Opskrifter

Chokoladekage med popcorn i karamel

Mandag, 9. januar 2017af Kristina Marckmann. Foto: Carina Krüger Foto: Carina Krüger
Måske en lidt utraditionel topping til chokoladekagen, men de saltede og søde popcorn giver et dejligt knas til den bløde kage.
(8 stk.)

Det skal du bruge til chokoladekage med popcorn i karamel:

100 g smør 2 æg 3 dl sukker 1½ dl hvedemel 2 tsk. vaniljesukker ¾ dl kakao Smør og rasp til formen

Popcorn:

½ dl popcorn (upoppede) 1 spsk. smagsneutral olie ½ tsk. salt 2 dl sukker 75 g smør Prøv også: Chokoladekage med marshmallows- top

Sådan laver du chokoladekagen og popcornene

Sæt ovnen på 175º. Smelt smørret og lad det afkøle lidt. Rør æg og sukker sammen (det må ikke piskes). Tilsæt efterfølgende mel, vaniljesukker og kakao. Rør smørret i til slut. Smør en springform med en diameter på 22-24 cm og drys lidt rasp i bunden af formen. Hæld dejen i og bag kagen nederst i ovnen i 25-30 min. Kagen skal være klæg i midten. Lad den afkøle helt og lad den gerne stå en time, før den serveres. Pop popcornene i olie i en stor gryde. Drys dem med salt og sæt dem til side, mens karamellen laves. Smelt sukkeret ved middelstærkm varme, til det er lysebrunt. Det er vigtigt at anvende en tykbundet stegepande eller gryde til dette formål, ellers brænder sukkeret nemt på. Undgå at røre i sukkermassen, vip i stedet for panden en smule. Tilsæt smørret og pisk massen til en jævn sauce. Tilsæt popcornene og sørg for, at de er helt dækkede. Spred dem efterfølgende ud på en bageplade med bagepapir og lad dem afkøle. Bræk popcornene fra hinanden, hvis de sidder sammen, og læg en gavmild bunke oven på kagen. Til ære for alle chokoladeelskere, har vi samlet et galleri med en masse dejlige chokoladedesserter. Tag et kig i det lige nedenunder.
Chokolade i desserter