I 1963 kom jeg til verden som mine forældres tredje og sidste barn. I forvejen bestod familien af min ældste storebror, Erik, på dengang fire år og Knud, som kun var ét år gammel ved min fødsel.
Udadtil virkede vores familie velfungerende, men tidligt indså jeg, at det var på bekostning af min mor. Min far havde to sider, for i andres selskab var han en engel, og hjemme kunne han være en djævel.
Folk omkring os opfattede ham som sjov, snakkesalig, glad og altid med en vits i ærmet. Derhjemme var han en dominerende tyran, og jeg blev gerne afstraffet både fysisk og psykisk.
Min fars øjne var tit vrede, og derfor var jeg bange for at kigge på ham. Hvis han skældte mig ud, og jeg kiggede væk, fik jeg tæsk, fordi jeg ikke skulle være så fræk at ignorere ham. Hvis jeg så på ham, fik jeg også slag, for jeg skulle ikke stirre på ham på den måde.
Under min opvækst truede han jævnligt med at låse mig inde i garagen og ringe efter politiet, så de kunne hente mig og køre mig til et børnehjem, for han ville i hvert fald ikke have mig længere.
Indlysende nok var det en skrækindjagende trussel, og jeg oplevede flere gange at blive låst inde i garagen i tidsrum fra fem til 20 minutter. Derefter lukkede min mor mig ud.
Min mor var mild og god, og hun og jeg havde et nært, fortroligt forhold. Jeg var mors pige, men det var altid min far, der bestemte, hvordan atmos-færen og alt andet skulle være derhjemme.
Han var mekaniker og havde som 45-årig etableret sit eget lille værksted. Min mor, der var uddannet tandlægeklinikassistent, blev ansat som regnskabsassistent. Dog førte min far dobbelt kontrol med regnskaberne, for han mente ikke, hun gjorde det godt nok.
I barndommen blev min ældste storebror, Erik, og jeg meget tætte, mens det var sværere at være ven med Knud. Han havde en vanskelig psyke og var født vred, men besynderligt nok var vores far i stand til at vise overbærenhed med Knud, mens der aldrig blev taget med fløjls-handsker på, når det kom til Erik og mig.
De fleste mennesker omkring os fik en omgang med grovfilen, når de ikke var til stede. Folk med bare antydningen af en længerevarende uddannelse fik min far til at se rødt. Dem kaldte han for pralerøve.
Selv min mors uddannelse som klinikassistent kunne komme hende til skade. Hvis samtalen faldt på emner, der relaterede sig til tænder og mundhule, kom hun sommetider til at bruge de latinske betegnelser. Så blev min far vred og råbte, at hun ikke skulle nedgøre ham ved at snakke fremmedsprog. Hun tav og hviskede bagefter til mig, at hun blot ønskede husfred.
Tidligt begyndte jeg at fantasere om at flytte hjemmefra, for det var tungt for mig at se min fars vrede og humørsvingninger gå ud over min mor. Når de blev inviteret ud til gilde, optrådte han som den glade festabe, men hvis han blev fuld, hvilket han gerne blev, var han efterfølgende grov og nedgørende over for min mor. Han kaldte hende for sprogets værste gloser og ville altid skilles fra hende efter fester.
Som stor pige sagde jeg efter en særligt grov episode til min mor, at hun ikke skulle finde sig i det, men hun reagerede blot ved at trykke min hånd og sige, at det sikkert snart gik i sig selv igen.
Det gjorde det også, men ikke før min far iskoldt havde overset hende og været tavs over for hende i dagevis. Andre gange kørte han hjemmefra og blev væk i flere dage. Han overnattede i en campingvogn eller i et kolonihavehus.
Deres fælles økonomi styrede han ene og alene, selv om min mor var både sparsommelig og nøjsom. Da hun på et tidspunkt ytrede ønske om at få sin egen konto, blev han stiktosset.
– Det har du overhovedet ikke forstand på! afgjorde han rasende.
Nogle gange var det, som om han bevidst forsøgte at gøre livet surt for hende. Engang blev det diskuteret, om vi skulle have hund derhjemme eller ej. Vores far var for, mens vores mor var imod, for hun stod for rengøringen.
Alligevel anskaffede han sig en kæmpestor sanktbernhardshund, som fældede og slæbte jord med ind i huset. Min mor sagde jævnligt til mig, at det var hårdt med den hund, men min far turde hun aldrig sige det til.
Da hunden efter mange år blev syg og skulle aflives, måtte hun køre til dyrlæge med den helt alene. Min far var for ked af det til at gøre det …
Da var jeg for længst flyttet hjemmefra, for i en alder af 16 år blev jeg ung pige i huset hos en familie, der gav mig både varme og omsorg. Jeg var hos dem i halvandet år og lærte alt om madlavning, rengøring, husholdning, fornuftig opdragelse og uddannelse, som jeg siden har trukket på hele mit voksenliv.
Da jeg flyttede fra dem, begyndte jeg at læse pædagogik, og jeg har nu i en årrække været skoleleder. Jeg blev ved og ved med at læse og uddanne mig på studier og kurser, lige indtil min underviser på psykologistudiet en dag sagde til mig:
– Ingrid, hvornår synes du selv, at du er god nok?
Jeg var 44 år dengang, fuldtidsarbejdende, gift og mor til nogle skønne, halvstore børn, og den dag besluttede jeg mig for, at jeg var færdiguddannet.
Erik tog hele to uddannelser, og i dag er han selvstændig med en god forretning. Han og jeg har haft held til at bevare vores gode, tætte forhold. Vores to familier har ofte været på ferie sammen, og vi ses til fødselsdage og fejrer altid jul sammen.
Knud derimod var gennem en stribe mere eller mindre mislykkede ansættelser, før han fik tilkendt førtidspension med baggrund i sine psykiske problemer. På mange måder opfører han sig lige så dominerende og selvhævdende som vores far, men desværre digter han også løgnehistorier om Erik og mig.
Blandt andet har han fortalt andre, at jeg lyver om at have kompetencer og uddannelser, jeg slet ikke har, og som jeg i øvrigt heller aldrig har påstået at have.
I 2012 blev det for broget for mig, og jeg bestemte mig for, at jeg ikke længere ville være i Knuds selskab. Jeg var simpelthen nødt til at beskytte mig selv og mit gode liv med min mand og vores nu voksne børn.
Jeg ved, at det var en stor sorg for min mor, at jeg trak mig fra Knud, men samtidig forstod hun mig godt. Vi blev enige om ikke at tale om Knud, når vi var sammen, og jeg lovede, at jeg aldrig ville forårsage ballade ved vores heldigvis relativt få familiesammenkomster.
Når vi mødtes, hilste jeg altid på Knud på samme måde som på de andre gæster. Dog valgte han nogle gange at slå min høfligt fremstrakte hånd væk, hvilket mange i selskabet så. Men jeg tog det roligt og tænkte, at nu viste han blot selskabet sit sande jeg.
Sådan var situationen, indtil min mor blev alvorligt syg og indlagt i fjor. Erik og jeg var meget hos hende på sygehuset for at hjælpe og støtte. I den forbindelse meldte Knud sig ikke på banen.
Da hun blev udskrevet, tilbragte både Erik og jeg meget tid i vores forældres hjem for at hjælpe med mad, medicin og etablering af hjemmepleje. Knud var også tit til stede, men han nøjedes med at kritisere os for at være geskæftige.
En dag begyndte min far at anklage mig for at blande mig i mine forældres liv, og han sagde, at han ikke ønskede min hjælp mere.
– Det er mor, jeg hjælper, og det vil jeg gøre, så længe hun ønsker det, svarede jeg med en fast stemmeføring og bevidst om, at jeg for første gang trodsede min far.
Situationen eskalerede, og min mor blev frygtelig oprevet og sagde til min far, at hun også havde en mening. Så slog han så hårdt i bordet, at kaffekopperne væltede, og jeg kunne tydeligt se på min mor, at hun blev bange.
Min far sagde derefter, at han godt kunne forstå, hvorfor Knud hadede mig. Jeg bad ham om ikke at blande Knud ind i det, men min far gentog blot sine ord:
– Jeg kan godt forstå, at Knud hader dig.
Det blev den sidste dråbe for mig, og med et var det, som om min hjerne eksploderede. Jeg gav ham ren besked om, hvordan han altid havde domineret og tyranniseret os alle, men især vores mor, og om hvordan han altid havde bagtalt os børn overfor hinanden og prøvet at skabe splid mellem os.
Rasende forlangte han, at jeg forlod deres hjem, og jeg svarede, at han ikke behøvede at smide mig ud.
– Den ære skal du ikke have. Jeg går af mig selv, og jeg vil ikke have mere med dig at gøre, sagde jeg, og så gik jeg.
Månederne derefter har været mærkelige for mig. Tanken om min mor gør mig ked af det, for hun er frustreret over det brud, der skete den dag. Jeg ringer til hende mindst et par gange om ugen og sender beskeder.
Jeg har også hentet hende nogle gange, og så er vi kørt hjem til mig eller er taget på café. Erik har også støttet os i at ses ved at give os nøglen til sit sommerhus, og så har vi hygget os sammen der. Alligevel er det trist, at det skal være sådan.
Kolleger og venner af min mand og mig har spurgt, om jeg ikke bare burde bære over med min far, for han er jo en gammel mand og forstår måske ikke, hvad der bliver sagt. Men jeg ved, at han hverken er dement eller ude af stand til at opfatte situationer korrekt. Han er bare, som han altid har været.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com
Jeg har prøvet at grave gode minder om min far frem, men selv ros fra hans side havde et nedgørende element, og mit stærkeste minde om ham er at have ondt i maven i hans nærhed.
Erik besøger stadig vores forældre, og for nylig forsøgte vores far at bilde Erik ind, at jeg havde vrisset af ham og spyttet efter ham. Det troede Erik selvfølgelig ikke på. Hvis ikke det var så sørgeligt, ville det næsten have været morsomt.
Hvis jeg skal sammenfatte mine følelser, må det munde ud i, at jeg ikke har fortrudt at sige fra over for min far. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke havde den indre styrke til at sige fra for mange år siden.