Jeg har aldrig prøvet at skrive til en brevkasse før, men jeg synes, du svarer så fint.
Jeg er en gammel pige, som mistede min livsledsager for nogle år tilbage. Vi havde været gift i over 40 år. Nu har jeg forliget mig med sorgen og har fundet mig en ny ven. Han er en dejlig positiv mand, og jeg vil ikke sige, vi er kærester, men vi deler oplevelser, og det er dejligt.
Men nu kommer mit problem: Han taler meget højt. Når vi er i biografen, og han lige skal spørge mig om noget eller kommentere noget i filmen, tror han, at han hvisker, men det er så højt. Det sker også, når vi er på restaurant, og det er pinligt, for han råber nærmest.
Når vi er sammen med venner, kan jeg se, at de kigger på hinanden, når min ven skal fortælle noget. Han kan åbenbart ikke tale i et almindeligt toneleje, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Han er jordens sødeste og kæreste menneske, og jeg er bange for at såre ham, men jeg er faktisk ved at bryde op med ham, fordi det er for pinligt med den høje stemme.
Hvad synes du, jeg skal gøre?
Den usikre
Du er nødt til at fortælle ham det. Han aner det ikke. Sådan et fint menneske skal da ikke skubbes væk på grund af en vane, han ikke er vidende om.
Måske hører han dårligt? Det tror jeg næsten, han gør, men det kan undersøges.
Fortæl ham det. Hjælp ham. Han skal ikke ende ensom og til grin, fordi han ikke ved, hvor højt han taler. Og skulle han være vidende om det og samtidig høre ganske udmærket, skal han stadig hjælpes med at ændre sit stemmeleje.
Den slags kan man godt sige på en helt fornuftig og omsorgsfuld måde. Hiv plasteret af, og få talt med ham om det.
Mange hilsner fra Puk