Ud for Nordvestsjællands kyst ligger en helt speciel ø. Det er Sejerø, som har en ejendommelig langstrakt form og to bakkerækker − en langs hver side af øen − der strækker sig i hele øens længde. På disse blot 12 kilometer findes ikke færre end 60 navngivne bakker − eller bier, som de hedder på sejerøsk.
Der findes også flere gode, børnevenlige badestrande med helt klart badevand på de aflange kyster. Er der for mange mennesker et sted, kan man hurtigt cykle videre til det næste – eller på tværs af øen, for den er nemlig kun 1.700 meter på det bredeste sted.
Naturen er og bliver Sejerøs største attraktion, og dertil kommer roen. Når du ankommer som turist, sænker stilheden sig hurtigt. Støjniveauet er behageligt lavt, ligesom trafikken er begrænset, og der findes ikke et eneste lyskryds på øen.
På grund af Sejerøs særlige klima med milde vintre og tørre, solrige somre vokser der adskillige smukke steppeplanter. Det er særligt på de mange bakker, det er muligt at finde sjældne plantearter samt et hav af grøftekantsblomster − snapseurter, hvis du er til den slags.
Foruden et rigt planteliv er der også mange rådyr, harer, fasaner, sommerfugle og fugle i det bakkede landskab, så dem vil du næsten med garanti støde på. Dyrene har nemlig ingen naturlige fjender i form af ræve på øen, og det er derfor kun bilerne, de kære væsener skal tage sig i agt for.
Er du historieinteresseret, må du ikke snyde dig selv for et besøg i Sejerø Kirke tæt ved havnen. Den gamle hvidkalkede bygning stammer helt tilbage fra 1200-tallet og rummer imponerende loftsmalerier, Danmarks næstældste kirkeskibsmodel og møbler fra lige efter reformationen.
Øens andet vartegn er det gulmalede fyr ved Gniben på øens nordvestlige spids. Det blev bygget i 1852 og er 19 meter højt. Det er ikke muligt at komme op i tårnet, men det gør ikke så meget, for udsigten fra fyrbakken er også fantastisk.
Læs mere om Sejerøs historiske seværdigheder på sejero.dk/oplev-sejeroe/sevaerdigheder.
Der er kun få spisesteder på Sejrø, nemlig en restaurant, en café og en minicafé ved et minigolfsted. Til gengæld er kvaliteten af de traditionelle danske retter god, og priserne ganske rimelige.
I stedet for at tage ud at spise handler de fleste turister i øens eneste supermarked, Brugsen, og laver selv maden i det sommerhus, de har lejet. Der er nemlig heller ikke et hotel på øen, men dog en håndfuld fine ferielejligheder, husbåde og et vandrehjem med tilknyttet campingplads.
Vil du have helt dugfriske grøntsager, krydderurter, frugter og bær, findes der nogle få gårdbutikker og vejboder rundt omkring på øen. Foruden årstidens afgrøder sælges der typisk også honning og æg disse steder, så du kan sagtens fremtrylle et fyrsteligt morgenmåltid efter en kort køretur på øen.
Læs mere om spisestederne og overnatningsmuligheder på sejero.dk/turist-paa-sejeroe. Her finder du også en kalender med aktuelle begivenheder på øen.
Det er kun muligt at komme til og fra Sejerø fra den vestsjællandske by Havnsø. Herfra sejler en færge, og turen varer 65 minutter. Undervejs kan du kan være heldig at se de delfinlignende marsvin i vandet, så husk at se godt efter.
Find sejltider og priser på sejero.dk/om-sejeroe/transport. Her kan du også læse om cykeludlejning, som er muligt i nærheden af færgen.