
Efter en lang forkølelse hoster jeg stadig på fjerde uge. Jeg har ikke feber og føler mig egentlig heller ikke syg, men hosten er generende, både dag og nat, og mine kolleger har nu sendt mig til lægen.
Lægen er dog ikke bekymret. Han har lyttet på mig og siger, at alt er fint, og at jeg har bronkitis, som bare skal gå over af sig selv.
Men hvad er bronkitis, og hvor længe skal jeg hoste?
M.
Bronkitis er en betændelse af slimhinden i luftrøret og måske også i bronkierne. Den kan blandt andet opstå som en reaktion på en forkølelse og skyldes ofte virus, ligesom forkølelse gør. Det kan dog ikke behandles, men må gå over af sig selv.
Har du akut bronkitis, går det altså over af sig selv, som lægen har sagt, og du skal nok forvente, det bliver bedre inden for et par måneder.
Er du ryger, kan den akutte bronkitis dog blive til en kronisk tilstand. Hvis du hoster slim op fra lungerne i mindst tre måneder om året i mindst to år, er der tale om kronisk bronkitis.
Kronisk bronkitis ses oftest hos rygere og kan forsvinde ved rygestop, men det er ikke det samme som KOL, selv om de to tilstande ofte findes hos samme patient.
Måske er du allerede stoppet med at hoste, før dette svar når bladet, men er det ikke tilfældet, synes jeg, lægen skal besøges igen.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Førstegangsmor: Hvordan undgår vi rød numse?
Hvorfor har jeg nedgroede tånegle?
Hvorfor får vores søn næseblod?
Hvorfor får jeg hele tiden blærebetændelse?
Åreknuder og øget risiko for blodprop?
Betænksom læser: Et godt råd mod hælspore
Night terror: Vågen krop og sovende hjerne
Bør vores lille søn få skoldkoppevaccinen?