Samsø for alle sanser

Mandag, 5. august 2024
Anita Lauridsen Banner
Foto: Jeanette Philipsen/Visit Samsø
Nyopgravede kartofler, kolde øl, børnevenlige sandstrande og vilde blomster. Den smukke ø Samsø har masser at byde på, hvis du lægger vejen forbi i din sommerferie.
Samsø

Lige midt i Kattekat ligger Samsø med ikke mindre end seks havne, hvoraf to er færgehavne til Sjælland og Jylland, og resten er lystbådehavne. Man kan derfor nemt at komme til den populære ferieø, der byder på meget andet end sine kendte kartofler. Læs mere om alle transportmuligheder, herunder bus og tog, på visitsamsoe.dk/transport.

Samsø
Der er masser af muligheder for at bade og fiske på Samsø.
Foto: Jeanette Philipsen/Visit Samsø

Strandene på øen varierer fra brede, børnevenlige strande med lavt vand til de lidt dybere. Nogle er mere stenede, men her er til gengæld gode fiskemuligheder. Overalt er vandet krystalklart, og den lange kyststrækning betyder, at strandene næsten aldrig er overfyldte.

Bugter sig i bakkedal

I den nordlige del af Samsø ligger Nordby Bakker, der, som navnet antyder, er et kuperet terræn, hvor du har en smuk udsigt over øen på de mange højdedrag. Det er et populært område at vandre i blandt lange græsser og vilde blomster, og på det højeste punkt, Ballebjerg på 64 meter, ligger et flot udsigtstårn fra 1926.

Samsø
Kanhave Kanalen er 500 meter lang og 11 meter bred. Den blev udgravet ved håndkraft af vikingerne.
Foto: Jeanette Philipsen/Visit Samsø

Midt på øen – på det smalleste sted – ligger Kanhave Kanalen, som vikingerne gravede med håndkraft for at gøre transporttiden gennem landet hurtigere. Med adgang til havet både øst og vest for Samsø kunne de kontrollere skibsfarten gennem både Store- og Lillebælt. Kanalen er 500 meter lang og 11 meter bred og er i dag dækket med græs, men den er spændende at besøge alligevel.

Foruden den smukke natur byder Samsø på ganske mange historiske museer og gamle møller, og du kan komme på landsbyvandring i byerne Nordby, Langør og Ørby. Læs mere om alt dette på visitsamsoe.dk/oplevelser.

Senge og sange

Fordi Samsø er en ganske stor ø med 28 kilometer fra nord til syd, har den meget at byde på mht. overnatningsmuligheder, hvad enten du er til sommerhus, hotel, feriecenter eller bed & breakfast.

I den billige ende kan nævnes Campen camping i den sydvestlige del af øen. Her kan du kan slå dit eget telt op eller leje en hytte tæt ved vandet. Campingpladsen har egen badebro og er berømt for sine vidunderlige solnedgange og fine fiskeforhold. Læs mere på stedets hjemmeside.

Samsø
Ballen havn er Samsøs største og mest besøgte havn.
Foto: Jeanette Philipsen/Visit Samsø

Er du musikelsker bør du snuppe et par overnatninger på Brundby Hotel. Det er Danmarks eneste ”rockhotel”, hvor kendte navne som Poul Krebs, Søs Fenger, Birthe Kjær, Sebastian, Sanne Salomonsen, Alberte og Peter Sommer giver koncerter i løbet af sommeren. Se det fulde program på brundby-hotel.dk.

Øl til folket

Ligesom så mange andre større danske øer har Samsø et pænt udvalg af restauranter og caféer i nærheden af havnene. Her kan du nyde udsigten over vandet, mens du indtager skaldyr og hvidvin eller en klassisk, dansk frokost. Læs mere på visitsamsoe.dk/spisesteder.

Et af de mest berømte spisesteder ligger dog slet ikke ved vandet. Det er Samsø Bryghus i Nordby, der producerer sin egen øl og derudover vin, sirup og bolsjer. I juni, juli og august er der ølsmagning hver onsdag aften, og i uge 28-32 også mandag aften. Bryghusets café byder på mad baseret på gårdens egne grøntsager og kød til meget rimelige priser, og du kan indtage herlighederne ved borde og bænke i gårdhaven. Læs mere om stedet på samsoe-bryghus.dk.

Og så må du selvfølgelig ikke snyde dig selv for at smage Samsøs sunde specialiteter, nemlig de famøse kartofler samt grøntsager og bær, der kan købes ved vejboder rundtomkring på øen. Det er simpelthen et must!