”Tag skoene af, eller næsen siger knæk”, står der på inder-siden af døren, og så er man advaret. Man skulle også være et fjols, hvis man havde beskidte sko på, når man steg ind i førerhuset på Pernilles Scania med de røde gardiner og det fine gulvtæppe. Det her er Pernilles arbejdsplads, stue, soveværelse og køkken, og her følger man hendes regler.
Pernille Juhl har så vidt vides aldrig slået på nogen. Men hun har kæmpet for at få lige præcis det her job som lastbilchauffør, for der er stadig nogle, der mener, at kvinder hører hjemme i et køkken og ikke bag rattet på en lastbil, der kører med alt, hvad der er højt, bredt, langt og tungt.
Når Pernille ruller fra Hobro med retning mod København, er det et barnelæs, hvis hun sammen med lastbilen kun vejer 44 ton. Det er heller ikke et problemat have et 37 meter langt betonelement på ladet, for det er det, hun laver: Hun kører lastbil og tit og ofte særtransport, ligesom andre lastbilchauffører rundt omkring i landet gør. De fleste af dem er mænd, men der er omkring 200 kvindelige chauffører i Danmark, og det job har været Pernilles drøm, siden hun var en lille pige.
– Jeg er født med et hørehandicap. Som barn var jeg ked af det, men det er jo bare sådan, det er, og jeg vidste meget tidligt, at jeg gerne ville arbejde ude blandt andre, og det skulle være enten som tjener eller lastbilchauffør. Jeg bruger høreapparater, og jeg er god til mundaflæsning, men jeg har brug for, at der også er nogle timer med stilhed hver dag, ellers er det alt for anstrengende, fordi jeg skal koncentrere mig så meget om at høre, når jeg er sammen med andre. Samtidig ville jeg helst have så meget frihed som muligt i min arbejdsdag, og da min storebror kom i lære som lastvognsmekaniker i Vamdrup, var jeg sommetider med på arbejde. Her så jeg de store lastbiler, og så var jeg helt solgt: Jeg ville være lastbilchauffør, siger Pernille.
Hun blev ansat som pladsmand der, hvor broderen arbejdede. I første omgang skulle hun klargøre biler. Det gik godt, og et halvt år senere, i november 2014, hjalp firmaet hende med at få det store kørekort, og så kom hun i lære i januar 2015. Alt gik godt, og Pernille blev ansat, da hun var udlært.
Der har været en del, der er kommet med smarte bemærkninger om kvinder som lastbilchauffører, men så må de tale så højt, at hun kan høre det, som hun siger. Og så får de også et svar på tiltale.
– Der er efterhånden en del kvindelige chauffører, men jeg oplever da stadigvæk, at de tror, jeg er chaufførens kæreste, når jeg kommer ind på kontoret med papirerne. ”Bare send chaufføren ind”, siger de så, og jeg kan jo kun svare, at jeg allerede står her. Så griner vi lidt af det, for det er da bare sjovt.
Det, der kan irritere hende, er bemærkningen om, at kvinder ikke kan bakke.
– Men hvorfor skulle vi ikke kunne bakke? Mænd er vel heller ikke født med evnen til at kunne bakke, siger hun.
Og nej. Det er mænd ikke. Det er nok de færreste, der bare lige kan bakke med et 37 meter langt betonelement på bagsmækken, men det kan Pernille. Det var svært første gang, syntes hun, men hun sagde det ikke til nogen. Hun gjorde det bare, for hun vil ikke sige nej. Hun vil lære alt og kunne alt, intet mindre. Derfor måtte hun også videre til andre firmaer, da hun var udlært.
Hun er netop fyldt 30 år. Hun har været på landevejene i syv år nu, og hun har arbejdet i et par forskellige firmaer, kørt DAF, Volvo og nu Scania. Hun har kørt med alt fra blomster og paller til betonelementer, og hun har været de fleste steder i Danmark. Hun elsker stadig biler, og der er forskel på dem.
– Min DAF var en værre ”rundetrunte”, gammel og slidt. Volvoen var okay, men min Scania er bare det vildeste, siger hun. Det er også derfor, hun har en tatovering af sin smukke Scania V8 med ordene ”Venlighed er et sprog alle forstår” nedenunder.
Pernille er et meget venligt menneske. Også når hun er kørt fra Hobro til København, sætter samtlige blinklys i gang på lastbilen og parkerer, og der så trods alt suser en cyklist lige ind i hendes bildør, fordi han simpelthen overså 44 ton lastbil. ”Har du ikke en familie, du skal hjem til,” som hun sagde til ham, mens hun hjalp ham op og børstede ham af, inden han heldigvis uskadt kunne springe på cyklen igen.
”Rute 888” kalder kollegerne hende. Hun er på Sjælland flere gange om ugen med elementer eller andet gods fra Jylland. Hun tror ikke meget på gps’en, hun er som en brevdue, der finder vej uden moderne teknik, for den kan også lede en på afveje. Som dengang Pernille endnu satte sin lid til gps’en og derfor måtte bakke på en cykelsti langt oppe i Sverige med et læs blomster bagpå.
Selv om der ikke længere er tunge løft eller manuelt arbejde i arbejdet som chauffør, er der alligevel nogle ting, Pernille skal have hjælp til, lige som hendes mandlige kolleger. Til gengæld har hun et hemmeligt våben, der altid virker: Hjemmebagt kage.
– Du kan få mænd på en byggeplads til at hjælpe med alt, hvis bare du har Drømmekage fra Brovst nok, som hun siger.
Pernille er kun hjemme i weekenderne, for hun vil faktisk helst sove i sin bil om natten i ugens løb i stedet for at køre frem og tilbage til Rødding. Også derfor er hendes rullende hjem indrettet rigtig fint.
– Jeg har en god køje, gardiner og gulvtæppe, en slikskål i skuffen og mit Familie Journal, som jeg læser i om aftenen, inden jeg går til ro. Jeg mangler ikke noget, forsikrer hun. Menuen står tit på kopnudler eller pizza, hvis hun er i København, for der har hun fundet et sted med særlig gode pizzaer. Men hun sørger også for at få motion.
– Jeg får mine 10.000 skridt om dagen, og jeg har et sjippetov med i sidelommen på bilen, så jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig i form.
Kærester har hun haft, og måske kommer der én igen på et tidspunkt, men indtil videre vil hun bare gerne bestemme over sig selv, både i lastbilen og i sit eget hus. Hårdt presset siger hun, at en eventuel kæreste bare skal være sød og rar, men at det nok bliver lidt vanskeligt.
– Jeg er jo på hjul det meste af dagen, og jeg tror ikke, der er så mange mænd, der synes, det er fedt, at kæresten er ude fem dage om ugen. Hvis han så selv er lastbilchauffør med de samme arbejdstider, så ser vi jo alligevel aldrig hinanden, så jeg ved ikke rigtig. Det vil tiden vise, siger hun.
– Min store drøm er at køre nogle flere ture til udlandet. Jeg var på en tur til Holland, og det var så smukt at køre turen derned og se blomstermarkerne og møllerne, nøjagtig som jeg havde forestillet mig det. Men det bedste er, at jeg føler mig fri, når jeg sidder her i min bil.