Hvornår kan man begynde at tale om døden?

Forleden spurgte jeg min datter på 35 år, om hun og hendes mand havde talt om organdonation.

Hun så forskrækket på mig og begyndte at græde, hvad der kom helt bag på mig.

Vi var alene, jeg holdt om hende og fik hende beroliget, og vi satte os og talte om... ja, organdonation.

Hun fortalte, at det overhovedet ikke er et emne, hun og hendes mand har berørt.

For skulle de tale om det, skulle de også tale om døden, og det er hun ikke parat til.

De har jo to små børn og kan slet ikke klare tanken om, at livet ikke varer evigt.

Den samtale havde jeg lidt svært ved at tackle, for jeg kunne mærke hendes dødsangst.

Jeg havde det nok selv på samme måde, da jeg var på hendes alder, og hun var barn.

Døden var ikke noget, vi talte om.

Hun spurgte forsigtigt, om jeg har meldt mig som organdonor (hendes far – min mand – døde for tre år siden af kræft), og det svarede jeg ja til.

Så græd hun igen, for hun er så bange for, at jeg også skal dø.

Det skal vi jo alle, vi ved blot ikke hvornår.

Alle børn hører jo på en eller anden måde om døden, allerede mens de går i børnehave, men det er som oftest andres død, og så vidt jeg ved ikke den kendsgerning, at både deres forældre og de selv skal dø på et tidspunkt.

Har du mon gjort dig nogle tanker om, hvornår man måske kan begynde at tale med sine børn om døden (og organdonation)?

Min datters reaktion, da vi talte om både hendes og min død, er formentlig en konsekvens af, at døden, indtil min mand døde, også i vores familie har været et tabu.

Det er virkelig et svært emne.

Jeg husker tydeligt, da det gik op for mig for første gang, at jeg skulle dø.

Jeg var omkring 7 år, og tanken ramte mig som en issyl i hjertet.

Jeg blev simpelthen så bange.

Døden er ikke en naturlig del af livet på vores breddegrader. Desværre.

Jeg har på mine rejser gennem verdens lande oplevet mange smukke begravelser. Afskeden med de døde var nærmest en fest, og de døde stod i flere tilfælde til skue midt i festens øje.

Jeg ved ikke, hvordan vi skal gøre døden til en mere naturlig del af livet.

Måske hænger det sammen med, at mange af os ikke længere er troende og derfor ikke har en forestilling om, hvad der sker, når vi siger farvel til livet på jorden.

Jeg synes, du gjorde det helt rigtige ved at bringe emnet på bane over for din datter.

Set i bakspejlet skulle du måske have talt mere med hende om liv og død, da hun var lille, så havde hendes reaktion som voksen måske ikke være så voldsom.

Under alle omstændigheder er det dog godt både at forholde sig til organdonation og til livets farvel, ligegyldigt hvilken alder man har.

Jeg synes egentlig heller ikke, at jeg har været spor god til at tale om døden med min søn, men forleden hørte jeg ham sige til nogle venner: ”I vores familie græder vi ikke over tabet af de døde, vi fejrer, at vi har fået lov til at kende dem, mens de var i live.”

Jeg blev helt stille og utrolig stolt over de ord fra min søn på 16 år.

Jeg ved ikke præcis, hvor han har de ord fra, men vi fejrer ofte ”Dia de Muertos” (De dødes dag), som er en blanding af mexicansk og katolsk kultur. En festdag, hvor man mindes de døde.

Vi har nogle venner fra Syd- og Mellemamerika, og der er De dødes dag en højtid, men også anledning til glæde og sammenkomst.

Angående døden så er det som med alt muligt andet, vi er bange for, at der kun er én vej:

Frem i lyset med det. Tal om det. Hvor kluntet samtalen end måtte forløbe.

Vi skal øve os, før vi bliver bedre.