En læser fortæller: Jeg nærede falsk mistanke til min søn

Jeg satte mig alene ind på den forreste række i kirken. Det var Sørens, min ældste søns, bryllupsdag. Han stod allerede klar oppe ved alteret i sit stiveste puds med en nervøs svedperle løbende ned ad panden, mens han ventede på sin brud, Kamilla.

På bænkerækken ved siden af min sad hele hendes familie samlet, bortset fra hendes far, der skulle føre hende op. Jeg ventede derimod med en knude i maven på, at min yngste søn, Thomas, skulle nå at indfinde sig, inden dørene blev lukkede, og vielsen gik i gang.

Det ville ikke være første gang, jeg ventede forgæves på ham. Der havde været mange øjeblikke, hvor håbet og frygten balancerede på en knivsæg, men nu var det over et halvt år siden, Thomas var kommet ud af sit hash- og kokainmisbrug.

Selv om han siden havde kæmpet bravt for, at vi andre genvandt tilliden til ham, var i dag helt afgørende. Hvis Thomas ikke dukkede op til Sørens bryllup, var der ikke længere håb for en broderlig forsoning.

Jeg skævede nervøst ned mod dørene og så hen på Kamillas nærmeste familie, som var langt mere konservativt klædt end mig. Kamillas forældre havde både betalt for og hjulpet med at arrangere hele brylluppet efter alle kunstens regler.

Der var ingen tvivl om, at de allerede havde taget min ældste søn til sig som en del af deres familie. I de par år, han og Kamilla havde haft os forældre præsenteret for hinanden, havde de altid rost Søren for at være en mønsterbryder, mens jeg samtidig fornemmede, at de tog en mere tavs afstand til mig.

Én ting var i hvert fald sikkert: Søren kom fra en helt anden familie end deres. De var langt mere sammentømrede og traditionsbundne. Mine drenges far var allerede forsvundet ud af billedet, da de var helt små, og lige siden havde jeg været alene med dem.

Selv om jeg havde bestræbt mig på, at mine drenge ikke skulle mangle noget, havde de selvfølgelig savnet en far i deres liv. Med min ene løn som kontorassistent havde jeg heller ikke haft økonomisk overskud til at opfylde alle deres materielle ønsker.

Til gengæld havde mine drenge altid haft et stærkt bånd til hinanden, og som mor havde jeg også altid støttet dem i det, de hver især ville med deres liv, som meget ofte ikke var det samme.

Mens Søren gjorde karriere inden for den private finanssektor, uddannede Thomas sig til tømrer. Desværre røg han samtidig ud i et større og større stofmisbrug, indtil han både mistede sin læreplads og overblikket over resten af sit liv, som i de næste år kun handlede om at skaffe penge til stoffer. Nu, hvor Thomas var 26 år og så småt havde styr på sit liv igen, skulle båndet mellem ham og Søren også repareres.

Ligeledes var det første gang, Thomas deltog i en større familiebegivenhed og skulle præsenteres for Sørens svigerfamilie. Jeg kunne næsten ikke få vejret ved tanken om, at Thomas måske havde sovet over sig eller endnu værre var faldet i igen. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig det værste, for det havde jeg efterhånden vænnet mig til. Det havde taget så lang tid for ham at komme ud af sit misbrug, at det mindste tegn på ustabilitet overvældede mig med angst og skrækscenarier.

Men så ... fik jeg gudskelov øje på Thomas.

– Trafik, hviskede han forpustet og gav mig et knus, inden han satte sig ind ved siden af mig på bænken.

Jeg lod, som om jeg ikke var nået at blive nervøs, men da jeg fik øjenkontakt med Søren, mødte jeg imidlertid den samme afgrundsdybe lettelse i hans blik. Dernæst mærkede jeg tårerne prikke bag mine øjenlåg.

Sørens svigerfamilie sendte derimod Thomas misbilligende blikke på grund af hans påklædning. Hvor Søren var i habit og slips, kom Thomas i sine bedste jeans og iført en nystrøget, storblomstret skjorte. Som om det i sig selv burde betyde noget som helst.

Alligevel kunne jeg ikke helt undgå at mærke spændingerne mellem os, indtil Kamilla kom ned ad kirkegulvet i den smukkeste hvide brudekjole med langt slæb og med sin far under armen. Herefter fokuserede jeg på hende og Søren, der havde fundet deres livs store kærlighed i hinanden.

Efter vielsen kørte vi mod strandhotellet, hvor festen blev holdt. Selv om jeg stadig burde være fuldstændig opslugt af glæde, kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvordan Kamillas familie reagerede, da Søren med armen lagt om Thomas’ skulder præsenterede sin lillebror for dem. Thomas forsøgte virkelig at komme i kontakt med dem, men de tog tydeligvis kølig afstand til ham.

Til gengæld blev de ved med at følge ham med blikket bagefter, som om han kunne finde på at løbe med sølvtøjet, inden middagen blev serveret. Med en underliggende nervøsitet for, at noget ville ende med at gå helt galt, gik jeg selv rundt og hilste og småsnakkede med alle gæsterne, men også med en fornemmelse af, at Kamillas forældre holdt øje med mig.

Som aftenen skred frem, løsnede alle gæsterne mere op i takt med, at alkoholen gjorde sit indtog. Efter Sørens svigerfar havde holdt sin tale, hvor han understregede, hvor lykkelige de var for at have fået Søren ind i deres familie, holdt jeg selv en tale om, hvor lykkelig jeg var for, at han og Kamilla havde fået hinanden.

Da Thomas pludselig slog på glasset, var det for at holde en humoristisk, uhøjtidelig tale om sin storebror, som fik hele selskabet til at bryde ud i lattertårer. Kun brudens forældre deltog ikke i morskaben.

Efter Søren havde rejst sig og overstrømmende takket Thomas ved at slå armene tæt omkring ham, henstillede Kamillas far til, at der var en toastmaster. For at tidsplanen ikke blev yderligere overskredet, frabad han sig flere af den slags spontane indfald.

Det lykkedes dog ikke at ødelægge min glæde over mine voksne sønners forbrødring, men senere på aftenen, efter Kamilla og Søren havde danset brudevals, stod jeg og talte med Kamilla om, hvor fantastisk det hele var gået, da hendes far med rynkede bryn kom hen til os.

– Jeg har lige opdaget, at jeg har mistet min pung, sagde han henvendt til Kamilla, men samtidig så højt, at jeg ikke kunne undgå at høre det.

– Mistet din pung, far? Hvornår?

En skygge af chok bredte sig over Kamillas før så ubekymrede ansigt.

– Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at jeg lagde den i inderlommen inden kirken i dag.

Faren sendte mig et sigende blik, inden han igen satte sig hen ved siden af sin kone. Der sad de og kastede foragtelige blikke hen Thomas, der stod henne i baren og grinede sammen med Søren og deres gamle venner.

Nok havde Kamillas far ikke direkte sagt, at han mistænkte Thomas for at være lommetyv. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at det var den mistanke, han også havde sået i Kamilla. Jeg så hende trække Søren lidt væk og hviske ham noget i øret. Han skød uforstående underlæben ud og trak hende derefter med hen til Thomas og de andre igen, hvor de fortsatte med at grine og snakke sammen.

Nej, inderst inde var jeg heller ikke selv i tvivl om, at Thomas ikke havde stjålet den pung.

Selv om jeg kæmpede for ikke at lade mig mærke med Kamillas forældres blik på Thomas, satte det alligevel skår i min glæde over min ældste søns bryllup med deres datter. Først, da Søren og Kamilla tog afsked med alle gæsterne, fik jeg en anledning til at udveksle et par fortrolige ord med Søren.

– Jeg er ked af, at din svigerfar mistede sin pung i aften ...

– Ai, mor, det er flere timer siden, han kom i tanke om, at han havde låst den inde i sikkerhedsboksen på hotelværelset.

Søren grinede og gav mig et kæmpe kram. Ligeledes gjorde Kamilla, inden de hånd i hånd forsvandt.

– Du må være stolt af din ældste søn, der har klaret sig så godt, sagde hendes forældre, da jeg bagefter takkede af.

Inderst inde havde jeg lyst til at konfrontere dem med den mistanke, de havde kastet på min yngste søn i aften, men jeg lod være. Jeg kunne jo ikke bevise, at de havde mistænkt Thomas, og det sidste, jeg ønskede, var at grave endnu dybere grøfter mellem vores familier.

– Tak, jeg har altid været stolt af begge mine sønner, svarede jeg med oprejst pande. – Og det har været sådan en glæde at se dem sammen i aften. Jeg er sikker på, at når Kamilla lærer sin nye svoger bedre at kende, vil også hun komme til at holde meget af ham.

Hendes forældre lod stadig til at være noget mindre overbeviste.

– Desuden er jeg glad for at høre, at du fandt din pung igen, tilføjede jeg og sendte faren et direkte blik, som måske alligevel sagde, hvad jeg tænkte om hans mistænkeliggørelse tidligere af min yngste søn.

Hvad end der bandt deres fasttømrede familie sammen, var limen i vores familie imidlertid kærlighed, accept og respekt for hinandens forskelligheder.

I dag, to år senere, er jeg blevet farmor, og Søren og Kamilla har netop inviteret til barnedåb. Mit lille barnebarn skal døbes i den samme dåbskjole, som man i Kamillas familie er blevet døbt i igennem mange generationer.

Til gengæld har de nybagte forældre valgt, at onkel Thomas skal være gudfar. Men kommer der misbilligende blikke fra de forreste bænkerækker på grund af hans påklædning, vil det denne gang ikke sætte det mindste skår i min glæde.

Allermest fordi jeg på forhånd ved, at Thomas har fået helt styr på sit liv igen, og så er jeg desuden ikke længere det mindste nervøs for, om han når kirken til tiden.