Brev til Puk: Skal vi flytte tættere på børnene?

Min mand gik på pension for to år siden, godt slidt efter et langt liv med manuelt arbejde. Jeg blev pensionist for et halvt år siden, og nu skal der ske en ændring i vores liv.

Vi har i mange år boet i et gammelt hus i et hyggeligt kvarter, men hus og have er blevet for meget for os. Vi skal have huset solgt, og vi ved, at det er nemt at sælge, og vi vil få et pænt overskud.

Vi bor i en mindre by i provinsen, mens begge vores børn bor og arbejder i hovedstadsområdet. Vores datter i en forstad med mand og to børn, vores søn i selve København, og nu har børnene foreslået, at vi flytter tættere på dem.

Der hvor min datter bor, har vi mulighed for at købe et rigtig dejligt rækkehus, og så er vi tæt på vores skønne børnebørn.

Jeg er helt indstillet på den flytning, men det er svært for min mand. Han har aldrig været den udfarende type og er mest tryg ved kendte rammer og mennesker.

I dag er han med i en tipsklub, han spiller old boys-fodbold og har flere gode venner og tidligere kolleger, som han ses med i det daglige.

Når vi taler om den flytning, siger han, at det kan vi jo godt gøre, hvis jeg synes det! Det irriterer mig, at han ikke kan melde klart ud.

Vores datter påpeger, at der er mange aktiviteter for seniorer i området, men jeg har svært ved at se min mand gå ind i nye relationer. Jeg er nervøs for, om han kommer til at sidde hjemme foran tv’et hele dagen.

Huset, vi har mulighed for at købe, har to gæsteværelser, så vi vil også kunne få venner fra vores gamle område på besøg.

Jeg synes, at det alt sammen lyder så godt, men er alligevel nervøs på min mands vegne.

Jeg har også tænkt på, om vi skulle vælge en slags prøveperiode, hvor vi måske fremlejer en lejlighed i området. Men det er lidt bøvlet med to flytninger.

Hvad tænker du?

Mutter.

Kære Mutter.

Hvad tænker jeg? Jo, jeg tænker, at du og din mand har et forskelligt sprog og et forskelligt drive.

Jeg tror, din mand føler, at den flytning med nedpakning, oprydning, og alt det, der følger med, er et kæmpe projekt – og han har ret. Det ER et stort projekt at flytte.

Til gengæld fortæller du om en aktiv mand, der er dygtig til at skabe relationer på trods af, at du beskriver ham anderledes.

Du er bekymret, men se på det liv, han lever nu med både fodbold, tipsklub og mange venner. Han har da helt bestemt gode evner til at skabe stærke sociale vilkår for sig selv.

Det tror jeg, han vil gøre igen, men sikkert ikke i dit tempo. Du venter på, at han skal hoppe op og vise glæde og være spændt og spontan, som du er, men det lader ikke til at være hans væsen.

Hvis I flytter, så lad ham tackle den flytning på sin egen måde. Hvis han får brug for at sidde i sofaen og se sig omkring i et stykke tid, før han begynder sin landvinding, så er det okay.

For mig virker han ikke som en mand, der vil sidde og rådne op foran fjernsynet, men som en, der har sit eget tempo at gøre tingene i.

Hvis du stresser på hans vegne, ender det ikke godt. Du er i gang med at fikse det hele, også ham.

Når han siger, at I godt kan flytte, mon så ikke han mener det, selv om han ikke siger det præcis, som du synes, han skal sige det?

Os (og her tager jeg mig selv med), der ikke er bange for forandringer, os, der er ”fiksere” og hopper ud i tingene med høj energi, vi skal lære, at andre mennesker godt kan løse opgaver lige så godt som os, hvis bare de får lov til at gøre det, som de helst selv vil.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mange hilsner fra Puk.