Opskrifter

Strawberry daiquiri-cheesecake

Torsdag, 12. maj 2022Af Camilla Biesbjerg Markussen. Foto: Betina HastoftFoto: Betina Hastoft
Imponér dine festglade gæster med denne himmelske cheesecake, der smager som den velkendte cocktail strawberry daiquiri. 

Opskrift på strawberry daiquiri-cheesecake

8 personer

Kiksebund:

  • 200 g havrekiks
  • 50 g mandler
  • 125 g blødt smør

Ostecreme med rom:

  • 3 blade husblas
  • 5-6 spsk. hvid rom
  • 1 usprøjtet limefrugt
  • 200 g flødeost naturel
  • 200 g cremefraiche 38 %
  • 100 g flormelis
  • 2½ dl piskefløde

Jordbærgelé:

  • 2 blade husblas
  • 250 g jordbær
  • 4 spsk. vand
  • 50 g sukker
  • ½ vaniljestang

Pynt:

  • 250 g jordbær
  • Evt. spiselige blomster, f.eks. stedmoderblomst
  • 1 spsk. frysetørrede jordbær
  • ½ usprøjtet limefrugt

Udstyr:

  • Springform (diameter ca. 18 cm)
  • Kageplast

Fremgangsmåde:

Kiksebund: Knus kiksene, hak mandlerne groft, og ælt det godt sammen med blødt smør. Læg bagepapir i bunden af springformen, og sæt lagkageplast rundt langs kanten. Pres kiksemassen sammen i bunden af formen, og stil den på køl i 1 time.

Ostecreme med rom: Udblød husblas i koldt vand i 10 minutter. Opvarm 4 spsk. rom i en lille gryde, uden at det koger. Vrid husblassen fri for vand, og smelt den i rommen. Tilsæt limesaft, og afkøl i 5 minutter. Pisk flødeost, cremefraiche, flormelis og fintrevet limeskal luftigt med en elpisker. Rør 1 spsk. af flødeosteblandingen ned i romblandingen, og vend herefter denne blanding over i skålen med resten af fløde-osteblandingen, så du får en ensartet masse. Pisk fløden til skum, og bland flødeskummet i ostemassen med let hånd. Smag til med 1-2 spsk. rom. Fordel ostecremen oven på kiksebunden, og stil kagen på køl i mindst 3 timer.

Jordbærgelé: Udblød husblas i koldt vand i 10 minutter. Skær jordbær i tern, og kog dem i en gryde med vand, sukker og vaniljekorn i 8 minutter. Blend massen til fin puré i en blender, og hæld den gennem en fintmasket si tilbage i gryden. Giv det et kort opkog. Vrid husblassen fri for vand, og smelt den i jordbærpuréen. Lad blandingen køle af i 10 minutter. Fordel den afkølede jordbærgelé i et tyndt lag oven på cheesecaken, og sæt den hurtigt tilbage på køl i ca. 1 time, til geléen er stivnet. Pynt kagen med halverede jordbær, evt. blomster, frysetørrede jordbær og fintrevet limeskal.old.