Sidste år i marts besluttede jeg af mange årsager, at nu ville jeg tabe mig. Jeg valgte at have mig selv i fokus og ikke en eller anden kur eller bestemt livsstil.
Det har jeg holdt fast i lige siden.
Jeg sympati-spiser ikke, forklarer gerne, at jeg arbejder på at komme ned i vægt, og at kage og slik ikke er vejen frem for mig (det er øl, vin og spiritus i øvrigt heller ikke).
Jeg har været meget standhaftig og er næsten kun blevet mødt med anerkendelse og forståelse.
Jeg er åben om det projekt, jeg har gang i, og det har været rigtigt for mig. Og ja, jeg har kolleger, der er runde og dejlige, men min måde at leve på er jo ikke en kritik af deres måde.
Jeg ville aldrig finde på undskyldninger for at undgå at spise noget, jeg ikke vil have.
Resultatet for mig har været et vægttab på 50 kilo på 14 måneder. Jeg er glad for min nye krop, og jeg er ok med, at jeg fortsat skal have fokus på, hvad jeg putter i munden. Kage (i meget små mængde) hører for mig weekenden til.
Til gengæld drikker jeg uendelig mange Pepsi Max. Det er sikkert ikke sundt, men det virker for mig.
Så budskabet i al sin enkelthed fra mig er: Vær ærlig og åben, svar på spørgsmål og hold fast i det, du vil, og dig selv.
Kram fra den næsten halverede kvinde
WOW! Sikke en viljestyrke, du besidder. De sidste fem år har jeg gerne villet tabe fire kilo, og det er ikke lykkes mig. Du har smidt 50 kilo og lagt din livsstil om. Det er flot.
Jeg synes, din tilgang med åbenhed er helt rigtig. Hvor giver det bare god mening at sige tingene, som de er. Vi skal holde op med at dømme hinanden, og vi skal især holde op med at dømme hinanden ude, hvis ikke vi vil deltage i ”hygge.” Altså den slags hygge der er forbundet med alkohol og for mange søde sager.
Da jeg var ung, kunne man købe skilte, hvor der stod, ”man kan sagtens hygge sig uden alkohol, men resultatet bliver også derefter.” I dag møder jeg flere og flere, der vælger alkoholen fra.
Din fortælling er inspirerende. Jeg ville ønske, jeg kunne træde helt over i den beslutning, du har truffet og vælge mit indtag efter, hvad der er godt for mig. Desværre kan jeg sagtens få fornemmelsen af, at det, der er allerbedst for mig, er en hel plade Mara-bou og tre glas vin. Jeg arbejder på det. Det er vi mange, der gør, og dit brev er inspirerende. Godt gået.
Mange hilsner fra Puk
PS. Og så lader vi være med at tale om de Pepsi Max lige nu.
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?