3 slags vafler: Søde og sunde vafler

Søndag, 16. august 2020Af Line Holt Nielsen. Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
Vafler er skønne at spise til aftensmad eller til eftermiddagskaffen. Her får du opskrifter på både søde og sunde vafler. Velbekomme.
3 slags vafler: Søde og sunde vafler

Kokosvafler

(4 personer)

  • 1½ dl havregryn
  • 3 dl hvedemel
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 nip salt
  • 4 spsk. kokosmel
  • 1 usprøjtet limefrugt
  • 3 æg
  • 50 g smeltet smør
  • 1 dåse kokosmælk
  • Kokosflager
  • Vaniljeis
  • Sirup

Se også: Vafler med rårørte blåbær

Fremgangsmåde:

Blend havregryn. Rør hvedemel, sukker, bagepulver, vaniljesukker og salt i. Rist kokosmel let gyldent på en varm, tør pande. Rør det i melblandingen sammen med limesaft og revet limeskal. Tilsæt letpiskede æg. Rør smeltet smør i dejen. Tilsæt kokosmælk, og rør dejen godt sammen. Justér evt. konsistensen med ekstra havregryn, så dejen bliver som fed tykmælk. Bag vaflerne i et vaffeljern smurt med smør. Spis f.eks. med ristede kokosflager, vaniljeis og sirup.

Se også: Opskrift på verdens bedste vafler

Bananvafler

(4 personer)

  • 2 dl havregryn
  • ½ dl hvedemel
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1½ tsk. bagepulver
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 nip salt
  • 2 godt modne bananer
  • 3 æg
  • 1 dl mælk
  • Smør til stegning
  • Banan, bær og chokolade til servering

Se også: Opskrift på bananvafler

Fremgangsmåde:

Blend havregryn. Rør hvedemel, vaniljesukker, bagepulver, kanel og salt i. Mos bananerne. Pisk æggene let. Bland alle ingredienserne
til en jævn konsistens, og bag dejen til vafler. Servér med banan, bær og grofthakket chokolade ovenpå.

Se også: Belgiske vafler

Spinatvafler

(4 personer)

  • 150 g spinat fra frost
  • 3 æg
  • 3 dl mælk
  • 175 g hvedemel
  • 125 g grahamsmel
  • ½ tsk. salt
  • 1 nip peber
  • 1 tsk. bagepulver
  • Smør til bagning
  • Friskost, røget laks, spinat og citronbåde til servering

Se også: Store vaffeldag

Fremgangsmåde:

Optø spinaten med 1 spsk. vand. Pisk æggene let, og rør dem med mælk. Blend det med den optøede spinat. Bland de 2 slags mel, salt, peber og bagepulver. Rør melblandingen i æggemassen, og lad dejen hvile køligt i 20 minutter. Rør dejen igennem, og justér evt. konsistensen med lidt mælk eller mel, så dejen er som en tynd havregrød. Bag vaflerne i et vaffeljern med lidt smør. Servér med friskost, røget laks og spinat.

Tip: Vafler kan laves i både det søde og det salte køkken. Prøv f.eks. at blande spinat og fuldkornsmel i dejen, og spis lidt laks eller rejesalat ovenpå.

Se også: Vafler med spinat og laks