Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
”DFDS byder velkommen om bord,” lyder teksten til den muntre jingle, der klinger fra lydanlægget på scenen, hvor husorkestret Klaus & Servants har indtaget deres pladser. Publikum i det fyldte lokale klapper taktfast.
Ind på scenen træder Karin Strand-Holm, 60, og annoncerer, at ”dansktoppen er stået til søs”, og at vi både skal møde skønne, musikalske kunstnere og quizze lidt. Vi er nemlig på Dansktop Cruise. Rammen er en helt almindelig tur med Oslobåden, men for de omkring 300 danskere, der har købt billet til det, byder sejladsen på i alt fire musikalske shows med folkekære navne. Det hele optages af dk4 og sendes på kanalen i julemåneden fra og med tirsdag den 5. december.
Værtinden er den 66-årige orkesterleder Klaus Strand-Holms livsledsager, og hun har i en lang årrække fungeret som Klaus & Servants’ sekretær og manager med styr på alle bandets aftaler. De sidste par år er Karin imidlertid trådt ind i scenelyset og er blevet en del af sin ægtemands musikalske verden. Hun fortæller:
– Underholdningsbranchen er ikke ny for mig. Jeg har nu i 30 år rejst rundt med mine dansere i Karins Square & Line Dance og sat fut i alle typer af festlige anledninger, eller jeg er taget ud alene med mikrofon og lydanlæg og har instrueret deltagerne i polterabender og fødselsdage i at danse. Samtidig har Klaus nu i mere end 50 år levet af musikken. Og på et tidspunkt var vi nået til et punkt i vores modne alder, hvor vi mærkede behovet for at lave noget sammen. Så vi lagde hovederne i blød for at finde et koncept, hvor vi hver især havde en rolle.
Klaus & Servants er blandt de optrædende ved Dansktop Prisen 2018. Læs om dem her.
Klaus fortsætter:
– Alt for mange af vores weekender gik med, at vi befandt os i hver sin ende af landet. Jeg kunne ringe til Karin og spørge, hvordan det stod til i Gedser, mens jeg selv kunne rapportere lidt for hende om den festlige stemning i Frederikshavn. Og så kunne vi ellers runde af med et ”godnat” og ”vi ses på mandag.” Det var trættende i længden.
Således udviklede parret ”Syng med & tip et hit” – et show med Klaus & Servants som husorkester og en medvirken af diverse dansktopsolister. Og med Karin som konferencieren, der stiller quizspørgsmål i forbindelse med sangene.
Allerede for to år siden mødte Familie Journal Klaus og Karin. Se den festlige video.
– Quizdelen er ikke sværere, end at alle kan være med. Og det vigtigste er selvfølgelig det musikalske og de mange elskede ørehængere, som publikum kan synge med på. Da vi i efteråret 2015 tog til Horsens for at deltage i en af dk4’s optagelser til ”Dansktop Talent”, præsenterede vi konceptet for dk4, og de var helt med på et samarbejde. Foreløbig er der sendt 10 udgaver af ”Syng med og tip et hit” på dk4. Og som altid, når det handler om kanalens programmer, er de blevet genudsendt på forskellige ugedage og tidspunkter, så de fleste har haft muligheden for at kigge med, fortæller Karin.
– Klaus og jeg har også en tomandsudgave af showet, som vi tager ud på plejecentre og lignende med, hvor Klaus synger og spiller, og jeg tager mig af quizzerierne. Folk elsker det, og ved de lejligheder spørger vi altid, hvor mange der har set showene på tv. Omkring 80 procent rækker hænderne op.
– Efter ”Syng med”-udsendelserne lå ”Dansktop Cruise”-showene lige til højrebenet. DFDS og dk4 har jo tidligere samarbejdet om ”Schlager Cruise”, hvor de største navne fra den folkelige, tyske musik har deltaget. Nu var det så mig, der blev bedt om at skrue showene sammen, og de minder meget om ”Syng med” i deres opbygning. Nu handler spørgsmålene bare om DFDS-færgerne i stedet for om kendte dansktophits.
I ”Dansktop Cruise”-showene møder vi etablerede stjerner som Dario Campeotto og Keld og Hilda side om side med knap så kendte kunstnere. Således er hele tre af de navne, der deltog i konkurrencen ”Mig og min mentor” ved Dansktop Prisen 2017, med. Nemlig vinderen Michael Korup, Anne-Mette Rix og duoen Stine & Martin.
– Familie Journal har givet nogle dygtige folk en chance, og det vil vi gerne følge op på ved at lade dem udfolde sig i vores show sammen med nogle af de største og mest populære solister, forklarer Karin.
Mød Dansvingerne og læs om deres nye album "2" her.
Ægteparret Strand-Holm er i det hele taget fulde af begejstring over nærværende ugeblads indsats for den folkelige populærmusik:
– Vi oplever simpelthen, at dansktopmusikken er ved at få en renæssance. Dansktop Prisen i Boxen har været med til at give det hele et skub. Og når Danmarks største ugeblad og et stort mediehus som Aller går forrest med det budskab, at det er okay at lytte til den type musik, har det en positiv effekt, siger Klaus.
– Det er dejligt, at vi er begyndt at lave shows sammen. Tidligere brugte vi meget tid på at hænge i en mobil, når vi var på arbejde hver for sig. Nu deler vi oplevelserne.
Tirsdag den 5. december kl. 20.00 sender dk4 det første af de fire ”Dansktop Cruise”-programmer. Det genudsendes på søndag kl. 17.00 samt mandag og tirsdag i næste uge henholdsvis kl. 10.00 og 13.00. Ugedage og sendetider er de samme for de tre øvrige udsendelser i de efterfølgende uger.
Ifølge Bjarne Lisby er det ikke lutter skæg at være julemand. Læs bare.