Opskrifter

Banan-chokoladekage uden tilsat sukker

Fredag, 18. marts 2022Af Line Holt Nielsen. Foto: Maria Tegner.Foto: Maria Tegner.
Skærekager er en perfekt løsning, når der skal være kage nok til alle uden den store arbejdsindsats. Denne svampede banankage er uden raffineret sukker. 

Opskrift på banan-chokoladekage uden tilsat sukker

10. pers.

  • 120 g mandler
  • 2 æg
  • 2 tsk. instant kaffepulver
  • 3 godt modne bananer
  • 35 g blødt smør
  • 125 g friske dadler, f.eks. Medjool
  • ½ dl rent kakaopulver
  • ½ tsk. salt
  • 50 g mørk chokolade
  • 2 dl hasselnøddekerner

Kokostop:

  • 1 dl kokosmælk (ikke light)
  • 150 g mørk chokolade, evt. sukkerfri, f.eks. fra Easis
  • 35 g kokosmel

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 170°. Hak mandlerne fint til mel i en minihakker. Hvis du vil have en mere glat kagestruktur, kan du smutte dem først, men det er ikke nødvendigt. Pisk æggene let. Opløs kaffepulveret i æggemassen, og rør moste bananer og smør i. Udsten dadlerne, og skær dem i mindre stykker.

Kom mandelmel, bananmasse, dadler, kakaopulver og salt i en skål, og brug en stavblender til at køre massen lind. Du kan også bare hælde det hele i en blender eller foodprocessor. Hak nødder og chokolade groft, og vend det i. Hæld dejen i en silikoneform eller en smurt bradepande (ca. 20 x 25 cm), og bag kagen i ca. 40 minutter. Lad gerne kagen sætte sig på køl til dagen efter.

Kokostop: Åbn en dåse kokosmælk uden at ryste eller røre i den. Tag ca. 1 dl af den fede creme i toppen op. Resten af dåsen kan du f.eks. bruge til en asiatisk gryderet. Omhældt til en anden beholder kan den holde sig et par dage i køleskabet, men kokosmælken er også fryseegnet.

Smelt chokoladen, og bland den med den fede kokosmælk og kokosmel (gem 2 spsk. til drys). Dekorér kagen med cremen, og drys det sidste kokosmel over, inden cremen er stivnet. Lad kagen sætte sig på køl i mindst 1 time.