Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Mindst to gange om ugen køber Marianne Degnebolig stort ind. Hun kan ikke gå forbi et godt tilbud, så når hun kører hjem til huset i Hvidovre, er bagagerummet i bilen stopfuldt. Hun er ikke tilhænger af plasticposer, så varerne køres ind i huset i en trillebør.
Faktisk kunne hun nøjes med at købe en pakke rugbrød og en halv sød, for nu er det kun hende og ægtemanden Alf, hun skal sørge for. Hver gang fortæller hun Alf, at hun skam ikke har købt noget særligt, men han ved nøjagtig, hvor meget hun har købt: Han har nemlig et overvågningskamera belejligt placeret, så han kan se, hvem der kommer og går - og især hvor meget Marianne slæber med hjem.
Han sukker og bekymrer sig om, hvordan det skal gå med to folkepensioner og en kone, der køber stort ind. Men han ved godt, at han kan spare sig at sige noget, for Marianne køber for at hjælpe andre. Hun køber madvarer til de mennesker, der ikke har råd, og hun laver hjælpepakker til enlige mødre, til unge eller gamle mennesker, der er røget ud af systemerne. Hun forærer sine egne ting væk, hvis andre mangler. Forleden manglede fjernsynet i soveværelset pludselig - og Alf gjorde ikke andet end at sukke dybt.
De har jo alt, hvad de har brug for, synes Marianne. I hvert fald har hun et hjerte af guld, mener Alf.
Marianne har aldrig manglet noget. Alf fandt ud af, at han havde manglet Marianne, da han så hende første gang, men han var så genert, at det aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke Marianne havde taget affære.
Læs også om Dorte, der hjælper enlige mødre
Populære artikler på familiejournal.dk
Hørt fra børnOpskrift på chokoladekage til fødselsdagSødt ophæng med ugler til barnevognHam snupper jeg
- Mange af de unge bønderkarle, der boede herude, hvor jeg boede, kunne godt lide at drikke øl, rigtig mange øl. Sådan en mand gad jeg ikke have, havde jeg sagt til mig selv - Alf mødte jeg, fordi jeg havde en veninde, der arbejdede i lufthavnen. Hun arbejdede sammen med en ung fyr, Alf, der var med i et orkester, og så tog hun mig med til en fest, hvor de spillede. Orkesteret bestod af Alf og hans tre brødre, de spillede popmusik, og de var rigtig gode til det. I pausen hilste vi så på, og jeg lagde straks mærke til, at Alf kun fik en kop kaffe, mens de andre tog en øl. Ham tager jeg, tænkte jeg - og sådan blev det.
- Når Marianne har penge, har alle penge, siger Alf og antyder, at det blev endnu værre, da hun kom på Facebook - og ganske rigtigt:
- Jeg lagde mærke til, at der fandtes forskellige grupper, hvor folk skrev, hvis de manglede et eller andet. Jeg læste om en vordende mor, der manglede en barnevogn - sådan en havde jeg lige på lager, og så kørte jeg ud med den.
Sådan forærer Marianne varer væk fra sit hemmelige lager. Hvis Alf kigger i kummefryseren efter en is en varm sommerdag, er det også tit det eneste, der er tilbage: Resten har Marianne delt ud til værdigt trængende. Genboen boede engang hos dem i næsten et år: De unge mennesker havde købt nabohuset, der trængte til en renovering, så selvfølgelig tilbød Marianne dem, at de da kunne bo hos Marianne og Alf de par uger sammen med deres børn. Det blev til 11 måneder, inden huset stod færdigt.
Jeg gør en forskel
- For mig har hun altid betydet tryghed. Det gør hun også for rigtig mange andre mennesker, ved jeg. Jeg møder tit mennesker, der kender Marianne og taler varmt om hende. Hun er jo kendt overalt.
- Jeg giver jo ikke andre mennesker mad og ting for at fremhæve mig selv, men fordi jeg ikke kan holde ud, at der er nogle mennesker, der er fattige i Danmark. Når jeg så har givet det, jeg kan, så er jeg glad - jeg har gjort en forskel og hjulpet et andet menneske, og det er meningen med livet, synes jeg.
Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!