Opskrifter

Saltbagt lam med marinerede rødder til påske

Onsdag, 17. april 2019Opdateret 3. aprilAf Kristina Marckmann. Foto: Carina Krüger. Foto: Carina Krüger.
Denne lammesteg vil uden tvivl skabe begejstring rundt om påskebordet. Server den med lækre, marinerede rødder og feta.
4 t og 45 min
4 personer
Saltbagt lam
1 lammekølle på 2 kg
3 fed hvidløg
½ bdt. persille
1 kg groft salt
4 æggehvider
250 g bolsjebeder
250 g pastinakker
250 g persillerødder
250 g søde kartofler
1 rødløg
4 fed hvidløg
3 spsk. olivenolie
1 tsk. honning
½ citron
6 stilke frisk timian
1 tsk. fennikelfrø
1 tsk. rosa peberkorn
Salt og peber
100 g feta

Fremgangsmåde

  1. Udben lammekøllen, hak hvidløg og persille, fyld det i og bind lammekøllen sammen.
  2. Rør salt og æggehvider sammen og fordel ¼ af blandingen i bunden af et ovnfast fad beklædt med bagepapir.
  3. Læg lammekøllen over og fordel resten af saltblandingen omkring lammekøllen, så den er helt dækket.
  4. Sæt fadet i en 250° varm ovn i 50 min. Dæmp varmen til 160° og lad lammet stege i yderligere 3 timer.
  5. Skræl rodfrugterne og skær dem i mindre stykker.
  6. Bland rodfrugter med løg i både, knuste hvidløg, olie, honning, citronsaft, timian, fennikelfrø, rosa peber, salt, peber og kom dem i et ovnfast fad.
  7. Tag lammet ud, lad det hvile i 45 min. og bag rodfrugterne ved 200° varmluft i 45 min.
  8. Smuldr fetaen over rodfrugterne, bank hul på saltskallen og server.