Mandel-rabarberkage med flødeostecreme
Ingredienser til mandel-rabarberkage med flødeostecreme:
(10-12 stk.)
Bagte rabarber:
1 bdt. tykke rabarber (800 g)
75-100 g sukker
Mandelkage:
80 g mandler
100 g hvedemel
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
50 g smør
2 æg
100 g sukker
Prøv også: Rabarberkage med kardemommemarengs
Creme:
100 g hvid chokolade
50 g flormelis
2½ dl piskefløde
200 g flødeost naturel
Pynt:
1 håndfuld røde, spiselige blomster, f.eks. rød syre el. usprøjtede rosenblade
Se også: Små bærtærter med vaniljecreme og karamel
Fremgangsmåde:
Bagte rabarber:
Skyl rabarberne og læg dem på en plade med bagepapir.
Drys dem med sukker og bag dem ved 180° i ca.15 min., til de er akkurat møre, men ikke ude af facon.
Drys lidt ekstra sukker over rabarberne, mens de stadig er varme.
Hvis der er løbet saft fra dem, kan du pensle den over rabarberne, så de bliver blanke.
Lad dem køle helt af.
Mandelkage:
Hak mandlerne fint i en blender.
Bland mandlerne med mel, vaniljepulver og bagepulver.
Smelt smørret.
Pisk æg og sukker til en luftig og hvid creme.
Vend mandel-melblanding og smør i æggeskummet.
Kom dejen i en form på ca. 20 x 25 cm. Bag kagen ved 180° i ca. 20 min., eller til du kan prikke i den med en strikkepind, uden at der hænger dej ved.
Lad kagen køle af i formen. Vend kagen ud på et fad eller skærebræt.
Prøv også: Hindbærkage med mandel-lakridsbund
Creme:
Hak chokoladen og lad den smelte over vandbad.
Pisk fløde og flormelis til blød flødeskum.
Rør flødeosten blød.
Rør den varme chokolade i flødeosten og vend hurtigt flødeskummen i cremen. Rør ikke for meget i cremen, da den skiller let.
Bred cremen ud oven på kagen.
Læg rabarberne oven på kagen i deres fulde længde.
Drys med spiselige blomster.
Brug en skarp kniv til kagen, så du kan skære rabarberne over, uden at de går fra hinanden.