Madtærte med ostefyld
Ingredienser til madtærte med ostefyld
(8 stk.)
Tærtedej:
1 tsk. kommen el. fennikelfrø
100 g rugmel
50 g hvedemel
½ tsk. salt
75 g koldt smør
1 lille æg
Fyld:
175 g danbo
3 dl cremefraiche
3 æg
75 g blå ost, f.eks.
Castello el. Danablu
Pynt og tilbehør:
1 lille bdt. persille,
purløg el. timian
Bladselleri, cherrytomater
og/el. oliven
Alternativ til madtærte med ostefyld: Lakse-spinattærte med porrer
Fremgangsmåde
Tærtedej: Hak kommen eller fennikelfrø groft med en kniv. Bland dem med rugmel, hvedemel og salt. Skær smørret i tynde skiver og smuldr dem i melblandingen. Tilsæt ægget og ælt dejen sammen. Rul den ud på et melstrøet bord og kom den i en smurt tærteform på ca. 22 cm i diameter. Forbag bunden 15 min. ved 180°.
Fyld: Riv osten groft. Pisk cremefraiche, æg og revet ost sammen. Bred fyldet ud i den forbagte tærtebund. Skær den blå ost i små tern og drys den over tærten. Bag tærten endnu 20-30 min., til fyldet er fast og gyldenbrunt på toppen. Servér tærten lun og drys med krydderurter. Giv sprøde bladselleri, tomater og oliven til.