Kyllingeleverpostej uden mel og Ansjosæg
KYLLINGELEVERPOSTEJ UDEN MEL
(6 pers.)
500 g frosset kyllingelever
3 æg
20 g smeltet smør
2 dl piskefløde
2 spsk. friskhakket estragon el. 2 tsk. tørret
2 spsk. friskhakket merian el. 2 tsk. tørret
1 tsk. salt
Groftkværnet peber
Tø kyllingeleveren op og rens den for små sener. Blend leveren jævn sammen med æg, smør, piskefløde, krydderier og salt. Hæld blandingen i en smurt porcelænsform eller ildfast fad. Sæt den i ovnen på midterrillen ¾-1 time ved 200°. Prøv med et stegetermometer i midten af postejen. Når det viser 75°, er postejen færdig.
Køl postejen af til næste dag og server den i formen med cornichoner og sorte oliven eller syltede agurker.
ANSJOSÆG
(6 pers.)
6 æg
1 dl mælk
15 g smør
3 spsk. snittet purløg
10 ansjosfileter el. benfri sild
Knæk forsigtigt toppen af æggene og hæld indmaden i en skål. Pisk æg og mælk sammen. Smelt smørret i en tykbundet gryde eller pande. Hæld æggeblandingen på og rør i den med en træske, til den begynder at tykne. Tilsæt purløg og ansjos i små bidder. Fyld rørægget i skallerne eller i små skåle og pynt med dild eller purløg.
Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen
Prøv også disse opskrifter...
Varm aspargessalat
Røget hellefisk med avocado og rogn og Spinatgazpacho
Butterdejspuder med laks