Duo Costache fra Cirkus Arena: Vores job kræver godt mundtøj

Det kan synes nærmest overmenneskeligt, når 40-årige Leo Costache og hans 38-årige hustru Vita hænger frit i luften i Cirkus Arenas manege, mens de bærer sig selv, hinanden og sommetider også andre tunge genstande alene ved tændernes hjælp. Men i cirkus ligger der som regel en naturlig og logisk forklaring bag det hele.

– Mine forældre rejste i sin tid rundt med et lignende nummer. Og da jeg havde skiftet alle mine mælketænder, begyndte jeg selv at øve mig. Først lærte jeg at holde min egen krop i luften, og siden gjorde jeg det samme med en partner, hvilket faktisk var en del lettere. Jeg vejede selv 82 kilo dengang, men min første partner, der samtidig var min lærer, vejede kun 55. Hun optrådte, til hun var 60 år gammel, og jeg var hendes sidste makker, siger Leo.

Herefter begyndte unge Leo støt og roligt at bygge sit talent op ét skridt ad gangen.

– Ud over at løfte tunge vægte hver dag trænede jeg også mig selv til at hænge i min egen kropsvægt i længere og længere tid. På et tidspunkt havde jeg en rekord, der lød på to minutter og 46 sekunder. Sidenhen har jeg slået rekorden to gange, men lige på det tidspunkt følte jeg pludselig, at det begyndte at gå tilbage for mig. Jeg havde svært ved at holde fast og følte mig meget træt. Jeg prøvede at træne mere, og jeg prøvede at træne mindre, men lige meget hjalp det. Til sidst blev jeg klar over årsagen. Læderet på mit mundstykke var tyndslidt og trængte til at blive skiftet ud, fortæller han.

Mundstykket er et uundværligt redskab i den type akrobatik, som ægteparret Costache lever af. Det er lavet af metal og beklædt med læder.

– Som barn kunne jeg bruge min mors mundstykke, da min munds facon var meget lig hendes. Men læderet tilpasser sig ens bevægelser, og med tiden var jeg nødt til at have mit eget.

Flugt på motorcykel

I dag fremstiller Leo selv sine mundstykker og laver dem desuden på bestilling til andre cirkusartister. Vita fortæller:

– For otte-ni år siden sad han og arbejdede på et, der helt tydeligt ikke var til ham selv. Jeg spurgte, om han havde fået en ny kunde, og han svarede: ”Nej, det er til dig!” Da jeg først kom i gang, gik der ikke lang tid, før jeg slog hans tidsrekord. Jeg kom helt op over de syv minutter, men allerede efter fire fik han et lidt træt blik i øjnene, fordi han vidste, at den rekord kunne han godt glemme alt om at slå.

Leo ændrede nu stil med henblik på at være i luften i kortere tid, men til gengæld bære stadig større vægt med tænderne.

– Et andet nummer går ud på at jonglere, mens vi hænger i tænderne. I Guinness’ Rekordbog har jeg rekorden i at gribe flest kegler i løbet af et minut, mens jeg hænger i luften. 195, blev det til, men jeg vil gerne op over 200.

Parrets foreløbig vildeste nummer er dog en ganske særlig udgave af eventyret ”Skønheden og udyret”, som de optræder med i Cirkus Arena i år. Nummeret involverer blandt andet en motorcykel, og et af højdepunkterne indtræffer, da Vita forsøger at stikke af fra Leo på motorcyklen, mens han ved hjælp af en kæde og et mundstykke holder køretøjet tilbage med tænderne.

– Vi har indtil nu arbejdet med to typer af mundstykker. Det ene bruges til at løfte ting i. Det er det, vi bruger, når jeg holder en ni meter lang stang i munden, mens Vita klatrer til tops i den. Det andet er til at hænge i. Men jeg er i gang med at udvikle et, der kan tjene begge funktioner. Vores plan er at tage det i brug i næste års forestilling, siger Leo.

Han og Vita er begge født ind i cirkusverdenen. Hun er dog blot andengenerationsartist.

– Jeg er fra Ukraine. Og min far og onkel, som var tvillinger, ernærede sig som tryllekunstnere.

Anderledes med rumænske Leo, hvis slægt har været i manegen i ni generationer.

– De var allerede på banen, da Buffalo Bill skabte sine berømte hesteshows, og jeg har familie i USA og det meste af Europa. Mine forældre turnerede i hele Sydamerika i en periode på fem år, og af den grund er jeg født i Buenos Aires i Argentina.

Dagligt adrenalinsus

Det var dog i Leos hjemland, parret mødtes i 2003.

– Jeg optrådte på det tidspunkt i Sverige, men tog fri, da jeg skulle til Rumænien og have mit eksamensbevis overrakt. Her mødte jeg Vita, som arbejdede i det rumænske statscirkus. Vi udvekslede telefonnumre, og derfra udviklede tingene sig, siger Leo.

For ni år siden blev parret forældre til datteren Anastasia, der i lighed med andre cirkusbørn forbereder sig intenst på livet som omrejsende artist. På nuværende tidspunkt er hulahopringe hendes foretrukne remedium.

– Hun var seks år gammel, da hun første gang var med i manegen, fortæller de stolte forældre.

I 2017 optrådte Leo og Vita for første gang med Cirkus Arena.

– Herefter havde vi en sæson i Norge, men i 2019 var vi tilbage i Danmark, hvor vi har været lige siden. Fire sæsoner plus to års coronapause er det blevet til indtil videre, fortæller Vita.

Uden for den danske cirkussæson optræder parret som oftest i det rumænske statscirkus.

– De har en kæmpestor bygning helt fra kommunismens tid med 20 meter til loftet og plads til 2.000 mennesker. Det sker også, at vi tager til Tyskland og optræder i diverse byer. Men i december bestræber vi os på at holde fri og holde jul i fred og ro. Og så ønsker vi i øvrigt ikke at overfylde vores kalender. Vi har jo også vores datters skolegang at tage hensyn til, siger Leo.

Selv når parret har fri, er der tale om ”kreativ fritid”, hvor de sørger for jævnligt at træne og holde den fysiske form ved lige. Og de har den fælles holdning, at jo længere, de kan forblive aktive i manegen og udskyde pensionsalderen, jo bedre.

– De største atleter skal yde deres bedste et par gange om året. Det er anderledes med os. Vi skal optræde hver dag, og derfor giver vi ikke alt, hvad vi har i os, men måske 85 procent. Ellers ville vi ikke kunne klare det. Derudover passer vi godt på os selv. Vi drikker ikke alkohol, og vi får altid vores søvn, siger Leo.

Hans livsledsager tager over:

– Vi har ingen sikkerhedsforanstaltninger i manegen og står helt bogstaveligt med livet i hænderne. Det ville være livsfarligt, hvis vi var uoplagte. Vi har et hårdt job, men til gengæld rejser vi meget og møder spændende mennesker. Og ikke mindst får vi os et stort adrenalinsus hver dag under forestillingen.