Mit dilemma: Skal jeg blande mig i husspektakler?

Lejligheden nedenunder havde stået tom i flere måneder, så det var med spænding, min mand og jeg holdt øje med den store flyttevogn, da den en lørdag formiddag kørte ind og parkerede foran opgangen.

Vi var selv en familie på fire, som havde nydt godt af at bo ovenover den tidligere ejer, Elna. Hun var en ældre kvinde, der desværre var død efter kort tids sygdom. Elna havde været en ualmindelig tolerant underbo, der altid havde smilet overbærende, når jeg undskyldte for mine to drenges larmende eskapader. Til gengæld ville det nu blive vores tur til at være de tolerante, hvis der flyttede en familie med små børn ind, men det var også okay.

Det viste sig at være et ungt par med en lille hund, der flyttede ind. De ankom i en sort sportsvogn med åbent tag og parkerede bag flyttebilen. Min mand konstaterede med et smil, at med den bil skulle jeg nok ikke regne med, at der også fulgte små rollinger med. Det så heller ikke ud til, at der var andre end de to unge og flyttemændene.

Jeg overvejede at gå ned samme aften og hilse på, men min mand mente, at jeg lige skulle lade dem komme på plads, inden jeg kom anstigende. Han havde selvfølgelig ret, men jeg var frygtelig nysgerrig og ville gerne byde dem velkommen til vores lille opgangsfællesskab.

Allerede et par dage efter mødte jeg de unge mennesker på trappen, da jeg kom hjem fra arbejde. De var på vej ud for at lufte den lille hund, som kvinden bar i armene. Hun fortalte smilende, at den ikke var så glad for trapper, og vi blev hurtigt enige om, at det var heldigt for både hende og hunden, at den ikke var så stor. De virkede begge søde og imødekommende. Han var lidt ældre, måske omkring de 30 år, mens hun lignede en, der var i begyndelsen af 20’erne. Han fortalte, at han havde arvet lejligheden efter sin fars faster.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, for jeg havde godt hørt om nevøen, der pressede på, for at hans søn, Elnas grandnevø, kunne overtage lejligheden, da han skulle begynde på universitetet. Elna fnysede vredt, da hun fortalte mig det. Lige så sød og tålmodig hun var overfor mig og mine to krudtugler, ligeså vred var hun på nevøen.

– Hans søn arver lejligheden, når tid er. Jeg har altså ikke tænkt mig at kradse belejligt af, bare fordi der er studiestart, sagde hun bestemt.

Da jeg fortalte min mand om mødet med vores nye underboer, konstaterede han tilfreds, at de da i hvert fald ikke lød som festaber, der ville holde os vågne hver og hver anden weekend. Det var da heller ikke hverken høj musik eller fester, som vi bemærkede i ugerne efter. Derimod viste det sig, at Elnas grandnevø havde et heftigt temperament, som han lod gå ud over hunden. Jeg håbede i hvert fald, at det var hunden.

Han lignede bestemt ikke en højrøstet og aggressiv type med et ordforråd, der var så sydende ondskabsfuldt og nedladende, at det løb mig koldt ned ad ryggen, når jeg overhørte hans udbrud. Det kunne ikke undgå at påvirke mit ellers positive indtryk af Elnas grandnevø.

Jeg anede ikke, hvad han arbejdede med, men det var ikke en billig bil, han kørte rundt i, og han lignede bestemt ikke én, der manglede noget. Til gengæld lod de to unge mennesker ikke til at have nogen særlig stor omgangskreds. Vi så dem aldrig sammen med andre, og det lod ikke til, de overhovedet havde haft gæster dernede endnu, selv om det var et par måneder siden, de var flyttet ind.

I perioder hørte vi Elnas grandnevø råbe fra lejligheden flere gange om ugen, og jeg begyndte faktisk at tvivle på, om det nu også kun var hunden, han råbte ad. Det blev sværere at abstrahere fra de mange skænderier, selv om vi gjorde, hvad vi kunne for at lave noget andet og skruede op for tv’et eller tændte for radioen. Det føltes mere og mere grænseoverskridende at blive ufrivilligt inddraget i deres private anliggender, og desuden trængte den dårlige stemning ligesom op gennem gulvbrædderne.

En aften, hvor vi sad og spiste aftensmad, lød der pludselig et ordentligt brag, og et øjeblik efter blev skænderiet så voldsomt, at samtalen om spisebordet forstummede. Min mand og jeg kiggede på hinanden, mens drengene højlydt undrede sig over, hvad i alverden der foregik dernede. Vores yngste søn rejste sig fra bordet og gik ud i køkkenet, hvor der af en eller anden grund var mere lydt end i resten af lejligheden. Han kom hurtigt ind igen med et alvorligt udtryk i ansigtet.

– Jeg tror, hun græder, sagde han stille og satte sig ved spisebordet igen.

Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig. Hvad i alverden foregik der dernede? Slog han hende?

Dagen efter stødte jeg på dem begge nede på gaden. De virkede glade og lignede stadig det perfekte, unge par. Jeg hilste smilende på dem, mens jeg kiggede indgående på kvinden. Havde hun mærker efter noget? Så hun bange ud? Der var intet unormalt at bemærke. Det undrede mig, at der kunne være så stor kontrast imellem det, jeg havde hørt dagen før, og det, jeg så. Jeg prøvede at bagatellisere min bekymring, for hvad skulle jeg gøre?

Min mand mente, vi skulle tænke os godt om, inden vi blandede os, for det var grandnevøens lejlighed, så selv hvis kæresten gik fra ham, skulle vi stadig forholde os til manden. Og tænk, hvis vi havde taget helt fejl af situationen?

Allerede et par dage efter var der ballade igen. Han kastede rundt med tingene, og jeg kunne høre hende trygle ham om at slappe af. Uden at tænke konsekvenserne igennem flåede jeg hoveddøren op og råbte ud i opgangen:

– Hvad foregår der derinde? Det skal stoppe lige nu, ellers ringer jeg til politiet!

Hjertet hamrede i brystet på mig, for hvad ville der ske nu? Ville han komme ud? Eller ville han lade det gå ud over kæresten? Jeg havde slet ikke nået at overveje, om det nu også var en god idé at råbe ud i opgangen. Det eneste, jeg kunne høre, var mit eget bankende hjerte, men så kom der alligevel en lyd nede fra lejligheden. Det lød, som om der var nogen, der græd.

Havde han banket hende? Jeg nåede ikke længere i mine overvejelser, før jeg hørte en dør gå op efterfulgt af lyden af fodtrin på trappen. Fodtrinene stoppede ved min hoveddør, og sekundet efter bankede det på. Hjertet fløj op i halsen, og jeg turde næsten ikke bevæge mig. Til min store lettelse var det ikke underboen, men kvinden, der boede nede i stuen. Hun havde hørt mig råbe og ville bare fortælle, at hun havde ringet efter viceværten.

Viceværten havde pure afvist at hjælpe. Han nægtede at tro, det var så alvorligt, som hun beskrev det, og han mente desuden ikke, vi skulle blande os i de unge menneskers eventuelle skærmydsler.

Et par uger efter, jeg havde råbt i opgangen, tog jeg tidligt fri fra arbejde. Idet jeg parkerede min cykel op ad huset, så jeg ud af øjenkrogen, at hun kom ud fra opgangen med hunden på armen. Hun satte hunden ned og begyndte at gå i den modsatte retning af, hvor jeg stod. Det var tydeligt, at hun ikke havde lyst til at hilse på mig. Jeg tog en hurtig beslutning, og i et par lange skridt var jeg oppe på siden af hende.

– Hej med jer to. Hvor er det længe siden, jeg har set jer. Hvordan går det?

Jeg talte så hurtigt, at jeg kom til at lyde stakåndet. Hun undgik øjenkontakt og kiggede i stedet ned på hunden.

– Det går fint, sagde hun og smilede kort.

Jeg havde tænkt meget på, hvad jeg skulle sige, når jeg mødte hende, men nu, hvor vi stod overfor hinanden, følte jeg mig fuldkommen uforberedt. Hun gjorde tegn til at ville gå videre, så jeg lagde hånden på hendes ene arm for at få hende til at blive.

– Jeg er meget bekymret for dig, og jeg vil bare sige, at der findes steder, hvor man kan søge hjælp, hvis man oplever fysisk eller psykisk vold i hjemmet, sagde jeg.

Jeg fik trukket brochuren, som jeg havde printet, op af tasken og rakte den frem imod hende. Hun kiggede på mig i et par lange sekunder uden at sige noget. Så vendte hun mig ryggen og begyndte at gå med hurtige skridt.

– Du kan altid komme op, hvis du får brug for det. Det skal du vide, sagde jeg med fast stemme.

– Tak, sagde hun lavt og skyndte sig videre.

Et par uger efter, jeg havde forsøgt at give den unge kvinde brochuren, krakelerede facaden da også, og han gik amok igen. Det lød voldsomt, og genstande blev igen kastet mod væggene, mens kvinden tryglede ham om at slappe af.

Min mand og jeg sad som på nåle. Efter at have overhørt de efterhånden mange raserianfald fra underboens side, følte vi, at det var et spørgsmål om tid, førend han overskred den grænse, der kunne få fatal betydning for den unge kvinde. Hans grimme og nedgørende sprog var afgjort psykisk vold, men var det nok til at gribe ind, når vi ikke var sikre på, om han havde tyet til fysisk vold? Der blev hurtigt roligt dernede igen, men jeg kunne alligevel ikke falde i søvn.

Omkring klokken et stod jeg op for at drikke et glas vand, men idet jeg var på vej i seng igen, hørte jeg gadedøren gå. Jeg kiggede ud af det åbne vindue og så en lille skikkelse komme ud af døren med en hund og en stor taske. Det var underboen. Hun gik stærkt, men vendte sig alligevel flere gange for at kigge op mod sine egne vinduer. Hun så mig ikke.

De næste dage var der fuldkommen stille dernede. Alt tydede på, at hun havde forladt ham. Jeg glædede mig over, at hun havde fundet styrken til at forlade ham, og nu krydsede jeg bare fingre for, at han ikke fik held med at overbevise hende om komme tilbage.

En sen eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde, holdt der en kassevogn foran opgangen. To unge mænd kom slæbende med en hundekurv, nogle få møbler og et par Ikea-poser fulde af tøj. Idet de bakkede ud fra parkeringspladsen, fik jeg øje på den unge kvinde, som sad inde i bilen. Vi fik øjenkontakt, og hun hilste på mig med et nik og antydningen af et smil.

Hun holdt øjenkontakten, indtil bilen kørte forbi mig på gaden. Jeg sprang op ad trapperne, helt let om hjertet. Jeg kunne ikke vente med at fortælle min mand og drengene, at nu var det helt sikkert slut. Hun havde været og hente sine ting. Elnas grandnevø bor stadig i lejligheden, men der er stille nu, men han har heller ingen at skælde ud på.

Sommetider tænker jeg på, hvem hans næste offer mon bliver. Hvis der kommer en ny kæreste, som han udsætter for det samme, har jeg besluttet, at jeg vil være mere opmærksom og så afgjort bryde hurtigere ind. Jeg får aldrig at vide, om den unge kvinde fandt styrken til at forlade ham, fordi jeg tog kontakt til hende, og det er også fuldkommen ligegyldigt. Jeg håber bare, at hun har det godt, hvor hun er nu.