Opskrifter

Spidskål med avocado, courgette, persille og bacondrys

Mandag, 1. april 2013af Redaktion
Smagen af bacon er fantastisk, og nogle mener endda, at det er verdens bedste krydderi! Her bruges baconen som supplement til en lækker salat

Ingredienser til spidskålssalat med avocado

(4 pers.)

1 spidskål eller ½ hvidkål
1 spsk. groft salt
2 avocado
½ usprøjtet citron
2 courgetter
2 spsk. olivenolie
Salt og peber
75 g bacon i skiver
½ bdt. kruspersille

Dressing
1 spsk. olivenolie
1 spsk. æbleeddike
1 tsk. sennep
Salt og peber

Tilbehør
Groft brød

Fremgangsmåde til spidskålssalat med avocado

Snit kålen meget fint, gnid den godt med salt og læg den i et dørslag i 20 min. Pres saften af citronen og kom den i en skål. Skræl avocadoerne, skær dem i både eller tern og vend dem straks i citronsaften. Riv citronskallen og kom den i dressingen, der rystes sammen af olivenolie, eddike, sennep, salt og peber. Skær courgetterne
i 3 mm tynde skiver og steg dem lysebrune ved høj varme i olivenolie. Drys med salt og peber. Steg baconen på samme pande eller i ovnen, til det er helt sprødt, og knus det til grov smulder. Hak persillen groft. Skyl kålen og vend den med avocado, dressing, persille og courgetter. Pynt med bacon-knas og servér med groft brød.

Madopskrift: Helle Brønnum Carlsen


Find flere opskrifter her...
Rosenkålssalat med æbler og bacon
Laks med fennikelsalat

Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop (link fjernet)