Stjerner over Anholt

Mandag, 19. august 2024
Marianne Knudsen
Foto: Sarah Green
Langt ude i Kattegat ligger en helt speciel ø. Det er Anholt, der byder på både en stjerneklar himmel, Nordeuropas største lavhede, helt vidunderlige strande og en prisvindende gin. Med andre ord: En ø, man bare må opleve.
Anholt

Nordeuropas største lavhede, Ørkenen, finder du på øen Anholt. Det er et ganske særligt naturområde, der består af klitter, strandvolde og lavplantevækst, og her kan du vandre, hvor du vil.

Det er også klitterne og bakkerne på øen, der giver den unikke mulighed for at se en uspoleret stjernehimmel. Anholt er nemlig det mørkeste sted i Danmark og et af de steder, hvor man kommer tættest på at opleve naturligt nattemørke, Dark Sky.

Anholt
Snør vandrestøvlerne, og gå en tur i den fantastiske natur på Anholt. Om sommeren er der masser af vilde blomster, der stråler om kap.
Foto: Jesper Møller

Anholt ligger midt i Kattegat, og det betyder en færgetur på tre timer. Anholtfærgen sejler fra Grenaa, og det anbefales at bestille billet på forhånd, især i højsæsonen, for at sikre sig en plads. Tidsplaner, priser og booking kan ses på anholtfergen.dk.

Når man ankommer til øen, er der nok at udforske på de godt 22 kvadratkilometer. Anholt har en lang kyststrækning med kridhvide sandstrande, så der er masser af muligheder og plads til at nyde solen og bade.

Anholt
Stranden med Anholt fyr i front er et syn for guder.
Foto: Sarah Green

Spot en sæl

Anholt Nordstrand har f.eks. det fineste hvide sand, krystalklar vand og høje klitter. Stranden er bred, og forenden længst mod øst ligger Anholt Fyr. Det er et af de første-opførte fyr i Danmark, og ved siden af er der et observationshus, kaldet Sælspotten, hvor man i en kikkert kan følge sælerne på tæt hold.

Vil man opleve mere til vands, er det muligt hos Anholt Vandsport. Her kan man leje en kajak og sejle langs kysten eller hele øen på 25 km rundt. Man kan også leje en SUP og padle langs kysten. Anholt Vandsport holder til i Anholt By, der er den største og eneste by på øen og er udover ved Anholt Havn også det eneste sted, der er bebyggelse. 1-2 gange om ugen arrangerer Anholt Museum byvandringer i sommerperioden. De begynder klokken 10 foran museet og varer to timer. Bagefter har man så hørt de mange historier, der gemmer sig bag hvert monument og dør i byen.

Prisvindende gin

Anholt har også masser at byde på, når det gælder mad og drikke. Restauranter, hyggelige caféer og barer. Mulighederne er mange, hvad enten man er til kaffe, brød, is – eller sågar gin.

Anholt Gin skal smages, hvis man er til det. Det har sit særkende fra Anholts lokale enebær, koriander, kvanrod og citronskal blandet med Anholt vand – kvalitetsråvarer der har ført til en prisvindende dansk gin.

Læs mere om de mange spisemuligheder på anholt.dk.

Men vigtigst af alt: Planlæg din ferie til Anholt i god tid. Især i sommermånederne, hvor det kan være nødvendigt at booke færgen flere uger eller måneder i forvejen.

Det er derfor også vigtigt at booke mindst én overnatning på forhånd på øen, for færgen sejler ikke retur til fastlandet samme dag.

Kilde: Visit Aarhus og Anholt.dk