Veninderne glemte min fødselsdag

Jeg har et lille problem, som går mig på.

Vi er fire kvinder, der mødes engang imellem til lidt mad og kaffe, vi har kendt hinanden i 30 år. Vi skiftes til at mødes hos hinanden, men inviterer ellers ikke til fødselsdage eller andet. Dog plejer vi at give en blomst eller lignende ved runde fødselsdage.

I vinter fyldte jeg 60 år, og fik ingenting fra dem. Men forleden skulle vi så mødes, og jeg håbede egentlig og forventede lidt, at der var en lille opmærksomhed til mig.

En af kvinderne havde lige haft sølvbryllup, så jeg blev spurgt, om jeg ville være med til en blomst, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville, det var en stor flot buket, som jeg skulle bidrage med 130 kr. til.

Men til mig var der ingenting, det er muligvis en forglemmelse, men jeg er dybt skuffet over det og ved næsten ikke, hvordan jeg skal reagere på det. Jeg har lyst til at skrive og fortælle, hvor skuffet og ked af det jeg er, men har ikke lyst til at fremstå som én, der beklager sig over småting.

Det er ikke gaven eller blomsten, men bare tanken om, at nogen har tænkt på mig. Jeg har nærmest ikke lyst til at se dem mere, men jeg vil heller ikke handle overilet.

Aj, jeg kan da godt forstå, du er skuffet. Øv altså! Men ved du hvad? Få den oplevelse ud af systemet. Skriv til dem.

Skriv en fælles besked, hvor du bare lige skal høre, om I stadig markerer hinandens mærkedage, for du lagde mærke til, at da du selv fyldte 60, var der ingen hilsen. Du kan godt henvende dig udramatisk og uden surhed og bare lige skrive for at få afklaret, hvor I står. I har kendt hinanden i 30 år.

Nu må du lige rette ryggen og få kastet lys over sagen. Sådan en oplevelse ligger som en rådden tomat i grøntsagsskuffen. Det ender med at forpeste hele molevitten. Det gider du ikke. Vi gider ikke bruge energi på at gå med tingene selv. Ud med det. Jo ældre vi bliver, jo mindre surhed gider vi bære på. Det har vi altså ikke tid til.

Du får et stort kram og en forsinket tillykke-hilsen fra mig.