Filippa Suenson fra tv-serien "Graverne": "Jeg har let ved at blive rørt"

Privat er Filippa Suenson gift med Janus Elsig og har to børn på ni og seks år. Sådan forholder det sig langt fra i tv-serien "Graverne", der netop nu kan ses på TV2 hver mandag og på TV2 Play.

Her spiller hun rollen som Kathrine, der er kæreste med reporteren Alice, spillet af Lila Nobel.

Hvordan vil du beskrive Kathrine som person?

– Hun er karrierekvinde, men drømmer også om noget andet end arbejdet. I sin relation til kæresten Alice står hun for lys, liv, nærhed og sårbarhed. Men hun er faldet for Alice, der følelsesmæssigt i høj grad er som en lukket bog. I mit portræt af Kathrine forsøger jeg at skildre en kvinde, der er opsat på at tale om tingene, rykke nærmere og lægge planer. Jeg bruger blandt andet mit kropssprog, min mimik og tonen i min stemme til at vise åbenheden.

Hvad er forskellen på at spille dramaer og komedier?

– I begge tilfælde bruger jeg sider af mig selv som person, men i et drama er jeg mere blottet, og publikum får lov til at komme dybere ind i mig. Komiske roller er i højere grad leg. Det er sværere at spille komedie på en dårlig dag, men her har jeg til gengæld noget at gemme mig bag, fordi jeg billedligt talt tager en maske på, når jeg spiller komedie. Ubevidst går jeg nok lidt mere hudløst til værks, når jeg arbejder med drama.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Sankthansaften oplevede jeg min kollega Michael Slebsager spille koncert i Sydhavnen med reggaebandet Carl Makungo Collective. Det var deres største koncert til dato, og de skabte en sand fest. Der var liv og glade dage, og fællesskabsfølelsen blandt de tilstedeværende var stor.

Hvornår har du sidst grinet?

– Denne sommer har jeg medvirket i en teaterudgave af ”Emil fra Lønneberg” på Frilandsmuseet. Der er meget leg i det, og det er for mig noget af det sjoveste ved skuespillerjobbet, når tingene foregår i sådan en atmosfære. Mine skønne kolleger har dagligt gjort en dyd ud af at få hinanden til at grine og more sig. Og så er det selvfølgelig altid morsomt, når jeg gør min entré på det rette stikord, men med de forkerte replikker og med forkerte rekvisitter i hænderne. Det skete dog heldigvis under en af prøverne.

Hvornår er du sidst blevet rørt?

– Det bliver jeg nemt. For nylig til sommerfesten på min søns skole skulle hver klasse optræde med en sang. Min søns klasse leverede et bidrag i den uhyggelige afdeling, men det forhindrede ikke, at jeg sad og kæmpede med at holde vandet i øjnene tilbage. Det samme sker, når vi sidder bænket foran skærmen og ser børnenes MGP. Når børnene stiller sig frem og synger følsomme og seje sange om venskaber og kærlighed, løber det ned af kinderne på mig.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Da jeg var færdig med teaterskolen i 2011, lavede jeg og to medstuderende et afgangsprojekt, som var en lille klovneforestilling med titlen ”Uno.Dos.Tres”. Tempoet var langsomt og stemningen naiv, og forestillingen var båret af et barnligt blik på verden. Det står stadig for mig som noget helt særligt, og jeg drømmer om at lave sådan en forestilling igen. Kommercielt var det slet ikke et højdepunkt, for publikum var vores lærere, medstuderende, familie og venner. Men personligt og kunstnerisk har det en helt særlig plads for mig. Det var ikke en eksamen, og fraværet af bedømmelse gjorde, at vi udviklede os mere som skuespillere.