Nemme fiskefrikadeller til 1 person med pandegrønt

Mandag, 4. januar 2010Opdateret 2 timer siden
af Redaktion. Foto: Catrine Mannerup
Her får du opskriften på lækre og nemme fiskefrikadeller til 1 person. Fiskefrikadellerne er her serveret med dejligt pandegrønt.
Nemme fiskefrikadeller til 1 person med pandegrønt
Nemme fiskefrikadeller til 1 person med pandegrønt

1 pers.

125 g kartofler
125 g torsk
25 g løg
50 g gulerod
½ æggehvide
½ dl skummetmælk
1 spsk. hvedemel
Salt og peber
1 spsk. olie (f.eks. olivenolie)

Pandegrønt

150 g porre
150 g champignoner
1 tomat
1 tsk. olie (f.eks. olivenolie)
1 tsk. tørret timian
Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Vask og kog kartoflerne med skræl. Rens grøntsagerne.
  2. Riv løg og gulerod fint.
  3. Blend torsken og pisk æggehviden let med en gaffel.
  4. Bland grøntsagerne i torsken sammen med æggehvide, skummetmælk og hvedemel. Smag til med salt og peber.
  5. Lad fiskefarsen trække i køleskabet i ca. 10 min.
  6. Form farsen til 2-3 frikadeller med en spiseske, dyppet i koldt vand, på den måde slipper farsen let skeen.
  7. Steg frikadellerne på en varm pande i lidt olie.
  8. Vend dem, når de har fået en lysebrun skorpe, skru ned for varmen og lad dem stege videre ved svag varme i ca. 4 min. på hver side.
  9. Til dit pandegrønt skal du rense din porre og champignoner. Vask tomaten.
  10. Skær grøntsagerne i skiver og steg dem på den samme varme pande som fiskefrikadellerne i ca. 10 min.
  11. Vend grøntsagerne jævnligt og krydr med salt, peber og timian.

Tip

Fiskefrikadeller er gode som pålæg, så lav gerne en stor portion. Det anbefales at spise 300 g fisk om ugen. Fiskefrikadellerne kan også laves af lyssej eller fersk laks og serveres med ovnstegte og marinerede kartofler eller en kartoffelsalat, pastasalat eller ris, for at skabe variation.

Fiskefarsen kan også fordeles i en lille smurt foliebakke og bages i ovnen ved 175° i ca. 25-30 min.