Allerede på den korte taxatur fra lufthavnen til vores hotel flytter Con Dao ind i vores hjerter. Turen går ad snoede veje langs det krystalblå hav med et drys af småøer overalt. Små livlige aber myldrer rundt i vejkanten og stirrer på bilen, som om de tænker, at nu sker der da endelig noget.
For her er stille. Efter asiatiske forhold ekstremt stille. Vi har fløjet blot 45 minutter, men det er, som om vi er fløjet til en helt anden verden.
Vi forlod Vietnams fascinerende, men hektiske og larmende millionby Ho Chi Minh City, og nu møder vi et tilbagelænet Vietnam i de allersmukkeste klæder. Kontrasten er slående, og efter få minutter på øen mærker man bare, at det her bliver den smukkeste udgave af en opslugende ferie.
Con Son er hovedøen i øgruppen Con Dao, som tæller 15 småøer og ligger 122 kilometer øst for Vietnams sydspids, så langt ude i havet, at man ikke bare kommer forbi på et visit. Med sine blot 7.000 beboere og en ø, der kun er 15 kilometer lang, føler man sig hurtigt hjemme, og selv den mest stedblinde vil kunne finde vej.
Ude foran vores bungalow holder de to, der skal vise sig at blive vores bedste venner de næste seks dage. En rød og en blå scooter. Efter 10 minutters intensivt ”kursus” er vi alle fire helt fortrolige med dem, og der er så lidt trafik på øen, at det virker meget trygt at køre selv. Vi er klar til at udforske Con Dao.
Alt er tæt på, så få minutter senere – og bare en time efter at være landet på øen – parkerer vi scooterne i skyggen af en række kokospalmer, spæner ud på den rishvide strand og kaster os i det turkisblå hav. Øen har i den grad bestået sin første test.
Den lille hovedby på Con Son er hyggelig, stille og livlig på én gang. Langs byens kyststrækning ligger gule, karakteristiske franske kolonibygninger og minder om tiden, da franskmændene var kolonimagt. Langs gaderne giver 200 år gamle mandeltræer både skygge og stemning.
Man kan både flyve og sejle til Con Dao:
● Fly fra Ho Chi Minh City eller Can Tho. Ca. 1.000 kr. retur. Rejsetid 45 minutter.
● Færge fra Vung Tau (fire en halv time) eller Soc Trang (to timer). Ca. 250 kr. retur plus transport til de to byer. Obs: Mange advarer om risiko for søsyge på sejladsen.
● Det er billig og nemt at leje scootere og en kølig og fri måde at transportere sig på. Der er også små, åbne busser, der kører i fast rutefart, og taxa er rigtig billigt. Desuden gode muligheder for at leje båd.
Midt i byen ligger Con Dao Market. Det er centrum for al liv og aktivitet i byen og er her, øens lokale gør alle deres indkøb; om det er grøntsager, fisk, kød eller køkkenredskaber. Som turist ville man ønske, at der fandtes noget, der bare mindede en anelse om et sådant marked derhjemme.
Der møder os et orgie af dufte og farver, da vi går ind på markedet. Gul, rød, lilla, orange og farven grøn får nærmest ny betydning. Krydderurterne, salaterne og et hav af forskellige spinater er grønnere end grøn.
Det hele er arrangeret og stablet med en sirlighed og kærlighed, så man skulle tro, der var en konkurrence i gang om at have den smukkeste bod. Der sidder kvinder og nipper krydderurter, andre skræller bambus, og på en lille rød skammel sidder en mand med en stor kniv og snitter bunkevis af ananas, så de er lige til at spise. Hos ham bliver vi fast kunde de næste seks dage.
I den anden ende af markedet sælger de friskfangede fisk. Rejer i alle størrelser, blæksprutter og fisk i alle farver og former. Og et udvalg af typer fisk, vi ikke anede fandtes – nogle ser sjove ud, andre er smukke, og nogle ser nærmest skræmmende ud. De fleste spræller, så vi er ikke et sekund i tvivl om, at her kan man med troværdighed tale om friske fisk, og vi kan med egne øjne se, at langt de fleste, der bor fast her på øen, lever af fiskeri.
Det er et marked, man ikke kan lade være med at besøge igen og igen. Og det er også her, vi om morgenen sammen med de lokale kan spise den skønneste nudelsuppe, rispandekager eller banh mi, som er den traditionelle, vietnamesiske sandwich med sprødt flutes (tak til franskmændene) med marineret svinekød, syltede grøntsager og masser af markedets krydderurter. Eller her man køber ind til madpakken til scooter-, strand- eller vandreturen.
Badetøj, håndklæder, men endnu vigtigere kasket, flere liter vand og solcreme +30 til dagsturen er pakket i bagagerummet på de to scootere. Solen er stærk, og vores danske hud tåler ikke mange minutter i solen uden beskyttelse.
Af samme grund er de lokale helt tildækkede, når de bevæger sig udenfor – med masker, som om de er bange for corona, med bambushatte eller kasketter og altid lange ærmer og lange bukser. De forstår tydeligt ikke, hvorfor vi turister bærer shorts og endda tager solbad.
Husk rigeligt solcreme med høj faktor. Øen har så få turister, at du ikke kan købe solcreme (kun solcreme med ”whitener”, som vietnameserne bruger, fordi de gerne vil have hvid hud).
I et adstadigt tempo kører vi langs havet for at udforske tropeøen. Vi har ikke kørt mange minutter, før vi første gang får lyst til at stoppe, fordi bugten er så smuk, og udsigten bare skal sluges helt. Det er heldigt, at al fotografering nu er digitalt, så det ikke koster at tage mange billeder.
Vores første længere stop er på stranden Nhat Beach, som er omkranset af klippetoppe og ligger små seks kilometer uden for Con Son. Vi har stranden helt for os selv og føler os forkælede. Vi tager lige så mange dukkerter, som vi tager billeder.
Sandstranden eksisterer kun nogle timer hver dag, da den bliver skjult ved højvande. Sidst på dagen smutter vi herud igen for at nyde solnedgangen, som har et så stort farvespil i først orange og så i pink, at vi bliver enige om, at vi har set alle solnedganges moder.
Lige op ad tæt jungle og indkredset af høje klipper finder vi øens bredeste og længste strand, Vong Beach. Den er mere end en kilometer lang. Lidt tilbagetrukket ligger der et resort, hvor man kan søge skygge, forsyne sig med lækker frokost og god vietnamesisk kaffe.
Vi skal kun dele kæmpestranden med fem vietnamesiske kvinder, som tålmodigt leder efter muslinger. De er helt tildækkede for at være i ly for de hidsige solstråler. De skubber et hjemmelavet redskab foran sig, som hjælper dem med at mærke, når der lige under sandskorpen ligger en musling.
Efter to til tre timer er deres små plastposer fyldt med dagens fangst, og de tager af sted for at afsætte dem. Dagen efter er de klar til at trævle stranden igennem igen.
Livet på tropeøen er bogstaveligt tal fængslende. Øen blev brugt som fangeø af først franskmændene i kolonitiden og siden af amerikanerne under Vietnamkrigen. De mest uhyggelige fængsler ligger blot 50 meter fra nogle af de tropiske strande og blev først lukket i 1975.
I dag er fængslerne museer, og det er ubehageligt og bevægende at besøge dem, hvor den skarpe sol, som man som turist nyder og bader sig i, blev brugt som tortur. Der var fængselsceller uden loft, og straffen var, at fangerne blev smidt i disse celler uden mulighed for at søge skygge. Titusinder af fanger døde på Con Dao.
Kontrasten til alt det smukke er slående, og man forstår slet ikke, at det blot er 50 år siden, at denne fascinerende ø var et af verdens mest uhyggelige fængsler. Måske er denne mørke side og brutale historie med til, at Con Dao virkelig kommer under huden på én.
80 procent af øen er dækket af tropisk skov og byder på gode vandreture. Hele øgruppen er på grund af sin særegne natur defineret som nationalpark. Den tætte tropiske skov er ud over sine jungleagtige klæder skøn, fordi den giver en tiltrængt pause fra den brændende sol.
Igen og igen – også da vi med en lejet båd sejler ud til nogle af de andre små øer for at snorkle uden at møde andre turister – er det nærmest uvirkeligt at være havnet på en så uspoleret tropeø. Tænk, at man kan have så meget skønhed, nærmest for sig selv.