Plejehjemmet var en god beslutning

Du har ofte breve om demens i brevkassen, og jeg vil gerne biddrage med min egen historie, for jeg har selv været der.

For godt fire år siden udviklede min mor en stor sen-hjerneskade og var som en dement. Jeg og mine tre søskende var enige om, at hun ikke kunne passes hjemme af vores far og hjemmeplejen. Det ville betyde rigtig meget hjælp fra os alle i dagligdagen, og ikke fordi vi ikke ville det, men vi har alle hvert vores, så vi tog den tunge beslutning, og den var virkelig tung, at flytte mor på dementafdeling på plejehjem.

Da vi fortalte far om vores forslag/beslutning, kunne han dog fortælle, at han og mor altid har været enige om, at de ikke skulle passe hinanden, hvis den ene fik det behov.

Jeg fik den tjans at “fange” mor på et tidspunkt, hvor hun var klar og kunne forstå, og da jeg havde fortalt hende om vores beslutning, sagde hun: “Ja, det har jeg tænkt, men det er så svært at få sagt”.

Mor fik to en halv måned på plejehjemmet, og den tid var guld værd for både mor og far, for os alle. Da hun sov stille og roligt ind, vidste vi, at hun havde afsluttet livet på en god måde.

Hvis mor var blevet hjemme, havde vi helt sikkert i løbet af kort tid haft ikke kun én, men to syge forældre. Under mors sygdom opfordrede vi søskende vores far til at opretholde sit sociale liv, for det var meget vigtigt i forhold til tiden efter.

Selv om det er en meget tung beslutning, vil jeg gerne understrege, at man er nødt til at tage den svære samtale. Min mor var meget forvirret og bange lige efter flytningen, men med alles hjælp faldt hun til ret hurtigt og fandt ud af, at det var på plejehjemmet, hun skulle bo.

Vores far besøgte hende hver dag og kørte hende ofte en lille tur i kørestolen. Selvfølgelig var der folk, der “så skævt” til os, og især far, fordi mor kom på plejehjem, og sagde: “nå, kan du ikke passe hende?”.

“Nej, det kan jeg ikke, for hun skal passes døgnet rundt”, svarede min far. Det var meget svært for ham, når han fik det spørgsmål, men det kom udelukkende fra folk, der ikke vidste bedre.

Mange tak for din beretning om en svær periode i din familie.

Uden at have stået i samme situation må jeg sige, at jeg synes, at I har tacklet det flot. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor svært det må være, når ens nærmeste ”forsvinder” for øjnene af en.

Jeg må også sige, at jeg er rystet over de reaktioner, din far har fået! Er der virkelig mennesker, der er så hjerteløse, at de dømmer og kommenterer så nedladende og arrogant i sådan en sårbar situation? Det må, som du skriver, være uvidenhed, og det gør mig ondt, at din far har måtte lægge øre til det vrøvl.

Det lyder, som om I har holdt sammen, da det gjaldt. Det er en stor styrke i en familie, og det glæder mig at læse, at I kunne. Alt for ofte hører man om familier, der bliver uvenner og splittede, når de bliver pressede, men som jeg læser dit brev, valgte I at stå sammen.

Jeg håber, dit brev kan være til inspiration for andre, og jeg er rørt over din mors lille kommentar om, at hun selv havde tænkt det samme, men at det var så svært at formulere.

Tak, fordi du skrev, og mange hilsner til dig og familien.