Lige fra hjertet: Min biologiske mor afviste mig

Jeg blev født på Rigshospitalet i maj 1956 og kan slet ikke huske noget tidspunkt, hvor jeg ikke har vidst, at jeg var adoptivbarn. De første tre måneder af mit liv tilbragte jeg på et spædbørnehjem, og derefter hentede mine adoptivforældre mig. De var henholdsvis 38 og 42, og de havde altid ønsket sig børn, men miraklet var aldrig sket.

Mor fortalte mig tit, at mine første tre måneder hos dem havde været mere end nervepirrende. Da var de nemlig stadig kun forældre ”på prøve”, for min biologiske mor havde en form for fortrydelsesfrist i det tidsrum. Flaget blev hejst i haven bag min fars snedkerværksted, da adoptionen gik endegyldigt igennem, for alle i landsbyen vidste selvfølgelig besked om min oprindelse.

For mig var der aldrig noget mærkeligt ved det, og flere af mine skoleveninder var nærmest lidt misundelige på mig af den årsag. Dels var jeg jo enebarn og havde mine forældres fulde opmærksomhed, dels var det lidt mystisk og spændende. Mine forældre havde begge et typisk nordisk udseende, mens jeg havde brune øjne og mørkt hår.

I teenageårene tænkte jeg nogle gange på, om min store interesse for gymnastik mon stammede fra en af mine biologiske forældre, for hverken min mor eller far havde nogensinde dyrket gymnastik eller haft lyst til det. Til gengæld var de begge ret bogligt anlagte, mens jeg var lettere ordblind.

Jeg stiftede familie

Det var gennem gymnastikken, at jeg lærte Kristian at kende, og vi blev gift i 1977. Mine forældre pressede aldrig på for, at vi skulle stifte familie, men jeg ved, at de begge håbede på at nå at blive bedsteforældre. Heldigvis nåede min mor at se vores ældste, som kom til verden i 1982.

To år senere var jeg højgravid med nummer to, da min mor efter et halvt års strengt sygdomsforløb døde af brystkræft. Det var hårdt for far at blive alene, men vi havde bosat os tæt på ham. I 1990 talte vores lille familie fem medlemmer, og børnene vidste naturligvis også, at jeg var adopteret.

Vores yngste udviklede den autoimmune hudsygdom psoriasis i 2007 i en alder af 17 år, og lægen fortalte os, at denne sygdom formentlig var genetisk bestemt og dermed arvelig.

Kristian kender alle medlemmer af sin kæmpestore familie, og ingen af dem havde været ramt. Derfor var det en nærliggende tanke, at det genetiske anlæg måtte komme fra mig. Jeg havde ikke selv psoriasis, men måske havde enten min mor eller far haft det?

Det var egentlig først på dette tidspunkt i mit liv, at jeg begyndte at fundere over mit biologiske ophav. Jeg forklarede årsagen for min far, og han sagde ikke noget, men fik tårer i øjnene. Derfor besluttede jeg at lade være med at grave i min fortid, så længe han stadig levede.

I 2012 sov min far ind i den høje alder af 98 år. Han havde et godt liv lige til det sidste, og jeg holdt hans hånd, mens han tog sit sidste åndedrag.

Et halvt års tid efter begravelsen indledte jeg jagten på mine biologiske forældre. Jeg tænkte, at de også måtte være oppe i årene, og at der måske ikke var så meget tid at spilde, hvis jeg skulle nå at møde dem. Jeg ville også gerne vide, om jeg havde halvsøskende.

Kristians ene søster var på det tidspunkt medlem af menighedsrådet i vores lokale kirke, og hun vidste, hvordan vi skulle bære os ad med at søge. To måneder senere vidste jeg, at min biologiske far var død i en alder af kun 20 år. Han havde ikke fået andre børn. Men min mor levede stadig, og min svigerinde fandt hendes aktuelle adresse, som var et par timers kørsel fra min.

I flere uger spekulerede jeg over, hvordan jeg skulle bære mig ad med at med at kontakte hende. Til sidst besluttede jeg mig for et kort og enkelt brev, som jeg indledte med en sætning om, at jeg havde gjort mig mange overvejelser inden dette forsøg på kontakt. Jeg skrev det på min computer og printede det ud, for i skolen havde jeg fået skældud for min lettere ulæselige håndskrift. Det gav et sug i maven på mig, da jeg smed brevet i postkassen.

Men uger blev til måneder, uden at der skete noget. Da jeg endelig fik svar, var det en stor skuffelse. Brevet var mest en note skrevet på et stykke papir fra en blok. På sedlen stod, at ingen kendte til min eksistens, og hun ville gerne frabede sig yderligere forsøg på kontakt...

Det var en spand iskoldt vand i ansigtet rent følelsesmæssigt. Det gjorde ikke sagen bedre, at min mors håndskrift var lige så elendig som min, og at hun tydeligvis også havde problemer med den ordblindhed, som jeg, takket være god hjælp i skolen og derhjemme, stort set havde overvundet. Jeg var ked af denne afvisning, men kun Kristian vidste besked om det, og han var sød til at trøste. Naturligvis måtte jeg respektere min biologiske mors holdning, men det gjorde ondt.

Men i 2015 skete der noget overraskende. En søndag formiddag var jeg ved at pudse vinduer, da min telefon ringede. Den lå i min baglomme, og jeg undrede mig kort over nummeret, som jeg ikke kendte.

– Det er Birgitte, sagde jeg.

– Det er Sanne, din halvsøster, lød en kvindestemme i mit øre.

Jeg fik ikke pudset flere vinduer den søndag. Min ukendte halvsøster fortalte mig, at hendes far var død nogle måneder tidligere, og at min mor nu var enke. Uden at Sanne sagde det direkte, fik jeg det indtryk, at min mor havde været lidt underkuet i sit ægteskab. I hvert fald havde hun først nu haft mod til at fortælle Sanne, at hun som bare 17-årig havde fået et barn i maj 1956.

Vi talte halvanden time, og der var god kontakt mellem os. Sanne havde to brødre, men kun hun boede tæt på vores fælles, biologiske mor. Allerede under denne første samtale foreslog Sanne, at vi tre skulle mødes.

Hen over nogle uger udvekslede vi mange beskeder, og en lørdag formiddag tastede jeg min biologiske mors adresse ind i bilens gps og tog af sted. Kristian tilbød at tage med, men jeg ville helst være alene med min mor og halvsøster, for så ville hun måske være mere åben. Undervejs steg min nervøsitet. Da jeg parkerede uden for min biologiske mors ældrebolig, var mine håndflader fugtige, og jeg var tør i munden.

Mødet med hende blev unægtelig også lidt akavet og anstrengt, men jeg fik besvaret de spørgsmål, jeg havde. Hun var nu 76, men var ikke helt rask og virkede på flere måder ældre end sin alder. Efter et håndtryk var der ikke mere fysisk kontakt mellem os. Derimod hilste Sanne på mig med et knus, og efter få minutter var kemien mellem min halvsøster og jeg lige så god, som jeg havde håbet.

Min biologiske mor fortalte, at hun var født i det nordjyske, og i 1955 havde hun forelsket sig i en ung mand fra et omrejsende tivoli. Han var allerede rejst videre med tivoliet, inden hun opdagede, at deres korte kærlighedsaffære havde fået følger. Hendes forældre havde været meget vrede på hende, og det var præsten ved den lokale kirke, som havde fundet min biologiske far og fået ham til at påtage sig faderskabet.

Det var også præsten, der havde arrangeret, at min biologiske mor kunne rejse til København og være ung pige i huset hos hans søster, så hun ikke skulle bære sin skam rundt i deres lokalsamfund. Dette var forklaringen på, at jeg blev født på Rigshospitalet.

Hun gned en tåre væk, da hun fortalte, at hun kun havde set mig ganske kort lige efter fødslen. Jeg fik en klump i halsen, for det havde selvfølgelig været tungt for hende.

Da hun havde restitueret sig efter fødslen, var hun rejst tilbage til sin hjemstavn, og her havde hun et år senere mødt den mand, hun blev gift med, og som blev far til Sanne og hendes to brødre. Kun ganske få havde vidst besked om det barn, hun havde født i København, så jeg havde altid været en stor hemmelighed.

– Og jeg blev også meget overrasket over, at jeg havde en storesøster, smilede Sanne, da min mor nåede til dette punkt i historien. – Men jeg blev også glad, for jeg har altid ønsket mig en søster, fordi mine brødre holdt mig udenfor.

Min biologiske mor blev hurtigt træt den dag, men til sidst fortalte hun alligevel noget vigtigt. Når hun i første omgang havde afvist at have noget med mig at gøre, handlede det om, at jeg faktisk var arveberettiget efter hende.

Arveloven var først i 1957 blevet ændret på det punkt, således at adoptivbørn ikke længere havde arveret efter deres biologiske slægt, men havde foretaget et såkaldt fuldt familieskifte. Min biologiske mor havde frygtet, at hendes tre børn ville blive vrede over at skulle dele deres arv med en fuldstændig ukendt halvstoresøster.

Men som Sanne skyndte sig at sige, var arven dels yderst beskeden, dels var hendes brødre og især hun kun nysgerrige på mig og ville gerne lære mig at kende.

Da jeg kørte hjem efter dette møde, var jeg var helt ør i hovedet, men jeg følte samtidig, at mange ting var faldet på plads. Jeg havde også sagt, at jeg naturligvis ville fraskrive mig arven, for den havde jeg aldrig spekuleret det mindste på.

Et par måneder senere tog Sanne initiativ til en middag, hvor Kristian og jeg mødte mine halvbrødre, og da var min biologiske mor også med. Det var hyggeligt, men også tydeligt for mig, at det var Sanne, jeg havde mest tilfælles med.

I 2018 faldt min biologiske mor bort, og Kristian og jeg deltog i bisættelsen. Sanne gav mig et par udvalgte småting til minde, og det satte jeg pris på.

I dag har Sanne og jeg et nært forhold, og vi har været på en meget vellykket weekendtur med vores mænd. For mig er det ret stort at have en søskende, og Sanne og jeg kan på mange måder spejle os i hinanden. Begge har vi arvet en tendens til ordblindhed fra vores mor, og vi griner tit af, at vores håndskrift er lige svær at tyde.

Sanne har ikke dyrket gymnastik, men undervist i fitness. Til gengæld er der hende bekendt ingen i min biologiske familie, der har psoriasis, så det ligger stadig hen i det uvisse, hvor det genetiske anlæg for dette stammer fra.