Jeg har et spørgsmål, der vedrører mit barnebarn på otte år. Pigen er vokset op hos sin mor (min datter), der er aleneforælder. Barnets far døde, da hun var halvandet år, og hans familie har ikke udvist ret megen interesse for hende, til gengæld har hun ud over sin mor to kærlige, engagerede morforældre.
Vi er fraskilt. Jeg bor alene, mens min ekskone er gift igen. Og nu her op til sommerferien er vi blevet temmelig uenige om fordelingen af den tid, vi hver især kan have barnebarnet på ferie.
Min ekskone vil gerne have pigen med til Bornholm – i 10 dage. Det under jeg barnet, for jeg ved, hun vil have det godt hos mormor. Men det betyder omvendt, at jeg kun kan få fire-fem dages ferie med hende.
Min datter siger, at det må vi selv ”slås” om, men at hun støtter mormors planer.
Så hvad gør jeg? Og kan jeg overhovedet gøre noget? Jeg vil nødig være rigtigt uvenner med min ekskone.
Morfar
Måske bliver mit svar lidt kontant her, og jeg vil indlede med at sige, at det er enormt dejligt, at jeres barnebarn har så kærlige bedsteforældre, og at I gerne vil bruge tid sammen med hende. Når det så er sagt, handler det om pigen.
Hvis hun ser frem til 10 dejlige dage på Bornholm, og du ved, at hun får det godt, så synes jeg, at du skal se det som en kæmpe oplevelse for hende. Og du må sætte dit eget behov i anden række.
Det er ikke for at være hård mod dig, men børn ender sommetider som kastebold mellem alle dem, der skal dele, og det kan være svært.
Jeg synes, du skal spørge din ekskone, om du kan få barnebarnet hele efterårsferien eller en anden forestående ferie.
Der vil komme mange flere fridage, der skal deles. Men sørg for at finde en ordning, hvor I planlægger frem i tiden, så den ene part ikke pludselig står og bliver offer for den andens planer.
Nyd, at I har en dejlig pige, der fungerer godt, og hold fast i dit ønske om ro og venskab i familien. Det er mere værd end alverdens ferieture.
Mange hilsner fra Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?