Alle meldte fra til min datters fødselsdag: De troede, at jeg drak

Jeg var 18 år, da jeg opdagede, at jeg var gravid med en fyr, som for længst var over alle bjerge. Selv om jeg var så ung, valgte jeg at blive mor til Adam.

Min søde mor, som selv havde fået mig i samme unge alder, og som siden havde været alene med mig, gav mig sin fulde opbakning og støtte.

Jeg fik en lejlighed ikke langt fra min mors, og her voksede Adam op alene med mig, mens han så sin mormor stort set dagligt.

Da han startede i børnehaveklasse, var det på en skole, som lå i et lidt socialt belastet område, hvilket både nogle af eleverne og undervisningen desværre bar præg af. Men det til trods stortrivedes Adam socialt, og han ville ikke høre tale om at skifte skole.

Da han gik i 3. klasse, var jeg højgravid. Jeg troede, at faren var lige så seriøs omkring vores forhold, som jeg var, men han fik kolde fødder. Så inden min datter, Natascha, nåede at komme til verden, var også hendes far forsvundet ud af billedet. Men hun havde stadig mig, sin storebror og mormor, som elskede og forgudede hende.

Da det blev Nataschas tur til at starte i børnehaveklasse, var Adam gået ud ad 9. klasse – desværre uden at have lært det helt store fagligt. Til gengæld var han glad for at skulle starte på teknisk skole for at uddanne sig til automekaniker.

Jeg havde valgt, at Natascha skulle starte på en folkeskole, der lå i et pænere kvarter i den modsatte ende af byen.

Min mor var i mellemtiden blevet førtidspensionist, og hun tilbød at følge Natascha i skole hver morgen, så jeg kunne nå at møde til tiden på mit arbejde som køkkenassistent i en kantine. Men selvfølgelig fulgte vi begge Natascha i skole på hendes allerførste skoledag, hvor solen skinnede, og flaget var hejst i skolegården.

Natascha var både nervøs og spændt, som hun stod der med sin nye skoletaske på ryggen blandt de andre elever, hvoraf flere allerede lod til at kende hinanden. De havde jo nok gået i børnehave sammen, eller også boede de tæt på hinanden.

Men Natascha fulgte lydigt med læreren, da de ringede ind. Imens blev min mor og jeg stående i skolegården og ventede sammen med de andre forældre på, at de skulle komme ned til os igen. De fleste andre forældre stod i klynger og sludrede, de lod også til at kende hinanden i forvejen.

Men Natascha fik hurtigt veninder i klassen, og hun stortrivedes i skolen. Når jeg indimellem ikke selv kunne nå at hente hende i SFO`en om eftermiddagen, gjorde Adam det.

Men den aftale havde han glemt alt om, forstod jeg, da SFO’en ringede mig op en eftermiddag. Klokken var lidt over fem, og jeg sad i bussen på vej hjem.

De ville bare fortælle, at de lukkede nu, men Natascha var ikke blevet hentet. Med hektiske røde pletter ned ad halsen lovede jeg at være der inden for et kvarter. Jeg sprang direkte fra bussen og ind i en taxa.

Da jeg nåede hen i SFO´en, undskyldte jeg mange gange over for pædagogen, som var synligt irriteret. Både hun og Natascha havde allerede overtøjet på. Jeg lovede både hende og Natascha, at det aldrig ville ske igen.

Et par uger senere fik Adam lov at invitere en flok af sine nye klassekammerater hjem til os. De sad inde på hans værelse og ”varmede op”, inden de skulle videre til fest.

Mandagen efter skulle Natascha have sin nye hjerteveninde, Benedikte, med hjem til os og lege for første gang. Det gik fint, og de to små piger legede og grinede inde på Nataschas lyserøde prinsesseværelse.

– Ja, det er altså ikke mig, der har drukket dem, grinede jeg, da Benediktes mor kom for at hente sin datter. For selvfølgelig kunne hun ikke undgå at bemærke de mange tomme flasker, som Adam havde stillet i poser i køkkenet efter hans opvarmningsgilde få dage før.

Halvanden måned senere var der julefrokost på mit arbejde. Min mor skulle hente Natascha fra SFO’en og have hende overnattende, så jeg kunne slå mig lidt løs.

Men mens jeg sad der og skålede i snaps til silden med mine kolleger, blev jeg ringet op af min mor. Hun var faldet og havde slået sig, og hun kunne ikke hente Natascha som aftalt.

I en fart fik jeg ringet til Adam, som ikke tog sin mobil. I stedet brød jeg op fra julefrokosten og hentede Natascha selv. Ved indgangen til SFO’en nåede jeg kort at hilse på Bendiktes mor, inden vi tog hjem for at se til min mor.

Den episode havde jeg dog glemt alt om, da jeg ugen efter blev kaldt ind på lederens kontor.

– Har du lige tid et øjeblik?

Med alvor i blikket bad hun mig om at tage plads i sofaen, så lukkede hun døren bag mig.

– Ja, det er ikke nemt, men vi har en bekymring. Vi har bemærket, at det altid er Nataschas mormor, der afleverer hende, sagde lederen, men hun var ikke færdig endnu.

– Og så er en anden forælder kommet til os og har fortalt, at du lugtede stærkt af alkohol, da du selv kom for at hente Natascha forleden? Ligeledes at der lader til at blive drukket en del hjemme hos jer?

Rødmende forsøgte jeg at forklare sagens sammenhæng, men lederen afbrød mig.

– Vi bliver nødt til at reagere, forstår du nok, sagde hun så.

– Og fortsætter problemerne, vil vi ikke tøve med at lave en indberetning.

Jeg var i chok, da jeg med Natascha i hånden forlod SFO`en. Jeg nævnte det dog ikke med et ord for hende.

– Mor, hvorfor må Benedikte ikke komme hjem til mig og lege igen? spurgte hun i stedet mig.

– Det må hun da også? svarede jeg, for selvfølgelig skulle denne misforståelse på ingen måde gå ud over pigerne.

– Men det må hun altså ikke for sin mor. Hun siger, jeg kun må komme med hjem og lege hos hende?

Samme aften, da Natascha var lagt i seng, talte jeg med min mor om det, der var sket. Hun blev mindst lige så rystet som jeg. Men vi blev dog enige om, at lederen bare gjorde sin pligt. Hvis jeg nu havde haft et alkoholproblem, var det jo kun godt, at man greb ind. Men nu var det jo altså ikke tilfældet.

I stedet forsøgte jeg at løse det ved at ringe og tale med Benediktes mor. Ikke at det gjorde nogen forskel. Det var, som om jeg i mit forsøg på at benægte, at jeg havde et problem med alkohol, bare bekræftede hendes mistanke yderligere.

Da Nataschas 6-års fødselsdag nærmede sig, skrev jeg i invitationen til klassen, at min mor og jeg ville hente de 14 piger fra skole, og at forældrene var velkomne til at få en kop kaffe og stykke lagkage, når de kom for at hente deres børn hjemme hos os.

Men efter Natascha havde delt invitationerne ud, strømmede afbuddene ind på aula. Undskyldningerne varierede, men jeg kunne godt regne den virkelig årsag ud, og mit hjerte krympede sig på Nataschas vegne, da jeg måtte aflyse arrangementet.

På dagen mødte jeg derfor op i SFO’en med varm kakao og lagkage nok til alle, så hun i stedet kunne blive fejret der.

Kort efter kom der besked fra klassens forældrerepræsentanter. Man havde planlagt en række fællesaktiviteter for både børn og forældre for at ryste klassen sammen. Blandt andet skovtur og en tur i svømmehallen. Modstanden bølgede gennem mig.

Jeg havde ikke lyst til at være social med en flok mennesker, som mistænkte mig for at være alkoholiker og ude af stand til at tage vare på min datter. Men for Nataschas skyld tilmeldte jeg os alligevel.

Når vi mødtes med de andre børn og forældre, løb hun rundt og legede. Men jeg følte mig udenfor. For uanset, hvor meget jeg forsøgte komme i kontakt med de andre forældre, blev jeg mødt af skeptisk distance og en mur af tomme høflighedsfraser.

Det var uudholdeligt, og jeg må indrømme, at jeg mest af alt havde lyst til at melde Natascha ud af skolen og ind på Adams gamle folkeskole. Men hvorfor skulle min lille pige betale prisen for den ubegrundede mistanke, der hvilede på mig?

Ved næste forældremøde besluttede jeg at tage bladet fra munden. Da vi nåede punktet ”eventuelt”, rejste jeg mig op. Jeg var så nervøs, at jeg rystede. Men det skulle gøres.

Jeg forklarede sammenhængen mellem de uheldige hændelser i SFO’en og forsikrede alle om, at jeg ikke havde et alkoholproblem. Der blev endnu mere bomstille, da jeg sagde, at mit reelle problem var, at min datters nye klassekammerater alle havde meldt afbud til hendes børnefødselsdag.

Nok boede vi ikke i et lige så pænt kvarter som dem, men vi udelukkede til gengæld ikke andre fra det sociale fællesskab, sagde jeg så.

Nu rømmede flere af forældrene sig. Jo, da rygterne var begyndt at løbe om mig, var de blevet bekymrede på deres egne børns vegne.

De kendte jo ikke mig, men hvis rygterne talte sandt, kunne de ikke risikere at overlade ansvaret for børnene til mig. Hvorvidt alle var overbevist om, at jeg ikke havde alkoholproblem, skal jeg ikke kunne sige. Men efterfølgende blev de andre forældre mere villige til at inkludere mig i deres fællesskab.

Benediktes mor kom aldrig med en undskyldning, men vores piger forblev hjerteveninder, og for mig var det det vigtigste. Snart legede de igen på skift hjemme hos hinanden, og af skolen fik Natascha ofte ros for at være en god ven.

Da hun sidste år fik overrakt sit 9. klasses eksamensbevis, var det med samme topkarakterer, som Adam i mellemtiden havde bestået sin svendeprøve.

Selv om de havde gået på hver sin folkeskole, havde begge lært samme vigtige lektie her i livet: At være en god kammerat har intet at gøre med, hvor du kommer fra.