Lotte synger i 'Demenskoret': Man får da ikke Alzheimers som 58-årig?

Hvis man ville have tingene gjort, skulle man gå til Lotte.

I årenes løb har Lotte Dalholm fra Farum haft mange titler: kone, mor, mormor og farmor, kontormedarbejder, hundeopdrætter og sikkert mange flere.

Hun var den mor, der havde styr på alt, også børnenes avisruter. Hun havde fuldtidsarbejde som sekretær i en pensionskasse, hvor hun sørgede for, at folk fik tildelt deres lejligheder, præcis som reglementet sagde, det skulle foregå.

Men desværre er der ikke et reglement for, hvordan livet skal behandle et menneske. For tre år siden fik Lotte at vide, at hun har Alzheimers. Det er en hjernesygdom, der betyder, at hun gradvis vil miste sin hukommelse, sin evne til at huske ord og gradvist også miste sin personlighed.

Det er en tung diagnose at få, når man kun er 59 år og har så mange planer for resten af livet. De første dage græd hun, så fattede hun sig og tog en beslutning: Hun ville bruge sine kræfter på at fortælle andre mennesker om sygdommen, så livet kunne blive lettere både for den syge og deres pårørende, ja, faktisk for os alle sammen.

Derfor kan lige man nu se Lotte synge for fuld hals i programmet ”Demenskoret” på DR, og ser man nøje efter, kan man se, at hun også har en diskret tatovering på venstre håndled.

Det er den første og sidste tatovering i Lottes liv. Den forestiller demenssymbolet, for som hun siger: ”Hvis jeg pludselig render i cirkler ude på vejen, kan andre mennesker se, at jeg er dement, fordi de kender symbolet”.

Så praktisk er hun, og så meget sort humor har hun, men et er sikkert: Lotte giver ikke op og gemmer sig væk. Hver dag skal være en god dag, og den måde at opleve livet på har hun givet videre til sin familie og måske især hendes datter, Rikke, der blev meget ulykkelig, da hun hørte, at hendes mor var syg.

– Det første, jeg sagde, da min mor fortalte mig, at hun var syg, det var: ”Så glemmer du, hvem jeg er”. Det var dét, jeg tænkte, og jeg ved også, at det vil ske.

– Jeg er selv mor til to små børn, gift og arbejder som pædagog. Jeg er voksen, men jeg har stadig brug for min mor. Min mor er mit livsvidne, og når hendes hukommelse forsvinder, er jeg den eneste, der husker vores fælles minder, siger Rikke.

Hendes mor tager ordet.

– Jeg kommer til at miste hukommelsen, men jeg er her lige nu, siger Lotte bestemt og ser på sin datter. Lotte er stærk, for det er man nødt til at være, når man har børn, også selv om de er voksne. Hun vil helst have styr på det hele, og det har ikke ændret sig, men Jette har ændret sig. Hun kan ikke længere have ti bolde i luften samtidig, hun kan heller ikke længere have mange mennesker og larm omkring sig. Hun bliver hurtigere træt, men hun er stadig den mor og mormor, som Rikke og børnebørnene elsker. Gradvist mister hun overblikket, men det er svært, når man altid har været den, der tog sig af det hele. Det var også Lotte selv, der insisterede på, at der var noget galt med hendes hukommelse, da hun pludselig syntes, at hun glemte mange ting.

Diagnosen

– Jeg havde arbejdet med boligudlejning i rigtig mange år. Jeg kunne lide arbejdet, og jeg havde været ansat i det samme firma siden 1996. Den 1. januar 2019 blev mine opgaver flyttet over i et andet firma, og jeg fulgte med. Der var kun brug for mig indtil udgangen af året, så jeg blev fritstillet i december 2019. Nu var jeg ledig for første gang i mit liv, og jeg tog imod et tilbud om et Excel-kursus, for jeg har altid været glad for at lære nye ting. Men jeg kunne ikke finde ud af det. Eller ”finde ud af ”er måske ikke de rette ord. Da den første dag var gået, kunne jeg INTET huske fra kurset. Jeg begyndte på bar bund igen næste dag, og sådan fortsatte det. Det bekymrede mig, og jeg gik til lægen, for jeg mente, der måtte være noget galt med mig. Jeg har haft en stofskiftesygdom i mange år, og jeg tænkte, det måske var den, der gav mig problemer med hukommelsen. Men undersøgelserne viste, at jeg havde et fint stofskifte, og lægen slog det hen. Jeg var sikkert bare lidt stresset.

Men det syntes Lotte ikke. hun var. Hun syntes, der var flere ting, hun ikke kunne huske. Hun tænkte ikke, hun var blevet dement, for det var jo en sygdom, der kun ramte gamle mennesker. Omsider gav lægen hende en henvisning til Demensklinikken.

– Det varede længe, inden jeg blev indkaldt. De havde faktisk glemt mig, siger hun med et grin, for hvad skal man tro om en demensklinik, der glemmer at indkalde patienter? Men i 2021 kom Lotte endelig til og blev testet.

– Resultatet af prøverne var, at jeg havde Alzheimers. Det var endnu i let grad, men det gik kun en vej, sagde de. Jeg gik hjem, nærmest i chok, og både min mand og mine børn fik også et chok, for man får da ikke Alzheimers, når man kun er 58 år? Men det kan man altså få.

Stolt af mor

– Jeg græd, og min familie græd. Jeg tænkte meget over, at mine børn måske skulle miste mig inden for kort tid, eller at de ville i hvert fald miste den mor, jeg plejede at være. Derfor besluttede jeg, at fra nu ville jeg gøre alt for at holde mig i gang, så min hjerne ikke forsvandt alt for hurtigt, siger Lotte.

Hun siger selv, at hun vil leve et liv i overhalingsbanen, og det lykkes meget godt. Hun passer tit og gerne børnebørn, hun går til zumba og træning, og hun er aktiv i forskellige foreninger, der har med demens og Alzheimers at gøre.

Det var også hende, der en dag så, at Danmarks Radio ville lave et demenskor, der skulle optræde ved en koncert. De søgte deltagere med demens og deres pårørende. Lotte og Rikke meldte sig straks til.

– Ingen af os havde sunget i kor før, men jeg ville gerne være med for at støtte min mor, og fordi jeg gerne vil opleve så meget som muligt sammen med hende. På det tidspunkt var jeg på barselsorlov med vores yngste datter, Sofine, så hun har også været med til kor, siger Rikke og fortsætter:

– Før min mor fik Alzheimers, har jeg altid tænkt, at det var en sygdom, der kun ramte gamle mennesker. Nu mødte jeg mange forskellige mennesker i alle aldre og i alle stadier af sygdommen. Jeg har været så bange for at miste min mor, men jeg har jo set nu, hvordan man også kan leve med sygdommen, og jeg har set, hvor hårdt min mor kæmper. Min mor har lært mig meget, hun har nu også lært mig at leve i nuet, at glædes over alle de ting, vi gør sammen og de ting, hun gør alene. Jeg er stolt af hende.