Jeg har lige læst om kramper i blandt andet læggene. Min mand har lidt af kramper i 30 år og har prøvet alle former for medicin, det være sig kinin, magnesium og meget andet.
Nu har han endelig fået støttestrømper, som han har på fra sidst på dagen og tager af ved sengetid, og det hjælper ham enormt meget. Strømperne får han gennem kommunen.
Mvh. V.J.
Det var da en god løsning på et lidt irriterende problem, som kan være svært at behandle, så kramperne går væk. Umiddelbart er jeg ikke sikker på, det er løsningen for alle med kramper i benene, men det er da værd at prøve.
Kinin og magnesium har længe været behandlinger, der er forsøgt mod læg-kramper, men det har aldrig kunne påvises i undersøgelser, at det virker effektivt, selv om nogle har følt sig hjulpet.
Det er dyrt selv at anskaffe sig støtte-strømperne, og du skal opfylde nogle særlige betingelser for at få kommunen til at betale for dem. Ofte besvarer din læge en forespørgsel fra kommunen angående nødvendigheden af behandlingen, og så træffer kommunen en afgørelse.
Hvis du opfylder betingelserne, kan du få bevilget to par strømper om året og i særlige tilfælde flere par. Det gælder typisk, hvis din arbejdssituation kræver, at du skifter strømper i løbet af dagen.
Kan man ikke få hjælp fra kommunen, kan flystrømper være et alternativ. De er ikke helt så effektive, men dog gode og langt billigere. Under alle omstændigheder vil de nok være førstevalg i behandlingen, før lægen mener, der er indikation for egentlige støttestrømper.
Kærlig hilsen Lotte.
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Støttestrømper mod lægkramper
Ammer jeg for meget?
Virker akupunktur rent faktisk?
Kan jeg selv lave tårevæske?
Hvordan er det bedst at sørge?
Mine børnebørn er født for tidligt
Kan udslet være farligt?
Må min datter sove udenfor i kulden?