Egentlig var det 21-årige Williams idé, at Familie Journal skulle besøge ham og hans familie i Tornby nord for Hjørring igen. Det er 11 år siden, vi sidst var forbi.
Men da han i efteråret 2024 blev udlært murer på helt almindelige vilkår, gik det op for ham, hvor meget der var sket, siden han fire år gammel fik diagnoserne gennemgribende udviklingsforstyrrelse – en variant af autisme, der også er kendt som GUA – og ADHD.
– Jeg vil gerne inspirere andre unge med udfordringer og fortælle dem, at de godt kan blive til noget, forklarer han.
På linket her kan du læse den artikel, vi skrev om William og hans familie i 2013.
Selve diagnoserne var dog vand i forhold til de bemærkninger, psykiateren dengang knyttede til dem. Williams mor, Tabitha Lindholm Jørgensen, fik nemlig at vide, at hendes søn ikke ville kunne lære at læse og skrive, og at han aldrig ville få venner.
– Det var noget af en mavepuster. Men min mand, Ulrik, og jeg aftalte dengang, at de dystre forudsigelser ikke skulle være en rettesnor for os. Og heldigvis for det. Det havde ikke været et liv, hvis vi bare havde sat os ned og sagt til os selv, at William ikke ville komme videre, fortæller 47-årige Tabitha.
Et år senere begyndte William på Højene Skoles specialafsnit for børn med diagnoser kaldet ”K-klasserne”. Og på hjemmefronten sørgede hans mor for en ekstrem grad af struktur og daglig brug af piktogrammer, der symboliserede den pågældende dags gøremål og aktiviteter.
– Det virkede og gav ham den ro, han havde brug for i hverdagen. Men det blev stadig tydeligere for os, at også hans tre år yngre lillebror, Benjamin, havde særlige udfordringer. Siden han kom i dagpleje, har jeg kæmpet for, at han også skulle udredes. Fra kommunens side var der dog modvilje. Jeg fik at vide, at jeg var alt for ivrig efter at sætte etiketter på Benjamin, og at jeg nok bare skulle lade være med at læse så meget om udviklingsforstyrrelser. Det holdt jeg selvfølgelig af gode grunde ikke op med.
Da Benjamin som 11-årig efter mange års opslidende kamp omsider blev udredt, stod det klart, at han både havde ADHD og en atypisk version af autisme. Efterfølgende har han ydermere fået Tourettes syndrom, hvilket var en uheldig bivirkning af en type medicin, han i en periode fik.
– Da han fik diagnoserne, fik han samtidig lov til at skifte skole og komme i ”K-klasserne” som sin bror, siger Tabitha.
Her bryder 18-årige Benjamin ind i samtalen for med et gavtyvesmil at gøre opmærksom på, at forkortelsen står for ”Kuk-klasserne” – en vits, der er ganske betegnende for hans skæve humor. Også han må i øvrigt siges at klare sig glimrende i dag.
– Jeg har omkring tre år tilbage af min uddannelse som industritekniker. Jeg føler helt klart, jeg er kommet på den rigtige hylde. Det er et fag med mulighed for at opfinde ting selv, så jeg går og tegner på nogle projekter, siger Benjamin, som har fået læreplads i Hirtshals efter at have sat det flottest tænkelige punktum for sine to grundforløb.
– Han sluttede af med et 12-tal. I Hirtshals er de i øvrigt gode til at tackle hans udfordringer, der handler om, at han bliver lidt hurtigere træt end andre. Og hans tics synes de bare, han skal have lov til at have, siger Tabitha.
Hendes indsats for sønnerne har på alle planer vendt op og ned på hendes eget liv, og i dag har hun etableret sig som selvstændig behandler.
– Det begyndte med, at jeg uddannede mig til kraniosakral terapeut. Jeg gjorde det for drengenes skyld. Behandlingen gav dem nemlig ro i systemet, men de brød sig ikke om, at andre rørte ved dem. Siden fik jeg en uddannelse som børnesundhedsvejleder. Det er et bredt fag, der kommer omkring alle aspekter af trivsel, men i min version handler det især om kost, ernæring og vitaminer. Jeg lavede selv i sin tid familiens kost grundlæggende om, da det viste sig, at William lige som mange andre autister ikke kunne tåle hvede. Ved årsskiftet afsluttede jeg en tredje uddannelse, nemlig som vejrtrækningstræner, siger Tabitha, der i sin klinik på hjemadressen hjælper patienter i alle aldre med både psykiske og fysiske skavanker.
Alt imens har hendes jævnaldrende ægtemand passet sit job i det, der i dag hedder Nordlys, hvor han blandt andet lægger fibernet ind hos kunder.
Han har dog også gjort sit til, at ældstesønnen har kunnet tage sit første skridt i retning af at flytte hjemmefra.
– Vores hus er i sig selv ikke så stort, og drengene har i mange år delt værelse. Det var dog ikke hensigtsmæssigt i forhold til deres respektive vanskeligheder. William har i den grad brug for ro og struktur, og så er det svært at sove i samme rum som en bror, der har tourettes og ADHD og jævnligt frembringer ufrivillige lyde. Derfor har jeg brugt et år af min fritid til at bygge et anneks, som William nu er flyttet ind i. Han har selv været med til at sætte bygningens fundament, som dermed blev hans første murerarbejde, fortæller Ulrik.
I dag, hvor drengene er blevet voksne, er piktogrammerne droppet i familielivet, men på udvalgte steder i hjemmet kan man spotte små diskrete klistermærker med påmindelser om f.eks. at huske nøgler, buskort eller hovedtelefoner.
– De små beskeder gør nytte, og de springer ikke i øjnene, når William og Benjamin har kammerater på besøg, siger Tabitha.
Også golden retrieverne Snuffie og Eigil er på sin vis en rest af noget, der engang var et uundværligt hjælpemiddel for drengene.
– I sin tid anskaffede vi os en servicehund, fordi det gav William ro og tryghed at kunne nusse hunden i anspændte og opkørte situationer. I dag har vi udelukkende hunde for hyggens skyld, men de er stadig af samme race, fortæller Tabitha, som i det hele taget er lykkelig for, at hun og Ulrik ikke lod sig slå ud af fagkundskabens triste spådomme, men i stedet valgte at tage kampen op.
– Da William var 10 år, kunne han læse ”De 5”-bøger og var fuldt og helt på niveau med sine jævnaldrende, når det kom til færdigheder i dansk. Og med hensyn til hans sociale evner synes jeg, det siger alt, at han under sit grundforløb som murer blev valgt som ”klassens kammerat” ved en afstemning blandt 27 elever, fortæller en stolt Tabitha Lindholm Jørgensen.