkte i længere tid over, hvad jeg kunne gøre. Der skulle jo nødig komme en tid, hvor mine børnebørn ikke havde lyst til at besøge mig, fordi det var for kedeligt.

En idé slog ned i mig, og jeg handlede på den med det samme. Godt nok havde jeg ikke planlagt at bruge så mange penge lige nu, men det kunne ikke være anderledes.

Da Line, Victor og Magnus næste gang kom forbi, glædede jeg mig nærmest som et lille barn. Som altid spiste drengene hurtigt, og da de gjorde tegn til at rejse sig, trak jeg min taske frem.

– Vent lige, sagde jeg og hev mit nyeste indkøb op. – Jeg har brug for hjælp til denne her. Jeg kan ikke helt hitte ud af, hvordan den virker.

Jeg vil sent glemme deres ansigter, da de kiggede på en spritny iPhone, som jeg holdt i hånden.

– Hvordan taster jeg jeres numre ind? Og kan I ikke også vise mig, hvordan jeg sender de der sms’er, så vi kan skrive sammen en gang imellem?

– Fedt! udbrød Magnus og tog imod den sorte mobiltelefon, som om den var af det pureste guld.

– Mormor, jeg troede aldrig, du ville købe en smartphone, sagde Victor, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg mødte Lines blik. Hun var udmærket klar over, hvad jeg havde gang i.

– Kom og sæt jer her ved siden af mig, bad jeg. – Og så skal I forklare mig alt om den her telefon.

Det lod de sig bestemt ikke sige to gange, og den eftermiddag veg drengene knap fra min side. Jeg blev til sidst helt ør i hovedet over alt det, de ønskede at fortælle mig, men det var en skøn følelse. For snakken blev også udvidet til meget andet end mobilsnak.

– En herlig eftermiddag, sagde Line og blinkede skælmsk til mig, da vi hilste af.

– Ja, næste gang må I gentage alt det, I har fortalt i dag, for jeg kan jo ikke huske det.

– Det skal vi nok, sagde Victor ivrigt. – Nu prøver jeg at sende dig en sms i løbet af ugen, så kan du se, om du kan finde ud af at læse den.

– Det lyder godt, min ven, sagde jeg og gav ham et knus. – Jeg vidste, jeg kunne få hjælp fra jer.

Siden den dag har jeg lært at betjene min nye telefon, og lige nu er drengene i gang med at vise mig, hvordan jeg kan se gamle danske film på den iPad, jeg også har anskaffet mig. Line har ret i, at verden er helt anderledes nu, end da jeg var ung, og jeg er nødt til at udvise ægte interesse for det, der optager mine børnebørn – og det gør jeg til fulde nu.