Opskrifter

3 slags kylling, du nemt kan lave

Søndag, 8. marts 2020Af Camilla Zarah Lawes. Foto: John Bendtsen.Foto: John Bendtsen.
Er du også vild med kylling? Der er næsten ingen grænser for, hvad du kan lave ud af en god kylling, og hvilket tilbehør du kan spise til. Her får du tre opskrifter på lækre retter med kylling, som du nemt kan lave.
3 slags kylling du nemt kan lave

Kylling i fad med krydrede kartofler og grøn salat

(6 personer)

  • 1 kg nye kartofler
  • Salt og peber
  • 1 stor kylling, 1.300-1.600 g
  • Lidt olivenolie
  • 1 citron
  • 2 spsk. tørret oregano
  • 2 spsk. tørret timian

Salat:

  • 1 bakke blandede salatskud
  • ½ dl olivenolie
  • 3 spsk. hvid balsamico
  • Salt og peber

Til servering:

  • 1 bundt persille

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180º. Fordel kartofler i et stort ovnfast fad. Krydr med salt og peber. Halvér kyllingen, og læg den i fadet. Krydr kyllingen med olivenolie, citronsaft, oregano, timian, salt og peber. Steg kyllingen og kartoflerne i ovnen i 55 minutter. Salat: Skyl og afdryp salaten. Rør olie sammen med balsamico, salt og peber, og hæld blandingen over salaten. Hak persille. Drys lidt over kyllingen og resten over salaten. Servér salaten som tilbehør til kyllingefadet.

Prøv også: Kylling teriyaki

Kyllingebryst med parmaskinke, kartoffelsalat og grillet ananas

(4 personer)

  • 4 skiver parmaskinke
  • 4 kyllingebryster
  • 1 spsk. solsikkeolie
  • Peber

Kartoffelsalat:

  • 700 g kartofler
  • 1 salatløg
  • 4 spsk. hakket persille
  • 1 spsk. sennep
  • ¾ dl olivenolie
  • Salt og peber

Ananassalsa:

  • 1 ananas
  • 3 rødløg
  • 1 rød chili
  • 2 spsk. hakket mynte
  • 2 limefrugter

Til servering:

  • 1 bundt mynte

Fremgangsmåde:

Sno parmaskinke omkring hvert kyllingebryst. Steg kyllingebrysterne på begge sider i olie, til de er sprøde. Skru ned for varmen, og lad dem stege videre på begge sider, til de er gennemstegte. Krydr med peber. Kartoffelsalat: Kog kartoflerne, og del de store kartofler i halve. Bland grofthakket løg sammen med kartoflerne. Rør persille, sennep, olie og salt og peber sammen, og vend med kartofler og løg. Ananassalsa: Skær ananassen i skiver, og rødløget i både. Varm en tør grillpande op, og grill ananas og løg i ca. 4 minutter på hver side ved høj varme. Skær stokken ud af ananasskiverne, og hak skiverne groft. Skær chilien i skiver, og bland dem med hakket mynte. Pres limesaft over. Vend blandingen med ananas og rødløg, pynt med frisk mynte, og servér sammen med kylling og kartoffelsalat.

Se også: Kylling i fad med peberfrugt og rosmarin

Kyllingelår med nøddecrumble og tomatsalat

(6 personer)

  • 12 kyllingelår
  • 50 g mandler
  • 1 æg
  • 3 usprøjtede limefrugter
  • 50 g hasselnødder
  • 1 tsk. salt og peber
  • ¼ dl olivenolie

Tomatsalat:

  • 600 g små, blandede tomater
  • 200 g fetaost
  • 75 g pinjekerner
  • 1 bundt basilikum
  • Lidt olivenolie
  • Salt og peber

Desuden:

  • 1 groft brød
  • 1 limefrugt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180º varmluft. Skær den øverste del af kyllingelårets knogle, og rens benet med en kniv, så du har et rent ben med kød for enden. Gør det samme med alle kyllingelårene. Smut mandlerne, og pisk ægget let sammen. Riv skallen af 1 limefrugt fint. Blend mandler, hasselnødder, limeskal, salt og peber sammen. Vend kyllingelårene i æggeblandingen, rul dem i nøddeblandingen, og læg dem i en bradepande med bagepapir. Dryp kyllingelårene med olie, og steg dem i ovnen i 25 minutter. Riv skallen af de sidste limefrugter, og drys over. Tomatsalat: Halvér tomaterne, og smuldr fetaosten over dem. Varm en tør pande, og rist pinjekernerne, til de er gyldne. Drys tomaterne med pinjekerner og basilikumblade, og krydr med olie, salt og peber. Servér tomatsalaten sammen med kyllingelårene og groft brød. Servér limebåde til.

Se også: Hurtig kylling i ovn