Opskrifter

Tebirkes bagt med gær

Lørdag, 21. oktober 2017af Christine Bille Nielsen
Disse lækre tebirkes er bagt med gær og spelt- eller fuldkornsmel og fyldt med remonce med marcipan.

Ingredienser til tebirkes bagt med gær

(16 stk.)

Dej:
25 g gær
2 dl mælk
1 æg
125 g blødt smør
½ tsk. salt
1 spsk. sukker
100 g speltmel el. anden type fint fuldkornsmel
250 g hvedemel

Remonce:
50 g marcipan
50 g blødt smør
25 g sukker
1 æble

Drys:
1 æg
50 g birkes, solsikkekerner, sesamfrø el. hørfrø

Alternativ til tebirkes bagt med gær: Brydeboller med mysli

Fremgangsmåde til tebirkes bagt med gær

Dej:
Opløs gæren i mælken. Tilsæt æg, smør, salt, sukker, spelt- eller fuldkornsmel og det meste af hvedemelet. Ælt dejen godt igennem og tilsæt løbende resten af melet. Lad dejen hæve tildækket på et lunt sted til dobbelt størrelse, ca. 1 time.

Remonce:
Riv marcipanen groft og rør den med smør og sukker til en ensartet og luftig masse. Riv æblet groft og rør det i remoncen.

Tebirkes:
Del dejen i to. Rul hvert stykke ud til en firkant på ca. 40 x 20 cm. Smør halvdelen af remoncen på midten. Fold den øverste del af dejen over remoncen og den nederste del hen over den første. Skær dejen i 8 stykker. Læg dem på plader med bagepapir med god plads til at hæve. Pensl med sammenpisket æg og drys birkes eller andre frø på toppen, evt. en blanding. Lad dem hæve 40 min. Bag dem ved 210° i ca. 15 min., eller til de er gyldne og gennembagte.