
De fleste bliver voldsomt forskrækkede og tænker straks på kræft, når de ser blod i toiletkummen. Der kan dog være flere andre, mindre dramatiske årsager til, at mange faktisk oplever det.
Oftest er blodet frisk og rødt, hvilket kan se voldsomt ud i toilettet, men det drejer sig som regel om små mængder.
Man skelner mellem synligt blod og usynligt blod, der kun opdages ved for eksempel den screening for tarmkræft, 50-74-årige tilbydes, og som foregår helt simpelt via en afføringsprøve.
Synligt blod i afføringen skyldes oftest hæmorider eller rifter i eller ved endetarmen.
Kræft kan også give blod i afføringen, og det er derfor en god idé at lade din læge undersøge dig, hvis du oplever det.
Hvis du deltager i screeningen for tarmkræft og får svaret, at der er blod i prøven, tilbydes yderligere undersøgelse.
Og så betyder usynligt blod i afføringen slet ikke altid, at man har kræft, for godartede polypper og karforandringer samt betændelse i tarmen kan også give blod i afføringen.