For mig er det verdens bedste job

– Velkommen til Tivoli! Det er denne vej.

Tivolivagt Allan Larsen rækker smilende hånden frem til hilsen foran hovedindgangen til den blomstrende forlystelsespark.

Vi når kun lige akkurat at trykke ham i hånden, inden han vender sig om og spørger en dame med et forvirret udtryk i øjnene, om der er noget, han kan hjælpe med.

Damen, der tydeligvis er turist og usikker på, hvor køen begynder, siger et par sætninger på italiensk, hvorefter Allan svarer hende på flydende italiensk. Dét får os til at spærre øjnene op.

– Ja, jeg taler fem sprog, smiler Allan og leder os hen til en bænk foran Pantomimeteatret, hvor vi kan tale sammen uden at blive afbrudt af flere spørgende turister.

En fortid som akrobat

Vi har sat Allan stævne for at høre, hvordan der er at have sæson-arbejde på tidspunkter af året, hvor resten af Danmark typisk holder ferie. Det må han om nogen kunne svare på, for han har været ansat i Tivoli i 24 år.

Som ung arbejdede han som akrobat og rejste verden tynd sammen med sine forældre og søskende. Det er derfor, at han er blevet så god til sprog. På et tidspunkt optrådte familien i Japan, og her slog lynet ned. Allan mødte sin engelske kone, der var danser, og sammen flyttede de til Danmark og fik børn.

– Så var det på tide at få et andet job, siger Allan og fortæller, at han i otte år arbejdede som dørmand på de københavnske diskoteker, hvorefter han fik lyst til at lave noget andet.

– Begge mine brødre havde fået job i Tivoli, og så tænkte jeg, at det også kunne være fint for mig, for så kunne jeg få brugt alle de sprog, jeg taler, siger Allan.

Han søgte og fik jobbet, hvilket han er lykkelig for i dag.

– For mig er det verdens bedste job. Man har en frihed, glade gæster og arbejder udendørs. At møde glade mennesker smitter også af på ens eget humør. Og så har vi kolleger et godt sammenhold og er meget tætte, siger Allan og tilføjer:

– Arbejdet er meget alsidigt. Der er nogle faste ting, vi skal lave, og så ellers lytter man til radioen og hører, hvad der kommer ind af opgaver. Det kan f.eks. være, at man skal trøste et lille barn, der er blevet væk fra sine forældre – eller trøste en mor, der er blevet væk fra sit barn. Det kan være, vi skal hente brandbilen, hvis der er en mindre brand herinde, eller hjælpe en gæst, der er blevet dårlig. Vi har nemlig alle sammen været på udvidet førstehjælpskursus.

Allan har endda også haft glæde af sine mange års erfaring som dørmand.

– For det meste er her meget stille og roligt. Men af og til, når der f.eks. har været julefrokoster, og folk har fået noget alkohol, sker det, at nogle gæster ikke opfører sig, som de burde, siger han og fortæller, at han og de øvrige vagter også har været på kursus i konfliktnedtrapning, så de er godt rustede til at klare de – heldigvis få – ubehagelige situationer, der kan opstå, når der er mange mennesker samlet på et sted.

Allan er også vant til at håndtere folk, som prøver at snyde sig ind i Tivoli ved hjælp af dårlige undskyldninger.

– Det sker næsten hver dag, griner han og tilføjer:

– Nogle af dem siger, at de troede, billetten gjaldt i to dage, andre at de havde set forkert på datoen osv. Jeg har hørt alle forklaringerne.

Skæve arbejdstider

Jobbet som Tivolivagt er ikke et otte-til-16-job – tværtimod, for en vagt er typisk 12 timer, men det har aldrig rørt Allan. Han har været vant til skæve arbejdstider hele sit liv, og det samme gælder hans kone, som også har arbejdet i Tivoli.

– Hele min familie har faktisk været her. Min mor, to brødre, to nevøer, min nevøs kone – som han har mødt herinde – min datter, min søn og min søns kone, smiler Allan.

Han er netop fyldt 72 år og arbejder derfor på nedsat tid. Før kløede han bare på, for pengene skulle jo tjenes, når Tivoli havde åbent. Til gengæld kunne han så holde ferie, når sæsonen var forbi.

– Så fik jeg malet hjemme i huset og den slags, siger Allan, der tydeligvis aldrig har ligget på den lade side.

– Engang arbejdede jeg også lidt i et malerfirma ved siden af, og af og til har der også været arrangementer herinde uden for sæsonen, hvor store virksomheder f.eks. har lejet hele Tivoli og har skullet bruge vagter. Så har jeg også været herinde. Jeg har aldrig haft problemer med at finde jobs.

Allan får pludselig et fjernt udtryk i øjnene og tager sig til øret for at lytte til radioen. Så bryder han ud i latter.

– Jeg har lige fået et kald om, at der er en død fisk i Tivolisøen. Og om der er nogen, der vil hente den. Det er det, jeg siger, vi laver mange forskellige ting.

Masser af anekdoter

Det bliver åbenbart ikke os, der skal på fisketur, for straks efter melder radioen, at en anden tivolivagt er på sagen med den døde fisk.

I stedet går vi en tur rundt i den gamle have for at lokke nogle anekdoter ud af Allan. Dem har han nemlig mange af.

– En dag blev jeg kaldt hen til hovedindgangen, hvor en dame gav mig et stort kram. Hun ville takke mig, fordi jeg havde hjulpet hende nogle dage før. Hun havde været så fuld, at jeg måtte køre hende i kørestol helt hen til Hovedbanegården og sætte hende af ved toget, så hun kunne komme hjem, smiler Allan og fortæller, at han også har hjulpet den franske ambassadør, da han ville en tur i rutsjebanen.

– Jeg tog ham med op, og da vi så kørte det sidste stykke i mørke, spurgte han, hvorfor man gjorde det. Jeg forklarede ham, at det var for, at folk kunne ”være lidt søde ved hinanden”, hvorefter han kiggede på mig og sagde: ”Du er altså ikke min type!”, griner Allan.

Det er blevet frokosttid, og vi vil ikke forstyrre den hyggelige og vittige tivolivagt længere. Inden vi forlader haven, må vi dog lige høre, om han efter alle disse år stadig prøver forlystelserne en gang imellem.

– Ork ja, men aldrig i uniform. Jeg kan især godt lide Dæmonen – den er opkaldt efter min kone, griner han og tilføjer:

– Og det må du altså gerne skrive, for hun har hørt den før.