Brev til Puk: Svigermor er gået i stå af sorg

For et par år siden mistede min svigermor sin mand, der var midt i 60’erne og som på det tidspunkt havde været på efterløn i et år, mens hun havde et år tilbage på arbejdsmarkedet.

Hun havde glædet sig til, at de to skulle nyde deres otium sammen, men sådan blev det desværre ikke.

Jeg havde været sammen med dem dagen før til fødselsdag, og han havde været, som han plejede, snakkede og insisterede på at køre bil, så det kom som et chok for os alle, da hun ringede morgenen efter og fortalte, at hun havde fundet ham død.

Vi havde alle forståelse for, at svigermor lige skulle have lov og plads til at være i sorgen, og jeg synes, vi prøver at møde hende, hvor hun er.

Et halvt års tid efter dødsfaldet snakkede jeg med hende om, hvorvidt hun kunne tænke sig at komme i sorggruppe, evt. få psykologhjælp eller lignende, fordi det var svært at se hende være ked af det konstant, og at alt omkring hende gik i stå.

Det ville hun ikke, for hun havde ikke lyst til, at der skulle ryddes op i ting fra barndom og ungdom, hvilket hun mener, at en psykolog vil gøre.

Jeg valgte dog at melde hende til en sorggruppe, selv om hun i begyndelsen syntes, at det var groft af mig, men senere sagde hun alligevel, at hun var glad for det.

Nu er der gået over to år, og det er hårdt, at hun, hver gang vi er sammen, stadig kan græde over savnet.

Ingen i familien må komme og besøge hende, fordi alt har hobet sig yderligere op, da hun er lidt af en samler. Så familiesammenkomster skal være os andre, hvor hun gerne bidrager til middag osv.

Jeg har en mistanke om, at hun derhjemme sover meget og spiser på skæve tidspunkter – og ofte noget, som ikke er rigtig mad.

Hun kan på ingen måde overskue hjemmet, som det er blevet – måske fordi alt minder hende om ham, men flytte vil hun ikke.

Familien har tilbudt at hjælpe med at rydde op, nogle har været der, men det blev ikke til så meget, da hun ikke kunne overskue det og mener, at hun har brug for alle de ting, der er. Det seneste års tid har hun snakket om at male hjemmet og få nye møbler, men det er heller ikke blevet til noget.

Det er svært for os hver gang at skulle overveje, hvordan hendes humør er, og det gør, at vi måske trækker os lidt fra hende. Det er ærgerligt, for hun er et godt og dejligt menneske.

Jeg synes, alle har prøvet at give hende plads og acceptere hendes valg og møde hende, hvor hun er.

Hvad synes du, vi kan gøre anderledes?

KC.

Kære KC.

Hvor er det godt, du skriver, og hvor fint, at du tålmodigt og omsorgsfuldt fortsat bekymrer dig for din svigermor.

Jeg tror simpelthen ikke, at I kan løse det her uden professionel hjælp. Det lyder, som om din svigermor har samlermani, og det udløses typisk efter store traumer og tab.

Hun har mistet sin mand, og nu holder hun på en masse ting for at dulme sorgen.

Vi har nok alle set de tv-udsendelser, hvor der kommer et helt hold og fjerner bunker af tøj, ting og affald – og vupti, er der et renskuret hjem, men uden at være psykolog, så kan jeg jo godt se, at det hjælper som en snebold i helvede. Hvis man ikke samtidig fjerner årsagen til samlermanien, er man lige vidt.

Din svigermor gemmer måske på en svær historie. Hun vil helst ikke åbne op om sin barndom og ungdom, og det kan jo være, at en del af forklaringen på hendes sorg og samlermani ligger gemt der.

Du er nødt til at finde vej i det professionelle system for at hjælpe svigermor. Der er forskellige telefonlinjer, du kan ringe til.

Nogle fagfolk mener, at samlermani er tæt forbundet med ocd, og måske kunne du begynde med at kontakte OCD-foreningen på tlf. 70 20 30 91.

Det er en svær opgave, du er på, og jeg håber, du har andre i familien til at hjælpe dig. Men ud fra det, du fortæller, skal svigermors sorg bearbejdes, før hun kan få det bedre og derefter få orden i huset.

Det er vigtigt, at I tager fat i problemet, for det kan være både brandfarligt og sundhedsskadeligt at bo med mange, mange ting samlet omkring sig.

Jeg ønsker dig held og lykke. Skriv igen, hvis der ikke kommer skred i forløbet.

Mange hilsner fra Puk.