Sprøde løg
De findes færdige i poser og bægre, men intet overgår hjemmestegte løg til smørrebrød, i salater, madpakker og som snacks. De sprøde løg smager dejligt af løg tilsat lidt salt. Stegelugten hænger nogen tid i køkkenet, så sørg for god udluftning.
Skær 2-3 løg i 2 mm tynde skiver med kniv eller pålægsmaskine. Varm 1/2 l olie op til 180° i en mindre gryde. Vend løgene med lidt mel med salt og ryst overskydende mel af i en sigte. Steg løgene lidt ad gangen, de skal have plads til at svømme i olien, til de er gyldenbrune. Tag dem op med hulske og læg dem på fedtsugende papir. Når løgene er kolde, kan de kommes i en plastboks, hvor de kan holde sig et par uger.
Opskrift: Anne Skovgaard-Petersen