Jeg er en moden dame på 71, som føler mig godt og grundig snydt. Jeg har boet til leje i et lille parcelhus i godt 12 år, men besluttede i sommers at flytte, så jeg kunne bo tættere på mine to børnebørn.
Indskuddet i parcelhuset var 30.000 kroner, som udlejeren sagde, at jeg ville få tilbage, når jeg flyttede, hvis huset var i pæn stand. Det stod også i kontrakten. Men nu siger udlejer, at jeg ikke kan få en krone tilbage, fordi han er nødt til både at tapetsere og male, efter at jeg er flyttet ud. Det forstår jeg ikke, for væggene ser pæne ud.
Jeg skal skyde 24.000 kroner ind i min nye lejebolig, men dem har jeg ikke, så derfor vil jeg høre, om du ved, hvor jeg kan gå hen for at få hjælp til at få mit gamle depositum tilbage? Og kan kommunen hjælpe mig, hvis ikke det lykkes, og hvis banken ikke vil låne mig penge?
Hilsen den rådvilde
Ifølge Videncentret Bolius findes der nogle tommelfingerregler for, hvilken form for vedligehold udlejer med rimelighed kan kræve ved fraflytning.
Efter lejemål på en til 12 måneder er der som regel ikke behov for maling eller andet, når man fraflytter. Efter lejemål på to til fire år vil der næsten altid være behov for at male vægge og lofter. Måske skal gulvet også slibes let. Efter lejemål på fem til seks år og derover (som i dit tilfælde) er reglen, at vægge og lofter skal males, og det skal vurderes, om paneler og gulve også trænger til at blive gjort i stand.
Du må altså regne med, at din udlejer skal bruge af dit depositum for at få lejemålet shinet op.
Du skriver ikke noget om, hvor stor boligen er, men alene det at få malet et helt hus kan hurtigt løbe op i 30.000 kroner. Skulle du selv løbende have fået malet, og dermed være uenig i, at det hele trænger, kan du klage til Huslejenævnet i den kommune, du flytter fra.
Du har mulighed for at søge om hjælp til at betale det nye indskud i kommunen. Du skal søge om det i den kommune, du flytter til.
De bedste hilsner Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk
Kan jeg tvinges til raskmelding?
Min søn er negativ
Hvem skal betale brillerne?
Udlejer tog mit indskud
Fem tip til at få den rette sagsbehandling
Kan jeg blive i min lejebolig?
Må min venindens børn bo hos mig?
Kan min mand få nødkald?