Lige fra hjertet: At gemme det bedste til sidst

Som barn elskede jeg at gå på opdagelse i min mors klædeskab og i skufferne under hendes sminkebord. Noget af spændingen kom sig af, at det var forbudt, men for en lille pige var det også et uimodståeligt skatkammer af tøj, tasker og tørklæder.

Jeg klaprede rundt i hendes højhælede sko, når hun talte i telefon i stuen, og jeg elskede hendes glatte silketørklæder. De var inddelt i kategorier.

Dem til hverdagsbrug hang på bøjler i skabet, mens de pæneste, som kun var til særlige lejligheder, lå sirligt foldet sammen i en æske. Der var endda et enkelt med kolibrier, som var så fint, at hun slet ikke havde haft det på endnu.

I mine øjne var hun den smukkeste og mest elegante kvinde, langt pænere end de andre damer på vejen. Det var ikke, fordi hun havde en specielt omfattende garderobe, men jeg fornemmede, at der var noget særligt over det, hun havde.

Når jeg syntes, at hun var så fin, skyldtes det nok også, at hun var omhyggelig med sit udseende, og at hun levede efter en regel om, at hvad der var værd at gøre, var værd at gøre ordentligt. Læbestiften blev frisket op efter hvert måltid, og hendes korte page sad upåklageligt, uanset om hun skulle ud eller skrællede kartofler.

En harmonisk opvæskt

Vores hjem var traditionelt i den forstand, at det var vores mor, der sørgede for min bror og mig og de huslige pligter, mens min far arbejdede mange timer hver dag. Vi manglede ikke noget. Der var nybagt rugbrød og boller i brødkassen, og der stod en varm middag på bordet hver aften på slaget 18.

Det var en god og harmonisk opvækst, men som ung teenager begyndte det at irritere mig, at hun var så driftssikker og forudsigelig. Ja, det var nærmest pinligt uinspirerende, og jeg syntes pludselig, at hun så vældig kedelig ud med sin kontrollerede page.

Andre voksne kvinder havde enten permanentede krøller eller naturlige frisurer, hvor håret faldt, som det ville. Der var intet rebelsk over hende og hendes gammeldags mådehold, og det var ved at drive mig til vanvid, at hun altid gemte det bedste til sidst.

Det gjaldt også aftensmaden. Om vi så fik frikadeller, grydestegt kylling eller rejecocktails i høje glas. Den sidste bid på hendes tallerken bestod af nøje udvalgte elementer, og hun arrangerede det saftigste stykke kylling eller den største reje på gaflen til slut og nød den til fulde.

I weekenden spiste hun uden om sine favoritbolsjer og yndlingsslikket, indtil der kun var det i posen. Hver eftermiddag satte hun sig ved det ovale bord i køkkenet for at føre husholdsregnskab, og jeg rullede med øjnene over, hvordan hun nidkært tjekkede boner og gemte kvitteringer.

Der var heller ikke meget spræl over hendes gaveønsker. Til jul og fødselsdag bad hun om en bodylotion af et bestemt mærke, den samme læbestift fra Elizabeth Arden, nylonstrømper og en håndcreme.

Hun var nænsom med sit tøj

På særlige mærkedage flottede min far sig og gav hende et par dyrere strømper eller et smykke, og han købte en silkebluse til hendes 40-års fødselsdag, som hun i smug havde beundret i et butiksvindue. Min mor blev så glad for den, at hun fik tårer i øjnene, og min far opfordrede hende til at tage den på til et marked på engen samme weekend.

Det ville hun ikke, og den hang på en bøjle i hendes skab i halvandet år, inden den endelig blev luftet til et bryllup. Straks efter festen blev den nænsomt vasket og strøget og kom tilbage på bøjlen.

Min trodsige teenagemodvilje mod hendes forudsigelighed aftog stille og roligt, og jeg begyndte i stedet at sætte pris på hendes værdier. Der var en tryghed i, at der altid var kiksekage i køleskabet og boller i brødkassen, når jeg kom hjem efter en dum dag, og hun gav mig endda lov til at låne silketørklæderne i skabet.

Blandt mine veninder var hun også populær på grund af kiksekagen og den varme kakao i kasserollen, men lige så meget grundet sit rolige væsen. De gav ofte udtryk for, at jeg havde vundet i lotteriet, og det var jeg enig med dem i.

Der var efterhånden ikke længere nogen grund til, at hun blev hjemme for at passe os børn, og hun begyndte i en deltidsstilling på et postkontor. Den ekstra indtægt betød, at vi kunne få en ny støvsuger og et klippekort til svømmehallen.

Vi opfordrede min mor til, at hun skulle købe noget til sig selv. Der var et par honningfarvede handsker i lammeskind, som hun havde kigget på længe, og hun lagde lidt til side hver måned og havde endelig nok. Jeg var med, da hun købte dem i butikken, og hun løftede handskerne op af silkepapiret, som var det kronjuvelerne.

– Hvad skal du spare sammen til næste gang? spurgte jeg.

– Fremover sætter vi halvdelen af min løn ind på en særlig rejsekonto, svarede hun højtideligt. – Hvis vi er heldige, er der nok til, at din far og jeg kan vandre i Spanien og sejle på de norske fjorde, når vi går på pension.

De behøvede ikke at vente så længe, men min mor elskede at have noget at se frem til, og det skulle være den helt store tur, når det endelig skulle være.

Min bror havde ikke samme selvbeherskelse

Jeg blev ikke længere irriteret over hendes særheder. Faktisk havde jeg taget flere af dem til mig. Der var vitterligt en sær tilfredsstillelse i at gemme de fyldte chokolader med nougat til sidst, og jeg havde nærmest ondt af min bror over, at han ikke besad samme selvbeherskelse. Der var også en sandhed i, at det betalte sig at gøre sig umage, og det gjaldt både i forhold til lektier, venskaber, fritidsjob og håndarbejde.

Min mor hjalp mig med at lægge et realistisk budget, da jeg blev ansat som elev i en hobbybutik i et indkøbscenter. Jeg takkede ja til at leje et værelse i nærheden. Det var et pænt sted til en rimelig pris, men det var vigtigt for mig, at jeg stadig kunne lægge en smule til side hver måned, selv om jeg var på elevløn.

Det betød, at der ikke var plads til sjov og ballade, og jeg tilbragte ofte lørdag aften hjemme hos mine forældre, mens mine veninder og de andre elever i centret hørte ny musik på de forskellige spillesteder. Om mandagen udbredte de sig om weekendens eskapader. De indebar som regel en anseelig mængde alkohol, svigtende hukommelse og en søndag på langs med dundrede hovedpine. Det gjorde mig sjældent særlig misundelig, og jeg tænkte, at jeg havde brugt tiden bedre ved min mors symaskine.

Min elevtid sluttede, og jeg var så heldig, at jeg blev tilbudt en fast stilling i butikken. Det fejrede jeg ved at købe et par særlige støvletter i cognacfarvet ruskind, som jeg havde sparet sammen til. De blev i skotøjs-æsken, for de skulle kun bruges ved særlige lejligheder, men jeg tog dem tit frem for at indsnuse duften.

Et par uger efter betjente jeg en ung mand, som skulle købe kulørt karton. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om pappet, for han havde det dejligste smil og de rareste øjne.

Næste eftermiddag kom han forbi igen efter mere pap, men han fik også fremstammet, at han skulle mødes med nogle venner på et spillested senere, og han spurgte, om jeg ville med. Det ville jeg gerne. Godt nok havde jeg en aftale med mig selv om, at den slags udskejelser var spild af min sparsomme løn, men Henrik var en undtagelse værd, og vi blev snart et fast par.

Min opsparing talte sit eget sprog

Nogle år senere begyndte vi at kigge på huse. Hans løn var højere end min, og han var et par år ældre. Alligevel kunne min opsparing måle sig med hans. Det gjorde mig stolt, og det var også en fordel, at vi fremstod ansvarlige, da vi skulle til møde i banken om et lån.

Vi købte et lille hus lidt uden for byen, vi blev gift og fik vores første barn. Der var ikke råd til, at jeg kunne være hjemmegående, men da jeg kom tilbage fra min anden barsel med lillebror, blev der en deltidsstilling ledig.

Mine forældre kom forbi på en af mine halve fridage. Det var tydeligt, at min far var berørt, og min mor gav hans hånd et klem og fortalte, at hun var alvorligt syg. Der var ikke så meget at gøre. I samråd med lægerne havde hun valgt at takke nej til en operation, for det var tvivlsomt, om den ville gøre noget godt, og hun ville hellere udnytte den tid, hun havde tilbage.

Det måtte vi acceptere, og familien stimlede sammen om hende og ærede hendes ønske. Min mor havde længe drømt om at gå Caminoen, men det havde de udskudt, ligesom de også ville vente med krydstogtet til de norske fjorde. I stedet arrangerede vi mere overskuelige udflugter som en sælsafari på Fanø og en tur til Nysted med en middag på en fiskerestaurant.

Desserten tog vi på havnen, og hele familien sad på rad og række på den vejrbidte mole med gammeldags isvafler. Min mor studerede os med en intensitet, som om hun tog mentale billeder, og hun virkede så rørt og stolt, at det gav mig en klump i halsen.

Jeg lærte at prioritere drømme

I virkeligheden havde hun fortjent så meget mere, men den næste melding fra sygehuset gjorde det klart, at hun hverken kunne klare pilgrimsruten eller andre udlandsrejser. De fleste dage var hun for skidt til at forlade huset, og hun fik efter eget ønske plads på et hospice.

Jeg besøgte hende hver dag. Tit holdt jeg bare hendes hånd, og mens hun blundede, sad jeg og prøvede at sætte ord på, hvor højt jeg elskede hende. Vi talte også om begravelsen. Det var ikke rart, men det var nødvendigt, og jeg skulle blandt andet vide, hvad hun ville have på.

– Hvad med den silkebluse du fik af far, da du fyldte 40? spurgte jeg. – Eller tørklædet med kolibrierne?

Det var tydeligt, at min mor kviede sig ved forslagene.

– Nej, de er for gode til bare at komme ned i en kiste, sagde hun.

– Det er du også, mumlede jeg stille.

Min mor blev begravet på en smuk forårsdag. I kirken sad jeg og tænkte på alt det gode, jeg kan takke hende for, men der er dog også et par ting, jeg vil gøre anderledes.

Jeg vil hellere slide mine ruskindsstøvletter op, end jeg vil efterlade dem uden en skramme, og jeg vil prioritere, at vi får ført nogle af vores drømme ud i livet, mens tid er. Der er ikke noget galt med at gemme det bedste til sidst. Vi skal bare sørge for, at vi også når det.