Vi træner for at få en god alderdom

De løber, fordi de slet ikke kan holde op. De har gode ben, de fem kvinder. Tilsammen er de over 360 år, de er kendt som” stafetpigerne”, og de gør ikke længere deres sejre op i guld- og sølvmedaljer. De gør dem op i, hvor mange kilo præmier de har.

Hver især har de deltaget i løb over hele verden. Hækkeløb, stafet, sprint og maraton. De er hver for sig verdensmestre, europamestre, danmarksmestre, og tilsammen har de slået flere rekorder i stafetløb i aldersgruppen + 70.

De løber for livet, kunne man næsten sige. De løber, fordi de elsker det, og fordi de slet ikke tør tænke på, hvad der vil ske, hvis de ikke mere løber, men bare sætter sig i sofaen.

– Man skal holde sig i gang for at få en god alderdom, siger Ingela Bluhm.

Hvornår man sådan helt præcis er gammel nok til at have en god alderdom, kommer hun ikke nærmere ind på, men selv er hun 76 år, så hun har endnu masser af tid til at holde sig i form til alderdommen.

– Der var en ven af mig, der skrev, at når det nu aldrig er for sent at begynde at motionere, så venter jeg lidt endnu, siger Ingela og smiler lidt.

Hun og de andre kvinder venter ikke. De har alle løbet, fra de var helt unge.

Ulla var den, som i en alder af 45 startede senest. De har kun holdt pauser, da de fødte deres børn, og da børnene var små, men så var der heller ikke noget, der kunne holde dem tilbage, da de begyndte at køre deres egne børn til sport. For så kunne de jo lige løbe lidt, imens ungerne trænede.

De kommer fra hver sin løbeklub fordelt over Viborg, Skive, Herning og Aalborg. De har konkurreret mod hinanden i årenes løb, men i 2018 begyndte de at træne sammen, fordi de ville prøve at slå den nordiske indendørsrekord i 4 x 200 meter stafetløb for kvinder +70 år.

Det kunne de, endda med 19 sekunder.

Da de nu var i gang, besluttede de sig for at se, om det var muligt at slå verdensrekorden, som lød på 2.33,08 minutter. De trænede ihærdigt, og i tredje forsøg lykkedes det at slå rekorden med 1,32 sekunder.

Ude på sidelinjen stod Sonja Stigsen og heppede det bedste, hun kunne. Hun måtte nemlig ikke være med, fordi hun kun var 69 år. Måske var hun den eneste kvinde i Viborg, der længtes efter at blive 70 år.

Endelig 70 år

– Inden for atletik gælder det om at blive ældre, så jeg kunne blive den yngste deltager i aldersgruppen 70-74 år. Det betyder en hel del at være den yngste, når man når op i årene. En 70-årig har flere kræfter end en 74-årig, siger Sonja.

Den sidste rekord, stafetpigerne slog, var den nordiske rekord i 1.000 meter udendørsstafet, som de forbedrede med ca. 23 sekunder.

De vinder, og de vinder, og de er alle sammen konkurrencemennesker i højeste grad, men efterhånden er det fællesskabet, som betyder mest for dem.

De har en plan om, at de sammen vil deltage i de Nordiske indendørsmesterskaber i Reykjavik i februar næste år. Her vil de forsøge at blive Nordiske mestre i 4 x 200 meter for kvinder 70+.

De er alle pensionister: Ingela Bluhm fra Herning er 76 år og pensioneret lærer, Marianne Gram på 72 er pensioneret buschauffør og netop flyttet til Sjælland. Sonja Stigsen på 70 år er også pensioneret lærer, men stadig aktiv træner. Ingerlise Villum på 72 år er hjemmegående, men er, som Sonja, aktiv træner. Ulla Hovgaard på 76 er fra Aalborg og pensioneret socialpædagog.

Med fare for at lyde lidt arrogante er det ifølge kvinderne ikke så meget de forskellige rekorder og medaljer, der betyder noget. De har igennem træningsfællesskabet fået et fantastisk venskab. Men...

– Der var engang, jeg var lidt bange for Marianne, indrømmer Ingela.

– Hun var lidt skrap og god til at formulere sig, og så var hun jo min tidligere konkurrent.

Marianne dasker lidt overrasket til Ingelas skulder og undrer sig, for hvorfor dog det?

Vi løber fra det hele

– Jeg synes, vi har fået et rigtig tæt venskab alle sammen. Jeg selv har haft en blodprop i hjernen, og vi er flere i gruppen, der har oplevet svære ting. Vi holder af hinanden, og vi hjælper og støtter hinanden, når en af os har det svært, siger hun.

Det er det, de gør. En er blevet enke, en anden har fået flere bypass-operationer, en tredje er blevet skilt, og nogle gange er der ting i familien, der ikke går lige, som man havde drømt.

Men stafetpigerne snakker om det hele, og det meste kan løbes væk, mener de. Både sorger og smerter i benene, for man bliver ikke stafetløber uden at få skader undervejs.

Der er altid et eller andet i vejen, ømme muskler, en forstrakt sene eller dengang, Ingerlise bøjede sine ribben.

Det var så ikke på grund af løbet, det var en hund, der kom i vejen. Så snart de kan stå på benene igen, snører de løbeskoene og løber videre.

– Vi ved godt, vi er gamle. Det tænker vi bare ikke så meget på, siger Ingela. Hun træner også sammen med de unge, fordi hun kan, og fordi hun er glad for at være sammen med dem.

– Når jeg kommer hjem og ser mig i spejlet, kan jeg godt se, jeg er en gammel kone, men når jeg løber, bliver jeg glad og får masser af energi. Det kan jeg absolut kun råde andre til også at prøve, siger Ingela.

– Det er aldrig for sent at begynde at motionere, er stafetpigerne enige om.

– Der er ingen, der siger, man skal begynde at sprinte som os. Det handler om at komme op af stolen og bevæge sig.

– Start langsomt med at bygge formen op og vær omhyggelig med opvarmningen. Du må ikke tro, at du kan starte med at løbe en halvmaraton. Det er en god idé at finde sammen med andre at træne med, for fællesskabet er også meget værdifuldt, lyder stafetpigernes bedste råd.

De er også enige om, at Ingerlises kager er de bedste. Hun haraltid hjemmebagte kager med til træning, og ingen af kvinderne er bekymrede for vægten, så de spiser rub og stub, menssnakken går, og selvfølgelig handler den også om børn og børnebørn.

Tilsammen har de 13 børn, 29 børnebørn og to oldebørn, og Sonja er desuden reservebedste for to børn, så der er masser af billeder af nuttede småbørn, og masser af snak om børnene, der også kan og vil selv.