3 gode frokostretter

Torsdag, 19. marts 2020af Christine Bille Nielsen og Vagn Jensen. Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
Du savner måske allerede kantineordningen på jobbet, morgenmad og frokost flyder sammen, og du har indtil nu kun spist supermarkedsrugbrød med rullepølse. Sådan behøver det faktisk ikke være, når du arbejder hjemme på grund af coronavirussen. Sæt lidt ekstra tid af og lav en lækker frokostret fra bunden. Vi giver dig her tre opskrifter.
3 gode frokostretter

Rodfrugt-røsti med gedeost og rødkålssalat

(4 personer)

Rodfrugt-røsti:

  • ¼ knoldselleri
  • 2 gulerødder
  • 2 persillerødder eller pastinakker
  • 200 g kartofler
  • Salt og peber
  • 3 spsk. olivenolie
  • 300 g frisk gedeost i stor rulle
  • 1 håndfuld frisk timian
  • 1 håndfuld kruspersille

Prøv også: Suppe med rodfrugter, bacon og persilleolie

Rødkålssalat:

  • 500 g frisk rødkål
  • 1 rødløg
  • 1 bundt radiser eller 1 ræddike
  • 3 spsk. olivenolie
  • 3 spsk. æbleeddike
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Rodfrugt-røsti: Skræl alle rodfrugter og kartofler, og riv dem groft. Tryk saften let ud med hænderne. Rør de revne rodfrugter med peber og lidt salt. Varm lidt olie op ad gangen på en stor pande, og form små tykke pandekager af rodfrugterne. Tryk dem pæne i kanten og ovenpå med en træpalet. Brun dem let, skru ned, og lad dem simre 5-6 minutter på hver side. Dryp med lidt olie under stegningen. Læg røstiene på en plade med bagepapir, efterhånden som de bliver bagt. Skær gedeosten i skiver i samme antal, som der er røsti. Bag dem i ovnen ved 200°, til osten smelter let. Drys med plukket timian og persille.

Rødkålssalat: Snit rødkålen fint, og skær løg og radiser i tynde skiver. Rør olie og eddike sammen, og vend kål, løg og radiser grundigt i dressingen. Smag salaten til med salt og peber. Servér rodfrugt-røstiene med rødkålssalat.

Se også: Små fisketærter med marinerede rodfrugter

Nemt rugbrød

(2 stk.)

  • 1 hvidtøl
  • 1½ dl vand
  • 5 dl mælk
  • 50 g gær
  • 125 g hørfrø
  • 150 g solsikkekerner
  • 50 g græskarkerner
  • 1 spsk. salt
  • ¾ dl mørk sirup
  • 550 g hvedemel
  • 350 g rugmel

Prøv også: Rugbrød og choko-rugboller

Fremgangsmåde:

Lun øl, vand og mælk og opløs gæren heri. Rør frø, kerner, salt, sirup og de to slags mel i væsken til en dej med konsistens som havregrød. Hæld dejen i to smurte rugbrødsforme og sæt dem i en kold ovn ved 150° i 1 time og 40 min.

Se også: Rugbrød med rejer i grønt

Karrystegte sild med kartofler og dilddressing

(4 personer)

  • 4 store ferske sild (eller 8 små)
  • 2 tsk. karry
  • 3 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. rapsolie eller smør
  • Salt og peber

Prøv også: Tre små, nemme retter med sild

Dampede grøntsager:

  • 1 kg små kartofler
  • 3 porrer
  • 500 g broccoli (som regel et stort bundt)
  • Salt

Dilddressing:

  • 1 bundt frisk dild
  • 2 dl cremefraiche 18 %
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Klip finnerne af sildene. Bland karry med citronsaft på en tallerken, og vend sildene i blandingen. Varm olie eller smør op på en pande, og steg sildene ca. 3 minutter på hver side ved middelhøj varme. Krydr med salt og peber. Dampede grøntsager: Kog kartoflerne i letsaltet vand. Skær porrer og broccoli i grove stykker, og damp dem 5 minutter i en gryde med lidt vand i bunden og låget på skrå. Lad dem dryppe let af, og drys med lidt salt. Dilddressing: Hak dilden fint, og vend den i cremefraichen. Smag til, og servér med sild, kartofler og dampede grøntsager.

Se også: Røgede sild i tomat