Bageren har fået en chance

”Vi er altid så sjove”. Det var Brianog hans datter, Camillas, motto, når familien var samlet, og der skulle ske noget.

Men så sjovt var det heller ikke. I hvert fald ikke hele tiden. Far Brian var alkoholiker, og Camilla var fars pige. Hun elskede sin far, hun lignede ham, og hun beskyttede ham. I hendes verden var hendes far den bedste far.

Brian Hansen er bager i Haslev på Sjælland, hvor alle kender ham som byens bedste og sjoveste bager, der godt kunne lide en øl. Han er også alkoholiker, for han har drukket i de seneste 30 år, men nu er det slut. Han er blevet ædru alkoholiker, fordi Camilla kørte ham til behandling på et misbrugscenter 15. februar i år.

Han var indlagt i fem uger, og da han kom hjem 22. marts, var han ædru. Og selv om afvænningen var hård, er det først nu, det bliver svært.

Brian har fået et nyt liv, det har hans kone og børn også. I sidste ende handler historien om familien Hansen også om kærlighed, tillid og tro på, at det hele nok skal gå.

Men hvem er man, når man ikke længere er fuld hver dag?

– Min største angst var, at jeg ikke længere ville være ”den sjove mand”. Min familie kender mig på den måde, kunderne i butikken kender mig som ham, der altid finder på noget sjovt. Hvad hvis jeg ikke længere var sjov? Hvem var jeg så? Det tænkte jeg meget over, mens jeg var på afvænning, siger Brian

Ingen stopklods

Det samme tænkte Camilla. Hun er 20 år og har kun kendt ham, mens han drak.

– Jeg har været så bange for at miste ham. Hans helbred kunne jo ikke holde til det. Jeg sagde til ham, at hvis han skulle se mig blive gift engang, så var det nu, han skulle holde op. Mens han var væk, tænkte jeg også på, hvordan han mon var, når han kom hjem? Jeg kender ham jo kun som den glade alkoholiker, siger Camilla.

Jette siger ikke så meget. Hun elsker sin mand, som hun altid har gjort det. Hun har sagt det, der skulle siges. Hun har drukket sammen med ham for at holde ham med selskab og samtidig holde øje med ham. Hun har gjort, hvad hun kunne, men også hun nåede grænsen og var med til at sende Brian i behandling.

Men det handlede aldrig om skilsmisse. Brian vil altid være manden i hendes liv.

Sådan har det været, siden de mødte hinanden for 22 år siden, begge lidt skrammede efter hver sit mislykkede ægteskab.

Brian havde bageriet i Haslev, hvor han mødte ind om aftenen. Overfor stod Jettes pølsevogn, hvor hun langede pølser over disken til nattegæsterne på byens værtshuse. Hun serverede også for Brian, han inviterede hende på en ferie, og så var de par.

Som han siger: ”Hun havde pølsen, jeg havde brødet”, så kan alle vel forstå, at de to hørte sammen. Det gør de stadig.

– Jeg kunne godt se, at Brian var glad for øl, men jeg tænkte ikke mere over det. Han var glad og kærlig. Han var aldrig grov eller voldelig. Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor man fik et glas vin til maden, så alkohol var en naturlig del af livet for mig, siger Jette.

Men det blev ikke bare ved med at være en fredagsøl, en godnatbajer, et glas vin til maden eller en skarp til kaffen. Brian havde brug for mere.

– Jeg mistede min mor, da jeg var barn. Hun var alkoholiker. Min barndom var ikke den fedeste oplevelse, jeg var skoletræt og kom i lære som bager så tidligt som muligt. Jeg elskede det fag fra starten, hårdt fysisk arbejde, og så ned på stranden bagefter med de andre, kigge på piger og drikke øl. Det var sagen for en ung mand. Efterhånden blev det sådan, at når de andre drak almindelige øl, tog jeg en stærk. Jeg kunne lide det, og jeg havde ingen stopklods, siger Brian.

Forsvarede far

Da Camilla var lille, troede hun, at det var almindeligt, at fædre drak hver dag, og at de tit var fulde. Det var hendes far jo, og det var der vel ikke noget galt i?Så begyndte de andre børn i skolen at tale om, at Camillasfar sommetider var fuld.

– Ja, gu’ var han da fuld. Det ville alle vel være, hvis de havde drukket hele dagen, sagde jeg. For mig var det normalt. Men det var det jo ikke. Jeg lærte at undgå pinlige situationer, men jeg har forsvaret min far i alle årene i folkeskolen. Jeg har også i trods sagt, at det da aldrig har skadet nogen at drikke og ryge. Men jeg vidste det godt inderst inde. Det havde skadet nogen, siger Camilla.

– Det var efterhånden blevet til en hel del alkohol. En halv flaske Gammel Dansk om morgenen, to flasker rødvin om aftenen og 15 øl om dagen. Gammel Dansk tog rystelserne om morgenen, så kunne jeg tage på arbejde. Når det så begyndte igen ved middagstid, drak jeg øl, og så vin om aftenen til at slappe af på. Jeg har været på Antabus tre gange, men det drak jeg mig igennem, mens Jette troede, alt var fint, fordi hun havde set mig tage pillen, siger Brian.

Camilla og Jette prøvede at nå deres far og mand. Camilla var ikke ret gammel, da hun ringede til Børnetelefonen og spurgte, hvordan hun skulle få sin far til at holde op med at drikke. Hun husker ikke svaret, men hun husker alle de år, hvor hun har beskyttet ham og skældt ud, tigget og bedt, holdt af ham og håbet, når han gik på Antabus, og raseriet og sorgen, når det igen gik galt.

Det gik kun en vej

Det var, som om det kun kunne gå en vej med Brian. Han ville dø af det, hvis han ikke gjorde noget. Men i stedet gjorde Jette og Camilla noget en dag.

– Mor kom ind til mig på mit værelse og sagde, at det var helt galt. Vi måtte gøre noget, husker Camilla.

Og det gjorde de. Camilla gik på nettet, fandt adressen på en afvænningsklinik for alkoholikere og ringede for at spørge om mulighederne for, at hendes far kunne komme i behandling.

– De havde en plads to dage efter. Jeg blev faktisk lidt forskrækket, for det var meget hurtigt, og vi skulle lige snakke om det.

Brian er ikke alene ”Byens fedeste bager”. Det viste sig, han også var byens modigste bager. For han sagde ja til at lade sig indlægge. Og ja til, at Camilla måtte offentliggøre for hele verden, at han var alkoholiker og altså nu skulle indlægges til afvænning.

Det var Camilla, der kørte sin far til Jylland. Hvad far og datter snakkede om undervejs, er en sag mellem dem, men da de nåede frem, og Brian blev indlagt, havde han en promille på 2,29. Han var fuld, og Camilla havde været sikker på, at han var ædru.

Slut med tabu

Det var på tide, at livet tog en drejning.

Der var fire dage til fastelavn, da Brian blev indlagt. Det er en af de travleste tider på året for en bager, og i år ville hele Haslev have fastelavnsboller, så Camilla, hendes mor og de ansatte arbejdede på højtryk. De gjorde det for Brians skyld. Bageriet og forretningen er hans livsværk, det måtte ikke gå i stå, bare fordi bageren ikke kunne være der.

Imens strømmede det ind med sympatitilkendegivelser fra mange, både i byen og på Facebook.

Forretningen kørte, og imens lærte Brian en masse om sig selv på en klinik. Efter fem uger hentede Camilla sin far, og der var pyntet med flag og blomster, da han kom hjem. Siden er det blevet hverdag, og tid til at lære at være en familie igen.

Jette kontrollerer ikke længere sin mand, og Camilla er flyttet hjemmefra. De har alle lært en masse, men først og fremmest noget om tilgivelse og kærlighed, der kan bære alt, eller næsten alt. For både bageren og hans kone har lært, at alkoholisme er en sygdom, som man kan gøre noget ved.

– Mange har rost os for at bryde et tabu om alkoholisme, fordi vi har været åbne om det, og fordi jeg har taget imod behandling. Det er et tabu at være alkoholiker, men når jeg kan stå frem og indrømme, at det er det, jeg er, så er der også håb for andre.

– Jeg er stadig alkoholiker, nu bare en tørlagt alkoholiker, men alkoholisme er en sygdom, som jeg vil have med mig hele livet. Jeg har fået en chance for at leve et godt liv, og jeg er glad for hvert nyt døgn, jeg kan gå i seng om aftenen og sige: I dag har jeg ikke drukket, siger Brian.