Opskrifter
Rabarberkompot med skyr og knas
Torsdag, 4. juli 2024AF JULIE HEY OG LOUISE DANDANELL ØRSTED. FOTO: BJØRN JAKOBSEN OG MARTIN TANGGAARD
Her får du opskriften på frisk skyr med rabarberkompot og knas. Opskriften kan både bruges som dejlig morgenmad eller en let dessert.
Opskriften er til 4 personer.
20 min
Morgenknas
1 tyk skive rugbrød
15 g smør
1 dl havregryn
1/2 dl hasselnøddeflager
2 spsk. flydende honning
Rabarberkompot
1 1/2 kilo rensede rabarber
220 g sukker
100 g rørsukker
1 vaniljestang
2 dl vand
Til servering
250 g skyr
2 spsk. akaciehonning
4 dl rabarberkompot
Morgenknas
- Riv rugbrødet groft, og rist det i smør på panden sammen med havregryn, nødder og honning i cirka 10 minutter, til det er sprødt og gyldent. Lad det køle af på panden.
Rabarberkompot
- Skær rabarberne i mindre stykker, læg dem i en gryde, og vend med sukker og rørsukker.
- Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud.
- Bland vand, vaniljekorn og -bælg i gryden, og kog rabarberne møre i cirka 10 minutter. De må ikke koge helt ud.
- Lad kompotten afkøle i gryden, og hæld den på et stort Atamon-skyllet sylteglas.
Servering
- Rør skyren med honning, servér det til den hjemmelavede kolde rabarberkompot, og drys med sprødt knas.