Opskrifter

Mørbradbøf med rødkål og tørrede frugter

Lørdag, 9. december 2017af Christine Bille Nielsen
Mørbradbøf i juleudgave serveret med rødkål med svesker og abrikoser og et drys hakkede mandler. Hertil persillekartofler.

Ingredienser til mørbradbøf med rødkål og tørrede frugter

(4 pers.)

600 g rødkål
Olivenolie
Salt og peber
100 g abrikoser
100 g svesker
3 spsk. rød- el. hvidvinseddike
75 g mandler
1 svinemørbrad
2 spsk. smør

Tilbehør:
Kogte kartofler
1 bdt. persille

Alternativ til mørbradbøf med rødkål og tørrede frugter: Svinemørbrad med kartoffel-svampegratin

Fremgangsmåde

Skær kålen i 1 cm tykke strimler. Svits den i lidt olie i en bredbundet gryde i 4-5 min. og krydr med salt og peber. Tilsæt abrikoser, svesker, vineddike og et par spsk. vand. Læg låg på og skru ned til middelsvag varme. Lad det simre i ca. 15 min., til kålen er mør med lidt bid, og de tørrede frugter er blevet bløde. Hak mandlerne groft og rist dem på en tør pande, til de er lysebrune og dufter. Drys dem over kålen.
Skær sener af mørbraden og skær den i ca. 2 cm tykke små bøffer. Steg disse i lidt olie og smør på en pande i 2 min. på hver side og krydr med salt og peber. Kog kartoflerne og pil dem. Vend dem i smeltet smør og hakket persille. Servér bøfferne med kål og kartofler.